Læsetid: 4 min.

Krig for åben skærm i tjekkisk tv

29. december 2000

Politikere og journalister i tjekkisk tv slås om kontrollen over det statslige public service tv. Krigen handler om pressefrihed, efter en ny generaldirektør blev udpeget før jul. Præsident Vaclav Havel har meldt sig på journalisternes side.

Prag – Ledelsen i tjekkisk public service tv har lukket og slukket for sine to kanaler. Dvs. hvis man zapper hen på de to kanaler, så er der bare et skilt, hvor der står, at de oprørske journalister har besat studierne, og derfor er der ingenting. Og det vil der ikke være, før det er afklaret, hvem der har kontrollen over tv.
Men ledelsen sender alligevel nyheder ud. Den har hyret en ung, kvindelig studerende til at læse nyheder op, og de sendes med hjælp fra en privat tv-station.
Journalisterne, der plejer at stå for de daglige nyhedsprogrammer, arbejder videre. De laver deres egne nyhedsudsendelser fra de studier, de ikke vil forlade. Journalisternes nyheder kan kun ses af dem, der kan se tv via kabel eller satellit.
Den groteske situation begyndte kort før jul, da generaldirektøren for tjekkisk tv pludselig blev fyret efter knap et år på posten. Han var ikke god nok, sagde det politisk udpegede tv-råd. I løbet af en uge blev en ny generaldirektør, Jiri Hodac, udpeget, og så brød krigen ud.

Politisk udnævnelse
Journalisterne vil ikke have Jiri Hodac som chef, fordi han anses for at være alt for tæt på tidligere ministerpræsident Vaclav Klaus konservative parti, De Civile Demokrater.
På et tidspunkt har Jiri Hodac søgt jobbet som talsmand for partiet. Hodac har tidligere været nyhedsredaktør i tjekkisk tv, og da blev han beskyldt for at være for venlig over for Vaclav Klaus. En af Jiri Hodacs første gøremål som ny generaldirektør var at udnævne Jana Bobosikova til nyhedsdirektør.
Så fik journalisterne nok. Bobosikova, som er økonom, har på et tidspunkt været økonomisk rådgiver for Vaclav Klaus – og hun har også en fortid i den kommunistiske ungdomsorganisation før 1989.
Journalisterne vil ikke have de to som chefer, fordi de er bange for, at deres uafhængighed kommer i fare, og at de to chefer vil lade sig presse af det politiske parti, som de har vist sympati for.
Den nye generaldirektør og nyhedsdirektøren afviser og siger, de står for uafhængig og balanceret journalistik. Men det preller af på journalisterne.
»Vi anerkender ikke den nye generaldirektør og heller ikke nyhedsdirektøren,« siger Jiri Potuznik, medlem af den krise-komite, som journalisterne har dannet. Komiteen mener, at der er risiko for, at den nye ledelse op til valget i år 2002 laver tv om til et lydigt politisk instrument for dem, der sidder ved magten nu.
Vaclav Klaus og hans civile demokrater har for øjeblikket en samarbejdsaftale med den socialdemokratiske mindretalsregering. Klaus og hans parti har lovet ikke at vælte socialdemokraterne af regeringstaburetterne mod til gengæld af få tildelt visse indflydelsesrige poster. De to partier har flertallet af pladser i det tv-råd, der udpegede den nye generaldirektør.

Magtanvendelse
I juledagene er tv-krigen gået helt i hårdknude. Den nye nyhedsdirektør har fyret 20 journalister, men de vil ikke acceptere fyringerne fra en chef, de ikke anerkender. Nogle af journalisterne har opholdt sig inde i tv-bygningen siden juleaften og vil ikke komme ud. Nyhedsdirektøren, Jana Bobosikova, truer med at lukke for vand og varme for at fryse journalisterne ud.
Hun har også truet med at sætte politiet og sikkerhedsfolkene i tv-bygningen ind mod journalisterne – sikkerhedsfolkene har dog allerede sagt, at de ikke vil smide journalisterne ud fra tv-studierne.
Udenfor tv-bygningen har tusinder mødt op til støttedemonstrationer. Det foregår med taler, musik, raslen med nøglebundter og fløjter – sådan som tjekkerne demonstrerede i 1989.
Kendte ansigter fra kulturens verden støtter journalisterne. I teatrene læser skuespillere støtteerklæringer op, før forestillingerne begynder, og mindst 50.000 underskrifter er samlet ind til støtte for de oprørske pressefolk.

Støtte fra Havel
Tjekkiets åndelig og moralske fyrtårn, præsident Vaclav Havel, har også meldt sig på journalisternes side. Havel siger, at tv-rådet, der har udpeget den nye omstridte generaldirektør, har handlet efter lovens bogstav – men ikke efter lovens ånd.
Havel mener, at situationen er meget farlig, og han går endog så vidt, at han drager sammenligning med 1948. Dengang tog kommunisterne magten med loven i hånden – men ikke i overensstemmelse men ånden i forfatningen. Flere og flere synes at melde sig på journalisternes side. Socialdemokratiet har nu opfordret Jiri Hodac til at træde tilbage. Ledende socialdemokrater mener også, at der bør kigges nærmere på det tv-råd, som udnævnte ham før jul. Medlemmerne er fra de politiske partier, og flere taler for, at rådet bør sammensættes efter en ny opskrift.
Efterhånden er det mest politikere fra Vaclav Klaus parti, der støtter den nye generaldirektør. Klaus har svaret journalisterne igen med at sige, at deres arbejdsplads bør privatiseres. Det har fået mange op af stolene, nemlig dem der mener, at en privatisering af Tjekkiets public service tv vil være det hidtil mest alvorlige forsøg på at svække tv-mediet siden revolutionen for 11 år siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her