Læsetid: 5 min.

Konklusion? Der er ingen konklusion!

30. december 2000

I det forgangne litteraturår blev vi beriget med værker, der ikke bør stå i skyggen
af koryfæerne

Litteraturstatus
På årets bogmesse i Forum blev Henning Mortensen spurgt, hvorfor han dog havde valgt navnet Ib til hovedpersonen i den serie på ti romaner, som han afsluttede med Raketter. Jo, forklarede han, Ib Michael havde engang fortalt ham, at når han som dreng i Roskilde legede med kammerater, og han så skulle ind og spise, så kunne hans mor ikke bare råbe Ib! Det var alt for kort! I stedet blev det til Iiii-ib.
»Iiii-ib, du skal hjem,« råbte de andre vrængende til ham. Hvad Mortensen havde brug for, var et navn, der var pæredansk, og akkurat latterligt nok til ikke at lyde af Wilhelm Meister.
Ib Michael nåede hjem i år, først med den storslået visionære digtkreds Rosa Mundi, siden med Mit år, en dagbog, der bl.a. følger digtets tilblivelse tæt. Også Ib Nielsen nåede frem, til Fanø, hvor det hele begyndte i Havside sommer fra 1993. Årets længst ventede hjemkomst stod Tage Skou-Hansen for med romanen Frit løb, hvor Holger og Gerda, elskende fra De nøgne træer (1957), omsider fandt sammen.

Markant prosa
Andre markante prosabegivenheder var dels Bent Vinn Nielsen: Godheden selv, en mundtlig roman fra Aalborg i tiden op til 1970, dels Jens-Martin Eriksens besættende og intenst velfortalte beretning Jonatan Svidts forbrydelse, titelstykket i en bog af samme navn. Uenighed mellem kritikerne opstod der derimod både om Kirsten Thorups hudløst selvbiografiske Bonsai og Jan Sonnergaards opfølger til Radiator, de socialrealistiske (eller social-sur-realistiske?) noveller Sidste søndag i oktober.
To prosaværker fra i år, der fortsat vil blive diskuteret, er Jeppe Brixvolds spanske pilgrimsberetning Hæfte, der dag for dag, ja skridt for skridt, demonterer et moderne vesteuropæisk individ, og Merete Pryds Helles gigantisk modige bud på en encyklopædisk roman, Fiske i livets flod, der som bekendt begynder på Capri i vore dage, men siden skifter scene til den sumeriske oldtidskultur og til klostret i Asserbo på bisp Absalons tid.
Den diametrale modsætning hertil må vel sagtens være Peter Adolphsens Små historier 2, der i hast prøver en hel vifte af episke muligheder af – et minimalistisk projekt, beslægtet med Thøger Jensen: Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub, en »roman i stykker«, hvis fragmentariske karakter i det formelle niveau svarer på hovedpersonens splittelse og usikkerhed.
Ovenstående lyn-gennemgang af årets danske prosa begyndte med hjemkomsterne. Men hos Karen Fastrup, der med romanen Brønden fik en ganske lovende debut, bliver pointen netop umuligheden af at vende hjem. Hovedpersonen Anne drager gravid til Lissabon, finder en kæreste, føder sit barn, genkalder sig sin traumatiske fortid. Men netop som læseren venter en klokkebimlende genforening med forældrene oppe i Thy, bryder beretningen af. Begivenheden udeblev, tilbage står billederne…

Gensyn og guldbryllup
Hvor meget af årets fortællekunst der huskes og læses om et par år, derom kan man nære adskillig bekymring. Stjernegørelsen og den dermed forbundne udskillelse af litterære ’tabere’ fungerer for tiden uhyggelig hurtigt. Vi glemmer, kollektivt, glimrende bøger, og vi forsømmer systematisk den glæde og pligt det på én gang er som litterært interesserede mennesker løbende at tage fortiden op, den nære såvel som den fjerne.
Asger Schnack har via Bebop, sit nystartede forlag, muliggjort et gensyn eller lykkeligt første møde med Per Højholts debutsamling Hesten og solen. Den udkom i 1949, samme år som den første bog af Jørgen Gustava Brandt, hvis nye suiter Velkendt og fremmed demonstrerer at hans talent og frie humor elegant har overlevet et guldbryllup med digtekunsten.

Digterne
Af digterne med debut i 1960’erne lagde man i 2000 mærke til Jørgen Leth med Billedet forestiller, hvori henkastede skitser står side om side med sammensatte fænomenologisk iagttagende stykker.
Sten Kaalø vendte i Solslag tilbage med sommerstemte hyldester til kærligheden især, og fra Peter Laugesen kom der endnu et tæppebombardement af halvskidt, halvgodt, godt og decideret
sublimt, blandet grundigt sammen, så læseren selv må skelne, hvornår poeten som titlens Trashpilot strejfer himmelhvælvet.
Hvis vi med ’firsergenerationen’ mener dem, der med Strunge som frontfigur brød frem ca. 1980, var firsernes folk nok så tavse i år, bortset fra F.P. Jacs kronologiske baglænsudvalg, de Usvækkede digte.
Til gengæld bød året på gensyn med visse midt- og senfirserdebutanter. Camilla Christensen skiftede stil og tone med den sørgmuntre Stakkels bobcat, og Juliane Preisler leverede et monstrøst katalog af erotiske stemningsbilleder i mammutsamlingen Nord. Anderledes overgiven forekom Bo hr. Hansen, som i Knæk.
Idiot.Eik med undertitel Bekendelser genoptog 1970’ernes privatbiografiske dokument-digt.
I en kategori helt for sig stod og står Simon Grotrian, som udsendte to bøger, endda på samme dag, nemlig Livet er en ko og Risperdalsonetterne. Sidstnævnte, som henter titel fra verdens i dag oftest udskrevne antipsykotiske medicin, vil formentlig leve længe i den litterære erindring. Dette kræver såmænd kun, at nogen tør gå imod strømmen og insistere på andet end bestseller-selvfølgeligheder.
Årets litterære debatter har kredset om det bind af samleværket Danske digtere i det 20. århundrede der omhandler nyeste tid, om 60’er-avantgardens mulige genoplivning samt om filmen Digter, der portrætterer ti af dem, som prægede 90’ernes lyrik.
Blandt dem udsendte Annemette Kure Andersen, Christian Dorph og Nicolaj Stochholm nye digtbøger. Morten Søndergaard tog med Tingenes orden dog et spring over i romanen.
At dømme efter Digter, interesserer 90’ernes poeter sig alle for rytme, for poesiens inderste væsen og for kunstens mellemværende med det hellige.
Om årets debutanter også tænker på det samme, er svært at bedømme; men fire af disse ragede op: Morten Klintø med Blåt mærke, Lars Skinnebach med Det mindste paradis, Rasmus Nikolajsens digte om lidt og Ursula Andkjær Olsen, hvis Lulus sange og taler i vilterhed og variationsfylde godt kan minde om Laugesen, neoavantgardens foretrukne idol, når han vel at mærke er allerbedst.
Konklusion? Der er ingen konklusion. Der er kun en masse gode bøger, foran hvilke nogle udvalgte ’navne’ står og skygger for læseren i en sådan grad, at nogle forføres til at tro, at vi i Danmark i dag ikke har andre lyrikere end efterfølgernes læremestre Søren Ulrik Thomsen og
Niels Frank, og ikke andre prosaister af betydning end Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup, der bedøvende forudsigeligt står som de hjemlige kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her