Læsetid: 5 min.

Kunstkongens knaldperler

18. december 2000

Vor rundsendte medarbejder ankommer til Brasilien for at møde danske kunstnere som skal udstille i Sao Paulo. Hvad går projektet ud på? Hvem er Marco, og hvem er Jens Olesen, den glade giver af flybilletten? Følg med i serien fra starten

Kunstrejsen I
SAO PAULO – Luften er tung og fugtig. Det er, som man netop er landet i et drivhus. Pludseligt at stå i det fremmede, brasilianske land, uden at vide andet, end at vi vil blive hentet i lufthavnen af en chauffør.
Så går dørene op og en tæt klynge af mennesker kigger forventningsfuldt på os. Vi er ikke dem, de er kommet for at hente. Den lille kuffertvogn bliver skubbet frem og menneskemængden åbner sig for os og danner en snæver sti. Det ligner en scene fra Alpe d’Huez, hvor rytterne én for en kæmper sig igennem skiltene og de hujende ansigter.
Underlige navne står på skiltene. ’Gina Petersen’ skal åbenbart også hentes. Hvad vil der ske, hvis man en dag besluttede sig for at præsentere sig under en fremmed identitet og bare følge med? Det er det, dette handler om, vi skal have tillid og følge med. Det var sådan, det havde lydt i telefonen hjemme i København. Marco’s stemme sagde, at turen ville blive betalt af Jens Olesen. Vi skulle bare skrive hjem til avisen om det, men hvem er Marco egentlig, og hvem fanden er Jens Olesen?

Velkom til
Det handler om kunst. Fem danske kunstneres udstilling i Sao Paulo, værd at skrive hjem om? Det vil vise sig. Michael Kvium, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Marco Evaristti og Niels Bonde – navne man jo blot kender fra avisen og udstillingsstederne – er fløjet afsted i forvejen, og et sted derude i den storslåede morgen ligger de og sover i denne, en af verdens største byer.
Stien åbner sig, og dér pludselig i skilteskoven står der CARISTIAN LUND. Bag skiltet en lille, firskåren japaner. Han lyser op da han ser, at kuffertvognen gør et holdt. Forfjamsket rækker han hånden frem og smiler. Nu har vognen fået ny chauffør, og mens vi triller væk fra mængden stikker han os en papirlap med ordene:
»Hej Christian velkommen til. Han fører dig på hotelet, hvor der er reservation til dit navn. V.H. Marco«.
Måske er dette endnu et forsøg på at lave samtidskunst med andet kunstnerisk indhold end kunst, tænker jeg ved mig selv. ’Send en bladmand til Brasilien og lad ham stege i sine egne ord med en japaner, der kun taler portugisisk’. Man kan jo aldrig vide.
Ved en nyvasket minibus slår japaneren afværgende ud med hænderne, idet jeg hanker op i en af kufferterne. Branchens stolthed tillader ikke den slags, åbenbart. På bagsædet modtager vi en kølertaske med kolde forfriskninger og et lille indpakket bolche lander i vores hænder. Flink fyr. Så begynder bilens aircondition at virke. Udenfor glider et terrain vague af spredte bygninger, skilte og modkørende biler forbi. En anderledes tummel at være landet i.

Et syn af kaos
Indtil nu går det jo godt, siger jeg til min ledsagerske, der bemærker den effektive infrastruktur.
»Når der er velplejede træer langs gode veje, betyder det, at her betaler man skat, og at korruptionen ikke er stor nok til at forhindre, at offentlige penge bruges efter hensigten,« forklarer hun på mit spørgsmål, om landets regering mon er hæderlig. Rart at have en klog ledsagerske.
Videre forbi klynger af papbyer med gustne ansigter stikkende frem, kontorbygninger, villaer, skyskrabere og storcentre, én pærevælling synes at være ideen bag det stykke landskabsarkitektur, vi kører igennem.
Da vi når hotellet, er vi ikke kommet til noget, der minder om et centrum i Sao Paulo. Vi er nærmest standset ved en undseelig klynge af huse, hvor hotellets tretten etager troner i trafikken. Fire stjerner og ’Sol bienal’ står der med store bogstaver over hovedindgangen, hvor minibussen nu holder. To piccoloer hjælper japaneren med at slæbe baggagen ud, mens vi melder vores ankomst til receptionisten. Ej heller de taler andet end portugisisk, så det er jo godt, at man kan huske sit navn.
Lydløst kører elevatoren op til sjette sal. Neden for vinduet spilles der fodbold på en asfalteret bane med net, der forhindrer kuglen i at flyve ud på den meget befærdede vej. Brasilien, nåe ja, fodboldenglene.
Et syn af kaos breder sig ud. Alt i denne by er dynget sammen, skyskrabere så langt øjet rækker og alskens byggerod herimellem.
Så ringer telefonen. »Det er Marco,« siger stemmen og den er god nok. Det er den samme stemme som den i København. »Jeg kommer ned og møder jer i morgenmadssalonen om ti minutter, jeg har bare lidt hovedpine.« »Er I også på dette hotel?«, spørger jeg. »Ja, vi bor lige oven over jer. Vi ses lige om lidt«.
På med shorts og sandaler. I salonen tales der dæmpet ved bordene, men hvem blandt de fremmede mennesker er Marco?

Hvem der?
Ved et bord sidder en danskerlignende person, der smiler og rejser sig meget imødekommende da han ser os. »Hvem dér?«, spørger jeg, man vil jo gerne være på den sikre side. »Erik A. Frandsen!«, svares der raskt. Dette er altså ikke bare noget, vi oplever i Eksperimentarium hjemme i København, konstaterer vi, lidt prøvende over for den fremmede, men meget kendte kunstner.
Han har sort undertrøje, knælange bukser på, nederst et par røde sko af mærket Converse. Et forsonende indtryk. »Forsyn jer, morgenmaden her er upåklagelig«.
Midt i melon, omelet og bacon ankommer den næste danskeragtige person til bordet. »Niels Bonde«, siger han. Et yngre eksemplar, men alligevel ved at være kendt i kunstlivet hjemme i Danmark.
Han har sorte solbriller på, mens han lidt hurtigt begynder at konversere min ledsagerske. Den atten timer lange flytur sidder endnu i kroppen og Deres rundsendte kan ikke helt hamle op med den opstemte friskhed i samtalen. »Hvor er Marco«?, spørger jeg, vi havde jo en slags aftale.

Festens pris
Jeg får at vide, at der var fest i går aftes, og at han har været på vej herned et par gange. Og jeg som troede, at det var fordi, han var lidt svag i det, og måske havde hovedpine på grund af kunstneragtige ting, han tænker over. Hvad kan man vide? Og så har der bare været fest. Men de er flinke, de to.
Lidt senere skal vi hen til udstillingen, som er ved at blive sat op på Pinacoteca. Den åbner i morgen aften og alt skal gerne være i orden. »Men først,« siger Frandsen, »skal vi ud til en by, som Jens Olesen har anbefalet os at se, vil I ikke med«? Vi beslutter os for at sige ja. Marco lader stadig vente på sig.

*I morgen møder vi endelig Marco og tager med de fem kunstnere til Pinacoteca, hvor også Jens Olesen vil dukke op. Følg med i serien hver dag i denne uge, her på kanalen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu