Læsetid: 6 min.

Kongen af Kunsten

13. december 2000

Historien om Knud W. Jensen er historien om en erhvervsmand, som nærede en livslang, lykkelig og gengældt kærlighed til kunsten og kunstnerne

Nekrolog
Her! sagde Knud W. Jensen og satte med usvigelig sikkerhed fingeren på det københavnske bykort, på Ægirsgade, hvor den unge Per Kirkeby boede. Louisiana-direktøren rullede derefter sin Bentley ind i den ydmyge gade på Nørrebro, parkerede, og sad lidt efter bænket i den lige så ydmyge halvanden værelsers og
spiste leverpostejmadder, mens han inviterede kunstneren og hans kammerater fra Den Eksperimenterende Kunstskole til at udstille på Lousiana. (Kirkeby har beskrevet seancen i et festskrift. Er dog ikke sikker på, om det var en Bentley eller et andet mærke).

Kunstnere smidt ud
Det blev til den legendariske Tabernakel-udstilling på Louisiana i 1970, og episoden fortæller noget om hr. Jensens fornemmelse for kunst. Til danske billedkunstneres store fortrydelse så Knud W. Jensen helt bort fra snævre, nationale interesser, når han arrangerede sine store udstillinger på Louisiana.
Han ville vise international kunst, og Den Eksperimenterende Kunstskole med bl.a. Bjørn Nørgaard, Paul Gernes og Per Kirkeby udså han sig som nogle af de få værdige danskere – vel at mærke på et tidspunkt, hvor de med deres mærkelige happenings og farvel til skilderierne nærmest var ukendte, publikumsløse og en forhadt sekt i det danske kunstliv.
Udstillingen endte med, at kunstnerne blev smidt ud af templet – eller selv gik, fordi de ikke måtte ritualslagte en hest på udstillingen. Jensen mente, det kunne skade Louisiana, hvad det formentlig kunne med datidens betændte kunstrindalisme in mente.
Hesteofringen regnes nu for et hovedværk i dansk kunstmytolgoi.
De stridende parter blev senere i livet forligt, selv om bølgerne dengang gik højt, men som Bjørn Nørgaard senere har udtrykt det: Vi havde begge ret.

Duens død
Knud W. Jensen – W. for Wadum – blev en gigant ikke bare i dansk, men i internationalt kunstliv. Da han i 1996 blev 80 år, ville hyldesten ved flere fester ingen ende tage.
Blandt gæsterne ved gallafesten på Glyptoteket var Nørgaard og Kirkeby, sidstnævnte holdt en af festtalerne. Jensen var som næsten altid i fint humør, en af de mest åndfriske 80-årige, man kan forestille sig. Kommunen i Humlebæk, hvis borgere han ellers ofte havde ligget i strid med, når museet fik vokseværk, gjorde ham til æresborger.
Tabernakel-historien er kun en af mange, man kunne vælge at fortælle om Knud W. Jensen. Længere tilbage lagde han ryg til nedhaglende kritik, et dansk ramaskrig, da en due, som indgik i et kunstværk af Jean Tinguely, døde og dermed ofrede sit stakkels liv for en ny retning, der hed »bevægelse i kunsten«. Den skulle eller symbolisere freden. Det var ligeledes på Louisiana, Informations musikanmelder Hansgeorg Lenz fik klippet slipset af, da han skulle anmelde en avantgardekomponist.
Vovede Knud W. således pelsen og kronerne med den mest avantgardistiske avantgarde, uanset hvilke skandaler, det blev gjort til i pressen, så satsede han i den anden ende på de store af klassikerne, hvor man kunne se folk ved f.eks. en Salvador Dali stå i kø, ikke blot til udstillingen, men til hvert enkelt billede. Han var også dygtig til at købe værker ind til museet af de rigtige kunstnere på det rigtige tidspunkt. Med sikker hånd – omend efter mange overvejelser. Der blev i det hele taget tænkt og arbejdet. Som han sagde:
»Folk tror, at billederne hopper op på sømmene af sig selv. Det gør de altså ikke.«
En halv million besøgende årligt. Det er, hvad der kommer. Knud W. Jensens fornemste force er, at han har kunnet holde kvaliteten oppe og samtidig få det til at hænge sammen økonomisk. Med en næsten ikke synlig støtte fra staten. Det er sværere, end det lyder. Lousiana er én mands værk. For nylig er staten dog gået ind med en årlig støtte på seks faste mio. årligt, hvad der har taget toppen af nerverne for den arvefølgende direktør, Poul Erik Tøjner.

I Heretica-kredsen
Historien om Knud W. er historien om en erhvervsmand, som nærede en livslang, lykkelig og gengældt kærlighed til kunsten og kunstnerne. Den er ofte nok blev fortalt. Hvordan han i 1944 overtog faderens virksomhed for fremstilling af mælkeprodukter, hvorfor han lidet respektløst blev kaldt Oste-Jensen. Han drev den videre i 20 år, før han gav sig kunsten helt i vold. Forinden – i 1945 stiftede han Wivels Forlag sammen med lyrikeren Ole Wivel. Han blev – trods sin baggrund – accepteret af kunstnerne i kredsen omkring tidsskriftet Heretica og dermed også af forfatterbaronessen Karen Blixen, som holdt hof for de unge mænd herfra, med Thorkild Bjørnvig dog som yndlingsgæsten (beskrevet i bogen, Pagten).

Gyldendal og Louisiana
Med det som baggrund kunne Jensen senere, i 50’erne, få betydning for de to lokomotiver i dansk kulturliv, Gyldendal, som han købte aktiemajoriteten i, og Louisiana, som hans stiftede i en patriciervilla i Humlebæk.
Han havde set lyset i den moderne billedkunst på en stor Documenta-udstilling i Kassel i 1959, og han var inspireret af det hollandske Stedelijk-museum. Det skulle være moderne – og udbygges med koncerter, debatarragemeneter, oplæsninger, butik og cafeteria. Han stiftede en klub omkring Lousiana, tidsskriftet Louisiana-Revy, og museet blev udformet som et af de smukkeste, hvor kunst og natur gik i enhed.

Rifrejser
I 1972 deltog Knud W. Jensen og hans kone Vivi i en rejse til Spanien for at hylde digteren Ebbe Traberg, der blev 40. Rejsen var arrangeret af vennen Klaus Rifbjerg og frue, der til lejligheden havde stiftet rejsebureauet, Rifrejser. Heri deltog en snes personer fra det danske kulturliv som Henning Carlsen, Palle Kjærulff-Smith, Ole Sarvig, Ivan Malinovski og Halfdan Rasmussen. I et hjørne af selskabet sad jeg som ung digter. Fra den tur, der indbefattede en uges rundtur i Nordspanien i bus, har jeg mit kendskab til Knud W. Jensen, som jeg senere, ikke mindst som kulturredaktør på Information, har haft jævnlige kontakter til.
Det, der slog en ved hans personlighed, var først og fremmest en umiddelbar venlighed og uhøjtidelighed, som er meget lidt forretningsmandsmæssig – i al fald ifølge klicheen (hvordan han var som forhandler og arbejdsgiver, aner jeg ikke. Men han kan vel næppe have været venlig hele tiden). Han var åben og generøs – den perfekte vært. Lige dele elegantier, boheme og sværmer. En stor kunstpædagog var han også. Han kunne nogle gange virke distræt (han var overhovedet ikke distræt), især blev han fjern i blikket, hvis kunstnere optrådte alt for intellektuelt. Og dog var han selv ganske belæst og i stand til at gå lige til kernen og sige, hvad der præcis var det væsentlig ved et givent kunstværk.

Den store fortryller
I 1936 skrev Tom Kristensen sit fine mindedigt, Det er Knud, som er død, om polarforskeren Knud Rasmussen. »Den store fortryller er død! Den store troldmand er død!« lød et par af linjerne, som rinder en i hu i dag. Knud W. var en ung mand på 20 år, da Tom Kristensen skrev digtet om navnebroderen. Men også han blev en stor fortryller og troldmand, en skaber, en gründer længe efter det, man kaldte gründerperioden. Energien fortsatte næsten til det allersidste. I 1996 udgav han bogen om kunstmæcenerne, De glade givere. Knud W. Jensen blev 84 år.
Forfatteren Frederik Dessau konstaterede i sine mindeord i radioen i går: »Knud W. Jensen egner sig slet ikke til at være død«.
Det er der vel ingen, der gør, men han gjorde det ganske rigtigt endnu mindre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu