Læsetid: 24 min.

Der er langt fra Kizilcakisla til Århus

20. december 2000

Et blik på Bunyamin Simseks odyssé gennem et arrangeret ægteskab, en lidenskabelig affære, skilsmisse, familieopgør og tøvende tilpasning til dansk livsform viser, at virkeligheden er kompliceret og foruroligende
Smilets by?
Af ROGER COHEN
New York Times’ udsendte medarbejder
ÅRHUS – Det følgende er en kærlighedshistorie, men den handler ikke om idel lykke. Den begynder i en tyrkisk landsby, hvor gæssene går rundt i de støvede gader, og hvor tilværelsen retter sig efter den rytme, der bestemmes af høsten og bønnerne. Den ender i denne travle danske havneby, hvor følelserne sejrede over traditionen, og hvor Øst og Vest mødtes i et kultursammenstød.
Det hele begyndte med Ali Simsek. Som millioner af andre tyrkiske mænd blev han tiltrukket af et Europa, der manglede arbejdskraft. Så han vendte ryggen til det centrale Anatoliens barske højdedrag og tyste nætter og blev ’gæstearbejder’ på en fabrik i nærheden af Århus.
Det var i 1970, og som det passer sig for en ’gæst’, havde han ingen planer om at blive her altid.
Men det går ikke altid efter planen. Snart fik han sin kone og fire børn til Danmark – det var ikke svært dengang. Han arbejdede hårdt, tjente penge, overholdt landets love. Men han lærte aldrig et ord dansk og aflagde ikke de tyrkiske vaner. Så da hans ældste søn, Bunyamin, blev 17 år, føltes det naturligt at arrangere et ægteskab for ham.
Hjemme i Tyrkiet ventede en datter af Simseks bedste ven, en blufærdig ung kvinde med det traditionelle tørklæde, som intet kendte til livet uden for landsbyen. Parret blev gift, inden der var gået en måned. »Jeg vidste ikke, at jeg kunne sige nej,« fortæller Bunyamin. »Det, mine forældre sagde, var sandheden. Så jeg sagde ja.«
Det arrangerede ægteskab endte med at gå i opløsning, undergravet af de voldsomme kulturforskelle mellem Bunyamin – dansker i alt undtagen af navn – og hans tyrkiske kone. For millioner af andengenerationsindvandrere i Europa – mennesker, som ofte er splittet mellem en streng tradition og Vestens afslappede livsstil – er en sådan fiasko symbolet på de foruroligende modsætninger i deres liv.
På mange måder dansk
Det er en splittelse, der er svær at overvinde. Bunyamin, som nu er 30 år, er på mange måder dansker. Han var to år, da han kom til Århus; han taler flydende dansk. I modsætning til faderens generation af tilbageholdende nyankomne har han fundet sig til rette i det danske samfund.
Men han er mørkhudet med sort hår og brune øjne. Han ligner ikke nogen viking. Han er muslim; ikke noget dansk bacon til ham. I år faster han under ramadanen.
»Som mange andre andengenerationsindvandrere har jeg to identiteter,« siger han. »Et ansigt udadtil for mine danske venner og et indadtil for min familie. Jeg kan ikke give afkald på nogen af dem. Med mit navn, min religion og mit udseende kan jeg aldrig overbevise folk her om, at jeg er dansker. Og jeg ved, at de opfordringer til at blive dansk, man hører nu, er uærlige, fordi målet hele tiden flytter sig.«
Tilpas jer
De europæiske lande er – ofte modstræbende – begyndt at acceptere, at de er blevet ’indvandrersamfund’, selv om de fortsat har et billede af sig selv som etnisk homogene. Derfor ser de sig om efter nye udveje for at bevare deres nationale kultur – eller det, globaliseringen har ladet tilbage af den.
Denne kampagne fremstilles ofte som et forsvar for en sammenhængende europæisk model i modsætning til den fragmenterede amerikanske ’multikulturelle’ model.
Budskabet er klart: Tilpas jer, på arbejdet og i ægteskabet. I Danmark, hvor 90 procent af de danske tyrkere ifølge myndighederne finder en partner i Tyrkiet, blev der tidligere på året vedtaget en ny lov, der skal forhindre indvandrere under 25 år i at få en udenlandsk ægtefælle til landet.
Hensigten med en sådan politik kan forekomme rimelig: At fremme integration ved at forpligte indvandrerne til at blive fuldt tilpassede medlemmer af samfundet. Men et blik på Bunyamin Simseks odyssé gennem et arrangeret ægteskab, en lidenskabelig affære, skilsmisse, familieopgør og tøvende tilpasning til dansk livsform viser, at virkeligheden er mere kompliceret og foruroligende.
Respekt og ære
Ali Simsek, der er uddannet muslimsk gejstlig og i sin landsby, Kizilcakisla i det centrale Anatolien, bærer den ærefulde titel Ali Hodja, har i virkeligheden aldrig ønsket, at hans søn skulle blive dansk. Strenghed prægede drengens opdragelse. De efterhånden mange tyrkere, der fulgte Simseks vej fra landsbyen til Århus, bragte en konservativ ånd med sig.
Tidligt i livet lærte Bunyamin to centrale elementer i tyrkisk kultur at kende: respekt, især for forældrene, og ære, især familiens. Det tyrkiske ord for ære, sheref, blev ofte hørt, og dets uhyre store betydning var ikke til at tage fejl af.
Som millioner af andre børn af gæstearbejdere – der er 2,3 millioner tyrkere i Tyskland og titusinder i Danmark – fandt Bunyamin sig splittet mellem to tilsyneladende uforenelige verdener.
Hans hjem var Danmark, men også den tyrkiske landsby, som familiens rejste ned til næsten hver sommer – en klynge huse og jordveje omkring en moské.
I sommeren 1987 fortalte Ali Simsek Bunyamin, at han skulle giftes med Sorgul Ceran, hvis far, Ali Ceran, havde været en nær ven af ham siden grundskolen.
»Vi havde kendt hinanden hele livet, og vi ville gerne knytte familierne sammen,« siger Ceran, der arbejder i byggeindustrien.
Men ægteskabet dækkede kun nødtørftigt over en kulturel kløft. Sorgul, der var seks år ældre end teenageren Bunyamin, havde aldrig sat sine ben i Ankara, for slet ikke at tale om Danmark. Da hun et år efter brylluppet i landsbyen fik dansk opholdstilladelse og rejste op til sin mand, var det et spring ud i det ukendte.
Tørklædet et problem
En søn, Alattin, blev snart født. Parret boede hos Bunyamins forældre. Sorgul levede et beskyttet liv, stort set isoleret fra danskerne, mens hendes unge ægtemand passede sine arkitektstudier. Men da han var færdig med studierne, begyndte han at tilbringe mere tid hjemme, og så gik det hurtigt galt.
»Min kone gik med tørklæde, og det var et problem for mig i Danmark,« siger han. »Man er nødt til at tilpasse sig, opgive noget for at få noget andet igen, men det ville hun ikke. Jeg gik ud med mine danske venner, men det var akavet med Sorgul. Jeg syntes ikke, jeg kunne vise hende frem med tørklæde.«
Sorguls version er, at det var Bunyamins far, der insisterede på, at hun skulle tildække sit hoved. Hun siger, at hun begyndte at bruge makeup, da hendes mand bad hende om det, men at hun stadig ikke kunne gøre ham tilpas. Hvordan kunne hun tilpasse sig og lære dansk, isoleret i hjemmet som hun var?
Da parret i 1993 fik deres egen lejlighed i et område af Århus, der kaldes ’ghettoen’, fordi der bor så mange indvandrere, blev sammenstødene hårdere, til tider endda voldelige.
Bunyamin, som ikke kunne finde beskæftigelse inden for sit fag, arbejdede som steward i et dansk charterflyselskab, Sterling Air. Han følte, at han var ved at kvæles. Men Sorgul kunne ikke bære tanken om, at deres søn skulle vokse op uden en far.
»Jeg levede mit liv for mine forældre, for at tilfredsstille dem,« siger Bunyamin. »Til sidste indså jeg, at jeg var nødt til at leve mit eget liv, og det kunne jeg ikke gøre uden at forlade Sorgul.«
Men skilsmisse er en skam, og skam er, som Bunyamin havde hørt så tit, det værste af alt. Ali Simsek ville tabe ansigt over for de 3.000 tyrkere i Århus, hvis åndelige overhoved han var blevet, og hans sheref ville ligge i ruiner.
Så da Bunyamin i 1994 meddelte, at han overvejede skilsmisse, lød svaret fra hans far omgående: »Hvis du gør det, er du ikke længere min søn.«
På dette tidspunkt var en anden kvinde med rødder i Kizilcakisla kommet ind i Bunyamins liv. Fatma Öktems bedstefar var kommet til Danmark fra landsbyen i 1970’erne, men Fatma, nu 27 år, var født og opvokset i Århus. Hun var helt anderledes en Sorgul: Hun følte sig hjemme i Vesten; hun var frigjort, charmerende, sofistikeret.
Som i banal roman mødtes hun og Bunyamin under en af hans flyvninger – til Antalya i det sydlige Tyrkiet. Han serverede for hende. Efter at hun var kommet tilbage i begyndelsen af 1994, traf de tilfældigt hinanden igen ved en sammenkomst i en tyrkisk forening i Århus.
»Kan du ikke flyve mig tilbage til Tyrkiet?« sagde Fatma i spøg.
»Hvorfor vil du tilbage til Tyrkiet?« spurgte Benyamin.
»Fordi jeg gerne vil bo dér,« svarede hun.
»Det kunne du aldrig gøre,« sagde han. »Du kan ikke tilpasse sig forholdene.«
»Tror du ikke?« sagde Fatma. »Skal vi vædde?«
Så gav de hinanden hånd på væddemålet – og det ændrede deres liv, fortæller de. Deres hænder ville ikke fra hinanden; de syntes at være flettet sammen for evigt. »I det øjeblik stod vores kærlighed klart for os,« siger Fatma. »Og det var begyndelsen til et helvede.«
Her var to efterkommere efter indvandrere, begge danske statsborgere, begge boende i en vestlig by, og de var forelskede. Den ene af dem var gift, så det kunne ikke undgå at give problemer. Men den reaktion, de kom ud for, mindede på mange måder om den anatolske landsby: Deres kærlighed var en forbudt kærlighed.
Tilbage i landsbyen
Tyrkiske kvinder i Århus begyndte at ringe til Fatma og råbe til hende: »Det er på grund af folk som dig, at vi ikke kan lade vores mænd gå ud af huset.« Hendes bedstefar kaldte hende til sig og sagde: »Hvis du bliver ved med at komme sammen med den mand, bliver der krig mellem vores familier.«
Hendes søster blev udsat for så mange fornærmelser, at hun flere gange brast i gråd. Hvis Ali Simcek mødte Fatma på gaden, vendte han ansigtet bort i foragt.
»Det så ud til, at alt det smukke var ødelagt, inden det var begyndt,« siger Fatma. »Vores affære var samtaleemne i hele det tyrkiske samfund. Vi var tilbage i landsbyen – og landsbyen mente, at vi repræsenterede noget farligt.«
Ude af stand til at modstå presset rejste Fatma til Antalya, hvor hendes far bor det meste af tiden, og senere tog hun til Tyskland og uddannede sig til turistguide. Men Bunyamin holdt fast og sagde til sin far: »Jeg vil blive betragtet som et dårligt menneske, men jeg er nødt til at tænke på min lykke.«
Sorgul, hans kone, var desperat. Efter hvad hun fortæller, var Bunyamin begyndt at drikke stærkt og forsvandt i lange perioder. I et sidste forsøg på at redde situationen sagde hun, at hun ville acceptere Fatma, endda i deres hjem.
Men for Bunyamin var det en utænkelig tanke – endnu en illustration af kulturkløften mellem dem. Til sidst flyttede de fra hinanden.
En onkel hjalp Sorgul med at flytte, og hun tog det meste af deres fælles ejendele med sig. Men senere kom hun ud i en så dyb depression, at en domstol tilkendte Bunyamin forældremyndigheden over Alattin, da de endelig blev skilt i 1997.
Sorguls forældre hjemme i landsbyen var rystede. For dem at se havde Bunyamin pludselig forandret sig og ville have en kone med vestlig livsstil.
»Bunyamin er dansker, men Sorgul er stadig tyrkisk,« siger Ceran. »Efter det, der er sket, er ingen forsoning mulig.«
Æresdrab, som forekommer i det østlige Tyrkiet, er et ukendt fænomen i Kizilcakisla, men Ceran’erne og Simsek’erne i landsbyen taler ikke sammen nu.
Selv da Ali Simsek endelig bøjede sig med hensyn til skilsmissen, insisterede han på, at hans søn ikke måtte gifte sig med Fatma. Økonomiske mellemværender blev hængende i luften mellem Sorgul og Bunyamin, og endnu i dag kan de ikke omgås hinanden.
Endelig gift
Endelig den 6. marts 1999 blev Bunyamin og Fatma gift i Århus; de bor nu med Alattin i Bunyamins gamle lejlighed. Ali Simsek har de stadig respekt for: Når han kommer, skynder de sig som små børn at gemme deres cigaretter.
Men den strenge fader er blevet blødgjort. Han har endda sagt til sin nye svigerdatter, at han har lært, at »respekt ikke har noget at gøre med, hvor lang din kjole er«.
Simsek indrømmer, at han også har lært noget andet: »For 10 år siden var 80 procent af ægteskaberne her i det tyrkiske samfund arrangerede. Men jeg har set, at det mange gange har givet dårlige resultater. Nu mener jeg, at det er bedre for børnene at finde en partner her.« Han holder inde og tilføjer så: »Men det skal naturligvis være en tyrker. Ikke en dansker.«
Det unge par, der havde lidt så meget under de gamle tyrkiske traditioner, burde egentlig være begejstrede over deres nye land og dets kampagne for at lære alle ’dansk kultur’, inklusive de mere end otte procent af indbyggerne, der er indvandrere.
Men virkeligheden er, at de føler sig mere og mere fremmedgjorte, især Fatma. Hun har været arbejdsløs en tid og har oplevet, at firmaerne, hvor hun kommer fra, når de ser hendes navn, og så bliver hun ikke indkaldt til jobsamtale. Hele tiden er der denne følelse af ’os’ og ’dem’, siger hun – de gamle og de nye danskere, de blåøjede og de mørkhudede.
Dansk burger-kultur
»De siger, at vi vil forandre eller true deres kultur, men hvis deres kultur er stærk, hvad har de så at frygte af islam?« spørger Fatma. »Sagen er, at danskerne ikke har ret meget kultur mere. De har overtaget Halloween. De har overtaget Thanksgiving. De har overtaget Valentine’s Day. De spiser burgere. Og de ser, at vores kultur er mere ægte, og bliver bekymrede.«
»Danskerne siger én ting – at de gerne vil integrere os – og gør noget andet,« siger Bunyamin. »Derfor er vi nødt til at kæmpe.«
Han kæmper bl.a. som formand for et ’integrationsudvalg’; Fatma arbejder med en gruppe indvandrerkvinder.
Engang kom tre socialrådgivere på besøg hos dem. De var ved at undersøge, hvorfor indvandrere har svært ved at finde arbejde. En af dem busede ud med sine følelser:
»Ja, mange danskere tænker: ’OK, I kom her for at arbejde et stykke tid, men I skal ikke prøve på at få hele jeres familie herop. Lad være med at misbruge vores gæstfrihed’.« Han tilføjede: »Islam opfattes som en trussel.« Det er endnu ikke blevet tilladt at bygge en moské med minaret i Danmark.
Over hele Europa kan man vinde stemmer på sådanne politiske budskaber. Men de synes at ignorere to grundlæggende spørgsmål om integration: På hvilke betingelser skal integrationen ske, og hvordan kan den ske, når der ustandselig rejses usynlige barrierer?
Hjemme i Kizilcakisla fortsætter udvandringen. Bekir Siltas, Sorguls svoger, siger, at alle de unge forlader landsbyen. »De fleste her forsøger at få deres børn gift med nogen, der allerede er i Tyskland eller Danmark eller Holland,« siger han. »Det gælder først g fremmest om at få dem til Europa. Der er ingen penge her.«
Sorgul har allerede fundet en ny mand i en nabolandsby – igen et arrangeret ægteskab. Han har endnu ikke fået dansk opholdstilladelse, så parret lever hver for sig. Sorgul, der er begyndt at lære dansk og har fået et job på et postkontor, giver forsigtigt udtryk for håbet om, at hendes nye mand vil lade hende blive ved med at arbejde.
Hvad angår Fatma og Bunyamin, er den store kærlighed Et blik på Bunyamin Simseks odyssé gennem et arrangeret ægteskab, en lidenskabelig affære, skilsmisse, familieopgør og tøvende tilpasning til dansk livsform viser, at virkeligheden er kompliceret og foruroligende

Smilets by?
ÅRHUS – Det følgende er en kærlighedshistorie, men den handler ikke om idel lykke. Den begynder i en tyrkisk landsby, hvor gæssene går rundt i de støvede gader, og hvor tilværelsen retter sig efter den rytme, der bestemmes af høsten og bønnerne. Den ender i denne travle danske havneby, hvor følelserne sejrede over traditionen, og hvor Øst og Vest mødtes i et kultursammenstød.
Det hele begyndte med Ali Simsek. Som millioner af andre tyrkiske mænd blev han tiltrukket af et Europa, der manglede arbejdskraft. Så han vendte ryggen til det centrale Anatoliens barske højdedrag og tyste nætter og blev ’gæstearbejder’ på en fabrik i nærheden af Århus.
Det var i 1970, og som det passer sig for en ’gæst’, havde han ingen planer om at blive her altid.
Men det går ikke altid efter planen. Snart fik han sin kone og fire børn til Danmark – det var ikke svært dengang. Han arbejdede hårdt, tjente penge, overholdt landets love. Men han lærte aldrig et ord dansk og aflagde ikke de tyrkiske vaner. Så da hans ældste søn, Bunyamin, blev 17 år, føltes det naturligt at arrangere et ægteskab for ham.
Hjemme i Tyrkiet ventede en datter af Simseks bedste ven, en blufærdig ung kvinde med det traditionelle tørklæde, som intet kendte til livet uden for landsbyen. Parret blev gift, inden der var gået en måned. »Jeg vidste ikke, at jeg kunne sige nej,« fortæller Bunyamin. »Det, mine forældre sagde, var sandheden. Så jeg sagde ja.«
Det arrangerede ægteskab endte med at gå i opløsning, undergravet af de voldsomme kulturforskelle mellem Bunyamin – dansker i alt undtagen af navn – og hans tyrkiske kone. For millioner af andengenerationsindvandrere i Europa – mennesker, som ofte er splittet mellem en streng tradition og Vestens afslappede livsstil – er en sådan fiasko symbolet på de foruroligende modsætninger i deres liv.

På mange måder dansk
Det er en splittelse, der er svær at overvinde. Bunyamin, som nu er 30 år, er på mange måder dansker. Han var to år, da han kom til Århus; han taler flydende dansk. I modsætning til faderens generation af tilbageholdende nyankomne har han fundet sig til rette i det danske samfund.
Men han er mørkhudet med sort hår og brune øjne. Han ligner ikke nogen viking. Han er muslim; ikke noget dansk bacon til ham. I år faster han under ramadanen.
»Som mange andre andengenerationsindvandrere har jeg to identiteter,« siger han. »Et ansigt udadtil for mine danske venner og et indadtil for min familie. Jeg kan ikke give afkald på nogen af dem. Med mit navn, min religion og mit udseende kan jeg aldrig overbevise folk her om, at jeg er dansker. Og jeg ved, at de opfordringer til at blive dansk, man hører nu, er uærlige, fordi målet hele tiden flytter sig.«

Tilpas jer
De europæiske lande er – ofte modstræbende – begyndt at acceptere, at de er blevet ’indvandrersamfund’, selv om de fortsat har et billede af sig selv som etnisk homogene. Derfor ser de sig om efter nye udveje for at bevare deres nationale kultur – eller det, globaliseringen har ladet tilbage af den.
Denne kampagne fremstilles ofte som et forsvar for en sammenhængende europæisk model i modsætning til den fragmenterede amerikanske ’multikulturelle’ model.
Budskabet er klart: Tilpas jer, på arbejdet og i ægteskabet. I Danmark, hvor 90 procent af de danske tyrkere ifølge myndighederne finder en partner i Tyrkiet, blev der tidligere på året vedtaget en ny lov, der skal forhindre indvandrere under 25 år i at få en udenlandsk ægtefælle til landet.
Hensigten med en sådan politik kan forekomme rimelig: At fremme integration ved at forpligte indvandrerne til at blive fuldt tilpassede medlemmer af samfundet. Men et blik på Bunyamin Simseks odyssé gennem et arrangeret ægteskab, en lidenskabelig affære, skilsmisse, familieopgør og tøvende tilpasning til dansk livsform viser, at virkeligheden er mere kompliceret og foruroligende.

Respekt og ære
Ali Simsek, der er uddannet muslimsk gejstlig og i sin landsby, Kizilcakisla i det centrale Anatolien, bærer den ærefulde titel Ali Hodja, har i virkeligheden aldrig ønsket, at hans søn skulle blive dansk. Strenghed prægede drengens opdragelse. De efterhånden mange tyrkere, der fulgte Simseks vej fra landsbyen til Århus, bragte en konservativ ånd med sig.
Tidligt i livet lærte Bunyamin to centrale elementer i tyrkisk kultur at kende: respekt, især for forældrene, og ære, især familiens. Det tyrkiske ord for ære, sheref, blev ofte hørt, og dets uhyre store betydning var ikke til at tage fejl af.
Som millioner af andre børn af gæstearbejdere – der er 2,3 millioner tyrkere i Tyskland og titusinder i Danmark – fandt Bunyamin sig splittet mellem to tilsyneladende uforenelige verdener.
Hans hjem var Danmark, men også den tyrkiske landsby, som familiens rejste ned til næsten hver sommer – en klynge huse og jordveje omkring en moské.
I sommeren 1987 fortalte Ali Simsek Bunyamin, at han skulle giftes med Sorgul Ceran, hvis far, Ali Ceran, havde været en nær ven af ham siden grundskolen.
»Vi havde kendt hinanden hele livet, og vi ville gerne knytte familierne sammen,« siger Ceran, der arbejder i byggeindustrien.
Men ægteskabet dækkede kun nødtørftigt over en kulturel kløft. Sorgul, der var seks år ældre end teenageren Bunyamin, havde aldrig sat sine ben i Ankara, for slet ikke at tale om Danmark. Da hun et år efter brylluppet i landsbyen fik dansk opholdstilladelse og rejste op til sin mand, var det et spring ud i det ukendte.

Tørklædet et problem
En søn, Alattin, blev snart født. Parret boede hos Bunyamins forældre. Sorgul levede et beskyttet liv, stort set isoleret fra danskerne, mens hendes unge ægtemand passede sine arkitektstudier. Men da han var færdig med studierne, begyndte han at tilbringe mere tid hjemme, og så gik det hurtigt galt.
»Min kone gik med tørklæde, og det var et problem for mig i Danmark,« siger han. »Man er nødt til at tilpasse sig, opgive noget for at få noget andet igen, men det ville hun ikke. Jeg gik ud med mine danske venner, men det var akavet med Sorgul. Jeg syntes ikke, jeg kunne vise hende frem med tørklæde.«
Sorguls version er, at det var Bunyamins far, der insisterede på, at hun skulle tildække sit hoved. Hun siger, at hun begyndte at bruge makeup, da hendes mand bad hende om det, men at hun stadig ikke kunne gøre ham tilpas. Hvordan kunne hun tilpasse sig og lære dansk, isoleret i hjemmet som hun var?
Da parret i 1993 fik deres egen lejlighed i et område af Århus, der kaldes ’ghettoen’, fordi der bor så mange indvandrere, blev sammenstødene hårdere, til tider endda voldelige.
Bunyamin, som ikke kunne finde beskæftigelse inden for sit fag, arbejdede som steward i et dansk charterflyselskab, Sterling Air. Han følte, at han var ved at kvæles. Men Sorgul kunne ikke bære tanken om, at deres søn skulle vokse op uden en far.
»Jeg levede mit liv for mine forældre, for at tilfredsstille dem,« siger Bunyamin. »Til sidste indså jeg, at jeg var nødt til at leve mit eget liv, og det kunne jeg ikke gøre uden at forlade Sorgul.«
Men skilsmisse er en skam, og skam er, som Bunyamin havde hørt så tit, det værste af alt. Ali Simsek ville tabe ansigt over for de 3.000 tyrkere i Århus, hvis åndelige overhoved han var blevet, og hans sheref ville ligge i ruiner.
Så da Bunyamin i 1994 meddelte, at han overvejede skilsmisse, lød svaret fra hans far omgående: »Hvis du gør det, er du ikke længere min søn.«
På dette tidspunkt var en anden kvinde med rødder i Kizilcakisla kommet ind i Bunyamins liv. Fatma Öktems bedstefar var kommet til Danmark fra landsbyen i 1970’erne, men Fatma, nu 27 år, var født og opvokset i Århus. Hun var helt anderledes en Sorgul: Hun følte sig hjemme i Vesten; hun var frigjort, charmerende, sofistikeret.
Som i banal roman mødtes hun og Bunyamin under en af hans flyvninger – til Antalya i det sydlige Tyrkiet. Han serverede for hende. Efter at hun var kommet tilbage i begyndelsen af 1994, traf de tilfældigt hinanden igen ved en sammenkomst i en tyrkisk forening i Århus.
»Kan du ikke flyve mig tilbage til Tyrkiet?« sagde Fatma i spøg.
»Hvorfor vil du tilbage til Tyrkiet?« spurgte Benyamin.
»Fordi jeg gerne vil bo dér,« svarede hun.
»Det kunne du aldrig gøre,« sagde han. »Du kan ikke tilpasse sig forholdene.«
»Tror du ikke?« sagde Fatma. »Skal vi vædde?«
Så gav de hinanden hånd på væddemålet – og det ændrede deres liv, fortæller de. Deres hænder ville ikke fra hinanden; de syntes at være flettet sammen for evigt. »I det øjeblik stod vores kærlighed klart for os,« siger Fatma. »Og det var begyndelsen til et helvede.«
Her var to efterkommere efter indvandrere, begge danske statsborgere, begge boende i en vestlig by, og de var forelskede. Den ene af dem var gift, så det kunne ikke undgå at give problemer. Men den reaktion, de kom ud for, mindede på mange måder om den anatolske landsby: Deres kærlighed var en forbudt kærlighed.

Tilbage i landsbyen
Tyrkiske kvinder i Århus begyndte at ringe til Fatma og råbe til hende: »Det er på grund af folk som dig, at vi ikke kan lade vores mænd gå ud af huset.« Hendes bedstefar kaldte hende til sig og sagde: »Hvis du bliver ved med at komme sammen med den mand, bliver der krig mellem vores familier.«
Hendes søster blev udsat for så mange fornærmelser, at hun flere gange brast i gråd. Hvis Ali Simcek mødte Fatma på gaden, vendte han ansigtet bort i foragt.
»Det så ud til, at alt det smukke var ødelagt, inden det var begyndt,« siger Fatma. »Vores affære var samtaleemne i hele det tyrkiske samfund. Vi var tilbage i landsbyen – og landsbyen mente, at vi repræsenterede noget farligt.«
Ude af stand til at modstå presset rejste Fatma til Antalya, hvor hendes far bor det meste af tiden, og senere tog hun til Tyskland og uddannede sig til turistguide. Men Bunyamin holdt fast og sagde til sin far: »Jeg vil blive betragtet som et dårligt menneske, men jeg er nødt til at tænke på min lykke.«
Sorgul, hans kone, var desperat. Efter hvad hun fortæller, var Bunyamin begyndt at drikke stærkt og forsvandt i lange perioder. I et sidste forsøg på at redde situationen sagde hun, at hun ville acceptere Fatma, endda i deres hjem.
Men for Bunyamin var det en utænkelig tanke – endnu en illustration af kulturkløften mellem dem. Til sidst flyttede de fra hinanden.
En onkel hjalp Sorgul med at flytte, og hun tog det meste af deres fælles ejendele med sig. Men senere kom hun ud i en så dyb depression, at en domstol tilkendte Bunyamin forældremyndigheden over Alattin, da de endelig blev skilt i 1997.
Sorguls forældre hjemme i landsbyen var rystede. For dem at se havde Bunyamin pludselig forandret sig og ville have en kone med vestlig livsstil.
»Bunyamin er dansker, men Sorgul er stadig tyrkisk,« siger Ceran. »Efter det, der er sket, er ingen forsoning mulig.«
Æresdrab, som forekommer i det østlige Tyrkiet, er et ukendt fænomen i Kizilcakisla, men Ceran’erne og Simsek’erne i landsbyen taler ikke sammen nu.
Selv da Ali Simsek endelig bøjede sig med hensyn til skilsmissen, insisterede han på, at hans søn ikke måtte gifte sig med Fatma. Økonomiske mellemværender blev hængende i luften mellem Sorgul og Bunyamin, og endnu i dag kan de ikke omgås hinanden.

Endelig gift
Endelig den 6. marts 1999 blev Bunyamin og Fatma gift i Århus; de bor nu med Alattin i Bunyamins gamle lejlighed. Ali Simsek har de stadig respekt for: Når han kommer, skynder de sig som små børn at gemme deres cigaretter.
Men den strenge fader er blevet blødgjort. Han har endda sagt til sin nye svigerdatter, at han har lært, at »respekt ikke har noget at gøre med, hvor lang din kjole er«.
Simsek indrømmer, at han også har lært noget andet: »For 10 år siden var 80 procent af ægteskaberne her i det tyrkiske samfund arrangerede. Men jeg har set, at det mange gange har givet dårlige resultater. Nu mener jeg, at det er bedre for børnene at finde en partner her.« Han holder inde og tilføjer så: »Men det skal naturligvis være en tyrker. Ikke en dansker.«
Det unge par, der havde lidt så meget under de gamle tyrkiske traditioner, burde egentlig være begejstrede over deres nye land og dets kampagne for at lære alle ’dansk kultur’, inklusive de mere end otte procent af indbyggerne, der er indvandrere.
Men virkeligheden er, at de føler sig mere og mere fremmedgjorte, især Fatma. Hun har været arbejdsløs en tid og har oplevet, at firmaerne, hvor hun kommer fra, når de ser hendes navn, og så bliver hun ikke indkaldt til jobsamtale. Hele tiden er der denne følelse af ’os’ og ’dem’, siger hun – de gamle og de nye danskere, de blåøjede og de mørkhudede.

Dansk burger-kultur
»De siger, at vi vil forandre eller true deres kultur, men hvis deres kultur er stærk, hvad har de så at frygte af islam?« spørger Fatma. »Sagen er, at danskerne ikke har ret meget kultur mere. De har overtaget Halloween. De har overtaget Thanksgiving. De har overtaget Valentine’s Day. De spiser burgere. Og de ser, at vores kultur er mere ægte, og bliver bekymrede.«
»Danskerne siger én ting – at de gerne vil integrere os – og gør noget andet,« siger Bunyamin. »Derfor er vi nødt til at kæmpe.«
Han kæmper bl.a. som formand for et ’integrationsudvalg’; Fatma arbejder med en gruppe indvandrerkvinder.
Engang kom tre socialrådgivere på besøg hos dem. De var ved at undersøge, hvorfor indvandrere har svært ved at finde arbejde. En af dem busede ud med sine følelser:
»Ja, mange danskere tænker: ’OK, I kom her for at arbejde et stykke tid, men I skal ikke prøve på at få hele jeres familie herop. Lad være med at misbruge vores gæstfrihed’.« Han tilføjede: »Islam opfattes som en trussel.« Det er endnu ikke blevet tilladt at bygge en moské med minaret i Danmark.
Over hele Europa kan man vinde stemmer på sådanne politiske budskaber. Men de synes at ignorere to grundlæggende spørgsmål om integration: På hvilke betingelser skal integrationen ske, og hvordan kan den ske, når der ustandselig rejses usynlige barrierer?
Hjemme i Kizilcakisla fortsætter udvandringen. Bekir Siltas, Sorguls svoger, siger, at alle de unge forlader landsbyen. »De fleste her forsøger at få deres børn gift med nogen, der allerede er i Tyskland eller Danmark eller Holland,« siger han. »Det gælder først g fremmest om at få dem til Europa. Der er ingen penge her.«
Sorgul har allerede fundet en ny mand i en nabolandsby – igen et arrangeret ægteskab. Han har endnu ikke fået dansk opholdstilladelse, så parret lever hver for sig. Sorgul, der er begyndt at lære dansk og har fået et job på et postkontor, giver forsigtigt udtryk for håbet om, at hendes nye mand vil lade hende blive ved med at arbejde.
Hvad angår Fatma og Bunyamin, er den store kærlighed nu ind imellem krydret med skænderier. »Jeg tror, Romeo og Julie er, som de er, fordi de aldrig fik hinanden,« konstaterer Fatma. »Vi fik hinanden, og nu kan vi skændes om, hvem der skal vaske op og give katten mad.«
Han siger, at man er nødt til at være realistisk. Hun siger, man er nødt til at have en drøm. Han siger, at danskerne kan være stolte af den del af deres historie. Hun siger, at de ikke har noget at være stolte af. Han siger, at han vil blive i Danmark. Hun siger, at hun vil væk, for i Tyrkiet vil hun være ’usynlig’.
Men foreløbig bliver de to tyrkere i Danmark med danske pas, to mennesker, der ikke føler sig rigtigt hjemme nogen af stederne. Bunyamins søn, den nu 12-årige Alattin Simsek, er også dansk statsborger. Han taler flydende dansk og tyrkisk og glimrende engelsk, og han er allerede en ørn ved en computer.
Drengen, der er to generationer fra Ali Simsek og tre årtier fra farfaderens tre dage lange togrejse fra Anatolien til Århus, har konstrueret sin egen Pokémon-webside. Den har allerede haft 12.000 besøgende; deres kultur er global, deres nationaliteter ukendte.

© 2000 The New York Times Company & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu