Læsetid: 4 min.

Livet er en schlager

22. december 2000

Susanne Bier skøjter sødt gennem en bastant historie om mor til fire, der bliver det svenske folks eneste ene

Ny film
Det er ikke så svært at lade sig charmere af Susanne Biers nye svenske komedie Hånden på hjertet. Den fortsætter konsekvent i den euforiske toneart, som hendes foregående lystspilsucces Den eneste ene udmundede i.
Den pop-indsvøbte mekanisme er egentlig den samme: I stedet for den eneste ene, den erotiske udkårne, får hovedpersonen bare hele det svenske folks kærlighed forærende, da hun som beskeden mor til fire og handicap-assistent bryder igennem muren til kändissernes strålende verden og bader sig i Melodi Grand Prix-konkurrencens popularitet. Og det er jo bare skønt, for hvor har hun dog forjent det!

Outsidere
Det er heller ikke vanskeligt at knuselske personerne. Den handicappede David sidder i rullestol, og han er en helt igennem fin og intelligent fyr, der sagtens kan klare en masse, hvad hans plejer Mona selvfølgelig forstår, mens det øvrige bureaukratiske personale har svært ved at begribe det. Ligesom Den eneste ene rummer Hånden på hjertet sine professionelle bedrevidere, og dem har Susanne Bier tydeligvis ingen tillid til.
Men alle andre end psykologerne kan se, at David er en kvik fyr, der oven i købet kan spøge med sit handicap – som når han nævner ’minimalistisk mimiker’ som et jobønske. Endnu sødere er filmens anden udprægede outsider, Monas bror Candy Darling, der er transvestit og glad for dårlig smag og kitsch og
i øvrigt et ualmindelig muntert og varmt menneske – til trods for at døden lurer lige om hjørnet.
Og så er der selvfølgelig Mona selv, der evigt smilende og positivt holder styr på fire børn og et sofadyr af en arbejdsløs mand med spirende bodega-vom og velvoksen internet-dille. Hun drømmer om at brillere i Melodi Grand Prix og skriver en romantisk sangtekst om den store kærlighed. Og hvorfor ikke? For pointen er, at nok er ordene super-banale, men selve hendes varme, pulserende hverdagsliv er en slags dokumentation for, at der ægthed bag dem – hun har i hvert fald selv en masse kærlighed og vitalitet at give af.

Snoet om lillefingeren
Det må indrømmes – den mavesure anmelder bed på og havde det langt henad vejen ganske godt med Hånden på hjertet. Susanne Bier har tillagt sig en særlig mousserende stil, der skøjter behændigt gennem historien, garnerer med en velramt birollefigur, turnerer en halvtung gammel vits med elegance, indfletter en kvik montage, charmer sig gennem en klichésituation eller udbygger et portræt på skæv vis – f. eks. ægtemanden, der udvikler pudsige fascinationsberøringer med bøsseverdenen.
Man bliver snoet om lillefingeren, for Susanne Bier kan efterhånden så meget, at det er helt forførende. For eksempel ofte opbløde et alt for bastant manuskript (af Jonas Gardell) og få dens fortærskede replikker til at more med ny livfuldhed.
Hvad hun ikke kan denne gang er at blande smerten overbevisende med den perlende munterhed. Der er tilløb til det, da Mona konfronteres med sin løgn – nemlig at det skulle være hende, der har skrevet Grand Prix-melodien. Det gør ondt at se Helena Bergströms guldklump af en kvinde blive sat på plads nedenfor piedestalen som gemen svindlerske. Men vi skal hurtigt videre, og vi tvivler ikke et sekund på, at Mona selv nok skal klare den sag og blive moralsk genoprejst. Hvilket da også sker i et sangvinsk klimaks, hvor den manipulerende ønskeopfyldelse får frit spil.
Heller ikke hos den handicappede David og den sygdomsramte Candy Darling tror man rigtig på smerten. Dertil er de i for høj grad glansbilledfigurer. Det er let at gøre outsiderpersoner elskelige, når man samtidig gør dem menneskeligt fejlfri.

Facil poppedreng
Helheden står i øvrigt i Helena Bergströms og den opreklamerede poppedreng Jesper Winge Leisners tegn. Bergstrøm er nok for glamourøs til rollen og lidt for oppeppet i stilen, men hendes ægte livsglæde skinner også igennem denne gang.
Leisner fik komponist-succes med det velfungerende
soundtrack til Den eneste ene, har også lavet de strømlinede popsange til Hjælp! Jeg er en fisk! og hærger nu videre her, til en vis grad undskyldt af, at han skal efterligne Melodi Grand Prix-klicheerne. Det gør han så med stor appetit. Sit næste værk soundtrack kalder han selv ’et soundtrack til livet‘. Så er vi advaret!
Hånden på hjertet har vivacitet og fortælleglæde, men den stryger én lidt for behagesygt med håret. Det falder én ind, at historien havde fungeret sjovere, hvis den handicappede David – i stedet for at være så klog – havde været en sinke, der komponerede vinderen i Grand Prix-konkurrencen. Det havde måske også været mere sandsynligt.

*Hånden på hjertet. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Jonas Gardell. Svensk-dansk. (Dagmar, Grand, Palladium, CinemaxX). Premiere 25. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu