Læsetid: 5 min.

Madsens bænk

8. december 2000

Skal man revitalisere dansk teater, må man revitalisere skuespillerne, mener Anne-Lise Gabold, der endnu engang har iscenesat Euripides efter den japanske mesterinstruktør Suzukis metode

Teater
Den græske oldtid formidlet ved hjælp af japansk teaterteknik af et hold unge, pæredanske skuespillere. Det er det multikulturelle set-up i Anne-Lise Gabolds fortolkning af Euripides’ 2500 år gamle kærlighedstragedie Hippolytos, som i onsdags havde premiere i Kanonhallen på Østerbro.
På scenen har man ikke alene mulighed for at opleve et enestående klassisk drama. Man kan samtidig se resultatet af den japanske teaterguru Tadashi Suzukis metode.
De otte medvirkende skuespillere har nemlig alle været igennem en intensiv træningsperiode, ledet af Gabold, der har indført den japanske metode til Danmark. Her har de forsøgt at supplere den gængse, vestlige, psykologisk-naturalistiske karakteropbygning med et mere fysisk, spontant udtryk. Kroppen, stemmen, åndedrættet, energien er i centrum hos Suzuki i modsætning til i meget dansk teater, som lige så vel kunne læses som ses og høres.

Krop i klassikerne
Det er to år siden, Anne-Lise Gabold fik en usædvanlig rost debut som instruktør med et andet stykke af Euripides, Bakkantinderne, ligeledes instrueret efter Suzuki-metoden.
Bekendtskabet med den japanske læremester går imidlertid helt tilbage til 1985, hvor Anne-Lise Gabold blev så inspireret af et gæstespil, at hun tog til Japan på en årelang skuespiller-efteruddannelse i Suzukis Training Method for Actors, som hun nu videregiver til de skuespillere, hun arbejder med herhjemme.
»Min egen fascination af Suzukis metode opstod, fordi jeg efter en periode, hvor jeg havde lavet meget tv og film, skulle til at lave teaterarbejde igen – og så kunne jeg ikke hitte ud af, hvad det var jeg manglede. For jeg manglede en bestemt energi.
Hvis man har arbejdet meget med film og tv, er man vant til, at kameraet følger én og spejler den følsomhed, hvormed man danner en
rolle.
Kameraet går ind og tager følsomheden i dit blik og videreformidler den. På en scene skal den samme følelse stadigvæk vibrere intenst, selvom du skal brøle den langt ud over rampen.«
– Hvordan bliver Suzuki-metoden en hjælp i den henseende?
»Det gør den, fordi den bygger bro imellem det vesterlandske og det østerlandske. Det vesterlandske skuespillerideal er naturalistisk-psykologisk og bygger på et meget raffineret, intellektuelt, forklarende element. «
»Det østerlandske ideal er at vise historien i kroppenes skulpturelle forandringer. Hvis en skuespiller lærer den østerlandske træningsmetode, kan han/hun tilføre sin rolle en højere grad af kropsligt nærvær.«

Ingen mellemregninger
– Hvorfor er det netop de to Euripides-klassikere, du har valgt at underkaste Suzuki-metoden?
»Jeg er dybt fascineret af vores forfædres viden, og derfor også af den oldgræske kultur. Man kan tage på turistrejse til det gamle Grækenland og se de fabelagtige bygninger og mosaikkerne og vægmalerierne med sine egne øjne. Det er sværere at få ordenes stof, dramaet, til at leve igen, for dér ligger det storslåede skjult i teksten. Den udfordring tiltaler mig som teatermennneske.
Desuden er Suzukis metode særligt egnet til det klassiske teater.«
– Hvorfor?
»Det klassiske materiale er skabt til, at spillerne på amfiteatret konverserede med guderne om de problemer, de havde – om krig og kærlighed og incest osv. Der skal en helt speciel energi til, for at skuespilleren kan kommunikere med horisonten, mens publikum overværer det.
I det mere socialrealistiske drama kan man ofte blande sin egen person, ligesom på film og tv. Man bruger ikke på samme måde at forvandle sig. Der er selvfølgelig visse amerikanske skuespillere som Robert de Niro, der går i træning og laver sig fysisk og stemmemæssigt om til rollen, men i de fleste almindelige produktioner bygger man på skuespillerens personality, og ikke på forvandlingskunsten.
I det klassiske drama gælder det imidlertid om at bære en figur i sin rene, arkaiske form. Man kan ikke finde frem til hverken Theseus eller Hippolytos, som er mytiske figurer, i sin egen dagligdags personlighed. Man skal udvide sig og give Theseus lov til at springe i sit talent, et talent båret af en håndværksmæssig, fysisk kunnen.
I klassikerne handler det om arketyper, så man skal turde åbne op for dele af éns psyke, som ikke er under
egoets kontrol. Og det er uhyre svært som skuespiller. Først skal man gøre sit hjemmearbejde og forstå stoffet ud fra hele den vesterlandske, psykologiske måde at arbejde på, men bagefter skal man kunne give slip igen.
Jeg er ude efter den fysiske og emotionelle energi, mere end den psykologiske, og derfor prøver jeg at skrælle alle de psykologiske mellemregninger af og give skuespillerne tiltro til, at når først de har forstået stoffet, så kan det selv. Og så må de turde åbne for de følelser, som er større end deres egen lille, private opdragelse.
Suzukis træningsmetode giver skuespilleren nogle værktøjer til at spille mere på fysikken og ikke udelukkende på psykologiske forklaringsmodeller. Derfor er det klassiske drama egnet til Suzukis metode, for der skal andre kræfter til at kaste noget i lige linje ud over publikum, når man skal tale med guderne på et udendørs amfiteater, end der skal til at spille et mere psykologisk orienteret drama på en kukkassescene med den fjerde væg nedsænket.«

Mangel på redskaber
– Egner metoden sig i virkeligheden dårligt til moderne dramatik?
»Nej. Den passer specielt godt sammen med de oldgræske dramaer med deres fysiske amfiteater-struktur, men jeg har set Suzuki
instruere både Beckett og Tjekhov. Det er en metode, som man kan tegne mere eller mindre stilistisk med. For mange år siden var jeg med til en reading på et Morti Vizki-stykke, og sidenhen har jeg overværet flere, hvor jeg har kunnet se, hvordan skuespillerne simpelthen ikke er i stand til at spille stykkerne så syret og stiliserede og mærkværdige, som de er skrevet, fordi de bliver oversat til det psykologisk-naturalistiske drama, de er vant til at spille. Og det er ikke mangel på talent. Det er mangel på redskaber.
Derfor ville jeg også elske at komme ind i etablissementet, ikke bare som skuespiller, men som instruktør, for man behøver ikke at træne i 100 år med suzukimetoden for at kunne bruge den. Hvis bare skuespillerne fik tre ugers træning, inden de gik i gang med en forestilling, ville de allerede være parate til at løfte for eksempel en Strindberg eller en Norén fra et andet stiliseringsniveau.
Hvis man vil revitalisere teatret, som man taler så meget om, så må man også revitalisere skuespillerne.«

Vant til det fremmede
– Er det ikke sværere for publikum at identificere sig med stykket, når du benytter en japansk fortællemetode?
»Jeg tror ikke, publikum tænker et sekund på, at det er japansk. De ser et andet udtryk, end de kender, men det når dem, det kunne jeg se med Bakkantinderne. Folk er jo også mere vant til det fremmedartede efterhånden, blandt andet på grund af alle de vidunderlige gæstespil, der har spillet i landet, takket være Trevor Davies – som vi skulle have brugt alle midler for at beholde i Danmark.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu