Analyse
Læsetid: 5 min.

Medicinsk apartheid

23. december 2000

Medicinalgiganter er blevet afsløret i at misbruge fattige, som ovenikøbet får alt for lidt ud af forskningen. En lille indsats i u-lande kunne ellers gøre en stor forskel

Medicinsk apartheid

En ti-årig pige i Nigeria. En 67-årig far i Argentina. En 28-årig mor i Thailand. De tre har betalt med deres liv i forbindelse med stærkt kritiserede forsøg med medicin. De er blot nogle af hovedpersonerne i en række artikler i den respekterede amerikanske avis Washington Post, hvor medicinalfirmaers jagt på og misbrug af forsøgspersoner i Den Tredje Verden afsløres.
Tag f.eks. sagen med 57-årige Luis Antonio Gorgiolu, som var lærer ved en teknisk skole i
Buenos Aires, Argentina. En dag da han kom hjem efter at have undervist, fik han kraftige brystsmerter. Hans kone fik fat i en ambulance. På skadestuen lød diagnosen på nedsat blodtilførsel til hjertet, og det blev vurderet som mindre alvorligt. Han blev dog indlagt på Pedro Mallo Hospitalet, hvor han døde dagen efter. Siden er det kommet frem, at Gorgiolu uden at have givet sit samtykke fik indsprøjtninger med medicinen cariporide, som var under afprøvning.
Medicinen havde ifølge en ekspert samme effekt på Gorgiolu som »at skyde en kugle gennem hans hjerte.«
Gorgiolu var en ud af 137 patienter, der blev testet med cariporide fra giganten Aventis Pharma i 1997. Politiet har afsløret 80 forfalskede samtykkeerklæringer, og en retssag er på vej.

Desværre er sagen med Gorgiolu ikke en enlig svale. Washington Post afslører i seks artikler, hvordan den internationale Helsinki-deklaration om forsøg med mennesker bliver tilsidesat ved f.eks. ikke at informere forsøgspersoner ordentlig eller ved at love dem en behandling, som de ikke får.
Afsløringerne er selvfølgelig ikke rare for pilleproducenterne, og yderligere ubekvemt bliver det af, at mange medicinalfirmaer i de senere år er begyndt at bruge flere og flere forsøgspersoner i fattige lande som Brasilien, Sydafrika og Kina. Firmaet Eli Lilly og Co. oplyser til Washington Post, at det i 1994 brugte 590 forsøgspersoner i Afrika, Mellemøsten og i Central- og Østeuropa. I år venter firmaet at bruge 7.309 i de samme områder.
Der er mange forskellige årsager til, at medicinalfirmaerne kaster sig over fattige mennesker. Blandt andet er europæerne og amerikanerne ikke meget for at lægge krop til eksperimenter. Og det er billigere i fattige lande. For eksempel har Brisol-Myers
Squibb beregnet, at en test, der i Europa ville koste cirka 80.000 kr. pr. person, i Rusland kan gøres for ca. 25.000 kr.
Udvikling af nye former for medicin indeholder altid et håb om en bedre fremtid for patienterne. Hvis de ikke lige tilfældigvis bor det forkerte sted på kloden. Det vil ofte sige i et fattigt land.
»Der er det store paradoks ved forsøg udført i u-lande, at de bruges til at udvikle medicin, som ofte slet ikke skal anvendes i fattige lande. Og hvis medicinen endelig kan bruges, så har de færreste råd til den,« siger afdelingsleder Marc Gasgellu Etchegorry fra Læger Uden Grænser i Paris til Information.

Statistikken taler sit tydelige sprog. Fra 1993 til 1997 kom der 1233 nye lægemidler, hvoraf kun 13 var til tropesygdomme. 18 procent af dødsfaldene på verdensplan skyldes infektionssygdomme som diarré og tuberkulose, men kun 0,2 procent af forskningsmidlerne bruges på disse sygdomme, som især dræber i u-lande. Med andre ord vil medicinalindustrien hellere forske i riges sygdomme f.eks. kræft end i f.eks. tuberkulose.
»Medicinalfirmaers brug af penge er helt skævvredent i forhold til verdens problemer. Deres interesse for forskellige tropesygdomme er stort set lig nul. For eksempel har det været vanskeligt at finde producenter til behandling af sovesyge,« siger formanden for Læger Uden Grænser i Danmark, læge Søren Brix Christensen.
Nu kan man selvfølgelig ikke forvente, at medicinalindustrien skal begive sig af med filantropi. Men man må kunne forvente et højt etisk niveau især af de verdenskendte firmaer, som i høj grad har brug for forbruger- og lægevelvilje. På den baggrund virker det bedrøveligt, at test udføres uforsvarligt. Trist er det også, at industrien kæmper så hårdt imod, at u-lande får lov til at producere billige kopi-præparater.
I Sydafrika har der længe været et ønske om at fremstille aids-
medicin til behandling af gravide med hiv, for på den måde at mindske risikoen for at virus overføres fra mor til barn.

Det sydafrikanske kopi-præparat ville være langt billigere, end hvad de importerede produkter koster. Men især den amerikanske medicinalindustri har lobbyet for via trus-ler om handelssanktioner at forhindre sydafrikansk produktion.
Nu er problemet midlertidigt løst, fordi der er blevet doneret gratis medicin til behandling af vordende mødre. Men sagen har i en nøddeskal vist, hvordan medicinalfirmaer i jagten på profit og af frygt for at miste ubetydelige markeder, i realiteten er parat til at ofre menneskeliv.
Søren Brix Christensen kalder det »medicinsk apartheid«, når de rige lande og firmaer råder over medicin, som man ikke vil sælge til en pris, der gør det muligt for hovedparten af patienter i fattige lande at købe den.
Den problematik bliver stadig mere påtrængende, for der kommer flere og flere produkter, som er virksomme men dyre. For eksempel er der kommet et nyt middel mod malaria – malarone. Det kunne hjælpe millioner af mennesker i Afrika, men prisen på op til 20 kr. pr. pille gør det umuligt for den almindelige afrikaner at komme i nærheden af det.
Udviklingen burde få f.eks. FN til at arbejde mere på nogle internationalt bindende aftaler til fordel for u-landene, i stedet for som nu at lade det være op til u-landene selv at forhandle aftaler hjem med leverandørerne af aids-medicin.

I stedet for at kaste håndklædet i ringen er der god grund til, at de rige lande og medicinalfirmaerne tager kampen op mod de største dræbere i troperne. Epidemierne kan nemlig bekæmpes med held, viser en ny rapport udgivet af fem FN-organisationer og Verdensbanken. Ifølge Health, a key to Prosperity: Success Stories in Developing Countries så skal der dels være en bedre spredning af information, dels skal der investeres lidt mere i forebyggelse.
Rapporten beskriver, hvordan lande som Senegal, Uganda og Thailand har formået at begrænse spredningen af hiv. Aserbajdsjan og Vietnam har halveret antallet af døde som følge af malaria. Kina, Indien og Peru har halveret antallet af turberkulose-tilfælde.
Rapporten lægger op til større investeringer fra de rige lande i at forbedre fattiges sundhedstilstand.
Sker det, betaler vi da lidt for, at gule og sorte mennesker lægger kroppe til, at vi kan få bedre medicin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her