Den amerikanske forfatter John Updikes roman Gertrud og Claudius er en indholdsmæssigt spinkel historie iklædt flyvende gevandter
Ny bog
Den amerikanske roman Gertrud og Claudius er et af de helt store period piece-udstyrsstykker, der bestemt må gøre enhver kostumier grøn af misundelse over den detaljerigdom, hvormed bogen fremviser samtlige af personernes rober fra inderst til yderst. Nu ved jeg alt om middelalder-tunikaer, brynjer og prinsessekroner. Men er der ellers noget kød på bogen?
Romanen har ikke meget tilfælles med Updikes tidligere så succesrige satiriske billeder af en by i provinsen, f.eks. i hovedværket Hare hop (1960) og Heksene i Eastwick (1984). Sidstnævnte så vi filmatiseret med den dæmonisk-erotiske Jack Nicholson i hovedrollen.
Rygtet vil også vide, at landsmanden og forfatterkollegaen Tom Wolfe i en ny bog anklager aldrende amerikanske forfattere som Updike,
John Irving og Norman Mailer for at skrive såkaldt »anorektisk« litteratur, idet appetitten på den gode gamle amerikanske samfundskritiske historie nu om stunder er skiftet ud med åndfulde litterære drømmerier. Updikes Gertrud og Claudius er præcis sådan, mener Wolfe.
Vendt på hovedet
Ideen er nu god nok: Hvorfor ikke spørge sig selv, hvad forhistorien til Shakespeares Hamlet mon kunne have været? Hvad nu hvis vi vendte alting på hovedet, så Hamlets far rent faktisk var en selvoptaget kæltring og stedfaderen den helt store elskertype? Hvad nu hvis Gertrud og Claudius begge to havde levet i længere tids vellystig synd før det fatale gifmord i frugthaven? Hvad nu hvis Hamlet bare var en surmulende ung døgenigt, der allerhelst ville begrave sig i filosofien i Wittenberg?
Disse spørgsmål er udgangspunktet for Updikes eksperiment med kanonklassikeren over dem alle lidt i stil med Tom Stoppards skuespil Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1967), hvor to perifere personer i Hamlet bliver hovedpersoner.
Romanens skelet er delt op i tre dele: Del I omhandler den sanselige rødhårede Geruthas (den senere Gertruds) barndom og opvækst hos faderen Kong Rorik. Del II følger hendes knap så tilfredsstillende arrangerede ægteskab med den selvoptagede, ambitiøse og lyse Horwendil (Hamlets far) og det stormfulde møde med hans mørke, sensuelle og mere metafysiske bror Fengon (den senere Claudius). I Del III tager Gertrud modstræbende den dybt forelskede Claudius til sin mage efter mordet på ægtemanden.
Den megen forvirring omkring personernes navne skyldes, at Updike i første del anvender navnene fra Saxo Grammaticus fremstilling af legenden om Hamlet; i anden del navnene fra François de Belleforests Histoires tragique, der er en fri fortolkning af Saxo fra 1576; og i tredje del får vi så endelig Shakespeares berømte navne. Denne lidet gennemskuelige opskrift fra Updikes side er vel ment som en slags afmåling i lige dele af kilder, myter og fantasier.
Spinkel pølsepind
Resultatet er en spinkel pølsepind, der kræver en del stilistisk sul for at kunne manifestere sig som en stor bog. Nogle gange er der rigelig med sanselig saft og kraft, som f.eks. i den svulstige passage, hvor Gertrud og Claudius er lige ved at tage for sig af hinandens retter:
»Vinen var tyk og sød, og under indflydelse af den kunne de ikke, mens de først drak fra hver sin side og så fra samme side af bægeret med den kraftige stilk, undgå at gnubbe mod hinanden, og de faldt ned på sengen, hvor de uden at tage noget tøj af famlede efter følsom hud, mens de udvekslede ramme kys med munde der var bitre af vinen, fordærvede af ost; det var som skyllede to store, himmelske kanaler deres sjæles længst fortabte indhold, alle sårene der trængte til at læges, al den trøst der indtil da var givet, gennem deres læber.«
Men det er desværre ikke nok til at hæve romanens ellers beundringsværdige projekt op på et højere plan. Den svulstige billedrigdom følges aldrig til dørs, bindes ikke ordentlig sammen og kammer tilmed ofte over i florlette triviallitteraturs-gevandter, der åbenbarer det magre indhold.
Rykker ikke
Anorektisk fiktion er nok så meget sagt. Med Gertrud og Claudius udviser Updike skam stor appetit på at fordybe sig i livets fundamentale forhold mellem mennesker, magt og manipulationer, der sagtens kan overføres på det amerikanske samfund i disse præsidentvalgstider, men spørgsmålet er blot, om bogen egentlig rører ved noget vigtigt. Den rykker nemlig ikke ligesom. Trods indædte forsøg bliver den aldrig en stor bog.
*John Updike: Gertrud og Claudius. Tappert oversat af Erik Barfoed. 165 s., 228 kr. Lindhart og Ringhof
