Læsetid: 2 min.

K'NYT

28. december 2000


Eyegoblack en snebold
*Udstillingen »Eyegoblack« er en – synes det – evigt rullende snebold. Den er skabt i et samspil mellem kunstnerne Niels Bonde, Marco Evaristti, Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz og indgår for tiden i skiftende skikkelser i Havanna-biennalen på Cuba, i Pinacoteca i Sao Paulo, i biennalen i Buenos Aires og i Fondación Klemm sammesteds. Men den vil i løbet af de næste to år fortsætte sin tur rundt i den vide verden. Til februar vil den kunne ses i den nordlige del af Brasilien i byen Fortaleza og derefter i Rio de Janeiro. Den vil senere indgå i Sydney-biennalen, i Shanghai-biennalen, ligesom den vil blive vist både i Barcelona og Valencia. Herudover vil den gæste Toronto, Mexico City (i Museo de Arte Contemporaneo, hvori foruden deltager fem afdøde, danske kunstnere) og i Tokyo. Det er det største fremstød for dansk kunst nogen sinde, og det er blevet hjulpet frem af bl.a. reklamedirektøren Jens Olesen, det spanske flyselskab Iberia og Air France. lb

Kunst i øjet
*Tv-stationen dk4 sender nu udsendelsesrækken ’Kunst i øjet’ en udsendelse om den omdiskuterede, nyrealistiske maler, Thomas Kluge, der er en meget benyttet portrætmaler. Han er blevet kaldt det 20. århundredes Rembrandt, og med reference til hans hang til det surreelle – en magisk realist, men han er også blevet udskældt for at være en reaktionær, romantisk kunstner m.m.m. Men alle er enige om, at hans håndværksmæssige talent er i særklasse. Om det og meget mere handler programmet, der er tilrettelagt af Ole Lindboe, og som sendes fredag den 29. december kl. 19.30. lb

Jødisk filmfestival
*For første gang i Danmark afholdes der jødisk filmfestival. Det sker i fire dage fra torsdag den 18. januar i Cinemateket med det overordnede tema: Jødisk liv og tradition. Alle filmene er nye produktioner, der viser det jødiske samfund og dets kultur, og festivalen åbner med fest og verdenspremiere på den danske film, Keep on walking, der er en film om forskelle mellem jøder og sorte, jødedom og kristendom, og handler om den amerikanske jøde Joshua Nelson, der både er lærer i hebraisk og gospelsanger.

Danskerne surfer mindst, men mailer mest
*Det viser en ny undersøgelse om privat internetforbrug i Tyskland, Danmark, Spanien og England. På trods af, at Danmark har det højeste antal internetforbindelser i forhold til husstande, er vi det land, der bruger mindst tid på nettet, ser færrest web-sider og chatter mindst. Til gengæld er vi dem, der mailer mest. Den gennemsnitlige intenetbruger brugte i september fire-fem timer på nettet og så i gennemsnit 698 web-sider, mens der i Spanien blev brugt otte timer og set 925 web-sider. Hele undersøgelsen kan læses på www.netvalue.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu