Læsetid: 1 min.

Jorden stadig for varm

23. december 2000

Den globale opvarmning fortsætter, siger WMO, Verdens Meteorologiske

Organisation
Den globale opvarmning fortsætter. Dette år var næsten lige så varmt som 1999, meddeler Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, i Geneve.
»Nogle dele af kloden har oplevet ekstrem varme, ekstrem kulde, ekstrem nedbør og ekstrem tørke, mens andre har oplevet nærmest normale forhold. Men gennemsnitligt er det globale klima stadig varmere end normalt,« skriver WMO.
Det hidtil varmeste år var 1998. De otte varmeste er målt siden 1990. På den baggrund har FN’s klimaforskerpanel konkluderet, at den menneskeskabte klimaforandring med stor sandsynlighed er i gang. De nye målinger bekræfter dette billede.
Samtidig tiltager kulden i stratosfæren. Det kan forstærke ozonnedbrydningen, som ellers skulle være nået til et vendepunkt, fordi udslippet af bl.a. freon er blevet begrænset.
Ved jordens og havets overflade fører de stigende temperaturer til mere ekstremt vejr og stigende vandstand. Antallet af kraftige storme var dog ikke større i år end normalt.
Til gengæld peger WMO f.eks. på de alvorlige oversvømmelser, der ramte
Schweiz og Norditalien i oktober, Colombia juni-august og Indien, Bangladesh, Cambodia, Thailand, Laos og Vietnam under monsunen.
Omvendt blev landene på Afrikas Horn ramt af tørke for tredje år i træk. En tredjedel af USA ramtes af tørke i august. Også det sydøstlige Europa, Mellemøsten og det centrale Asien var præget af tørke. Og under hedebølgen i juni og juli blev de højeste temperaturer i hundrede år målt i Bulgarien og Grækenland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her