Læsetid: 4 min.

Kammeraternes klub og zappernes internationale

16. december 2000

Radio & tv
Siden Muhammad Ali den 30. oktober 1974 vandt over George Foreman og fik sit verdensmesterskab tilbage, har ingen tv-udsendelse kunnet få mig ud af sengen klokken 03 om morgenen. Indtil altså Al Gores og George W. Bush’s taler torsdag nat. Ikke fordi jeg imødeså d’herrers taler med ligeså stor spænding som boksekampen i Kinshasa, Zaire. Men det var trods alt 35 dages medie-petting, der nu skulle have sin lille orgasme. I fem uger, hvoraf det er faldet i min lod at overlappe både den første og den sidste, har vi været fastholdt ved føljetonen fra Florida og dens afstikkere til Washington. Historisk!, har nogen sagt om denne soap, hvilket det dog er svært at fastslå med sikkerhed, før det hele er gået over i netop historien – eller glemmebogen. Men en god medie-basker har det været, den enorme dækning taget i betragtning. Fælles for alle kanaler var, og for de andre medier for den sags skyld, at inden de to talere talte, gisnede politiske analytikere dybsindigt om, hvad de mon ville sige. Så lyttede vi alle og studerede den snart forhenværendes og den nye kommendes kropssprog. Bagefter gisnede analytikerne så videre om, hvad der egentlig var blevet sagt. Eller i hvert fald om, hvad d’herrer havde ment. Jeg tilslutter mig den konklusion, at dette mindre var afslutningen på en god historie, end det var begyndelsen på en, hvis kvalitet vi også kun kan gisne om.
Søndag afsluttede TV 2 Lizzi Weischenfeldts trilogi om Krigens børn med afsnittet »En fremmed fugl«, der nøgternt og usentimentalt fortalte en sørgelig historie fra Bosnien, der til sidst fik mulighed for at udvikle sig positivt. Et ansvarsfuldt ægtepar med to helt små børn i en flygtningelejr et sted i Kroatien udskød deres egen afrejse til England i et halvt år for at vente på godkendelse af, at to andre børn, der har mistet deres familie ved et af bombardementerne i Bosnien i 1992, fik lov at komme med dem. Det var velgørende at opleve en flygtningehistorie, hvor ikke alene en simpel humanistisk handling tages som givet, men hvor også integrationsproblemerne er til at overse. Det er tydeligt, at det engelske samfund i kraft af sin fordoms imperietid har været multietnisk så længe, at racefordomme og angst for fremmede har proportioner, man kun kan se på med misundelse fra denne side af Nordsøen. Det er måske også det bedste, der er kommet ud af imperietiden.

Det var også TV 2’s dok., der i programmet Kammeraternes Klub havde skovlen under tre afdelinger af det socialdemokratisk kontrollerede AOF, hvori de belyste sager var så stinkende og de ansvarliges forsvar for egne og kammeraternes aktiviteter så pinlige, at tåkrumningen må have slået alle rekorder i de små hjem. Det var AOF-afdelinger i Odense, Aarhus og København, der hver især har præsteret manipulationer i klasse med mandatsvig, konkursrytteri og dokumentforfalskning. Alle de ansvarlige AOF-ledere sidder stadig på deres bestyrelsesposter med AOF’s hovedbestyrelses velsignelse. Mon ikke dette også mindst kan blive en trilogi. Det er i hvert fald det rene tra-la-la.
DR’s Rapporten var ude med en blotlæggelse af et omsiggribende rabatsystem i butikker landet over. Hundredetusinder af medlemmer af alverdens foreninger og faglige sammenslutninger opnår rabatter på alt fra benzin til hårtørrere, mad og drikkevarer, bare fordi de er medlemmer af de rette organisationer. Det skal jo betales af nogen, og det blir det, nemlig af alle os, der er medlemmer af de forkerte organisationer eller måske slet ikke er medlemmer af andet end det danske samfund. Jersild og hans folk havde her en bedre sag, end man længe har set, måske fordi den håndgribeligt kunne skildre opdelingen af det danske folk i de rabatberettigede og de ikke rabatberettigede. Var det ikke på tide at få Danmark ned fra sejrsskamlen som det dyreste land i verden at leve i og give os alle en smule rabat?
Det forekommer mig stadig, at man kan score gevinster ved at zappe rundt mellem kanalerne. Således havnede jeg tilfældigt i en udsendelse på bio+, hvor Birgitte Nielsen havde en lang samtale med Jeremy Irons. Nok svingede samtalen frem og tilbage mellem Se & Hør- og Sight & Sound-niveau. Men det lykkedes faktisk Fru Nielsen, der afslørede sig som en ikke ueffen interviewer, at få den lidt stive engelske skuespiller tøet op. Han er harm over, at den Lolita-film, han for nylig har lavet, er blevet forbudt i USA. Specielt når han tænker på, hvilke voldsscenerier der tilbydes det amerikanske filmpublikum.

Han havde også en interessant sammenligning mellem amerikanske og europæiske film på den ene side og ludere og almindelige kvinder på den anden. Når man forlader en luder, mente han – og det var naturligvis kun en formodning, for det havde han aldrig oplevet selv – så har man, forudsat at man ikke er blevet smittet med et eller andet, intet med sig. Sådan er det også med mange amerikanske film. Hvorimod europæiske film ofte efterlader en i en euforisk tilstand som efter en erotisk oplevelse med en, man kan lide.
Min zapning førte mig flere gange forbi TCM, hvor jeg bl.a. så en sjælden cowboyfilm med William Holden, Ryan O’Neil og Karl Malden, Wild Rovers. Instruktion Blake Edwards, manden bag Pink Panther-filmene. Jeg var også et par gange forbi DK-4, hvillket ofte kan betale sig, undtagen når de har reportage fra Folketinget. Jeg ramlede ind i en fantastisk spændende samtale med Per Stig Møller i anledning af hans Kaj Munk-bog. Dette program, Bogladen, har sammen med Bestseller vel efterhånden gjort kål på den forestilling, at man ikke kan behandle bøger på tv. Men det har jeg vist skrevet før. Alt i alt: Zapning betaler sig. Så her er til slut den nye punch-line for zappernes internationale: »Float like a butterfly – sting like a bee!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her