Læsetid: 6 min.

Medieland Europa

9. december 2000

Britisk nationalisme, amerikansk NATO-bekymring, fransk skizofreni og tysk-romersk imperietænkning dukker op i de europæiske mediers skriverier om Nice-topmødet

EU-pressen
PALMA – »Secret plan for EU ’superstate’.« Ordene var onsdag smasket op med fede sorte bogstaver på forsiden af den konservative britiske avis The Times. Den klassiske euroskeptiske recept, der appellerer til alle ’little englanders’ og andre nationalistisk sindede, har den globale mediemogul Rupert Murdochs bladmaskine brugt igen og igen. Og også denne gang op til Den Europæiske Unions Nice-topmøde.
Artiklen om »den hemmelige plan for en EU superstat« ledsages af kommentarer fra Toryernes skyggeudenrigsminister, Sir Francis Maude, der udtaler, at planen er »en bombe, der viser den sande dagsorden i hjertet af Europa«, og at den britiske Labour-regering »er privat glad for denne dagsorden, men offentligt benægter regeringen, hvad der sker.«
Maude ved, hvad han gør. Han forsøger at bekræfte den unionsskeptiske engelske befolkning i, at EU bygger på hemmelighedskræmmeri og skjulte integrationsplaner – enten fra et genopstået tysk-romersk imperium eller fra den gamle ærkefjende i Paris.

En and
Facts i sagen er bare, at det tysk-italienske papir i al stilfærdighed opfordrer til at tage en diskussion om at gøre det nye charter for fundamentale rettigheder juridisk bindende. Men The Times’ sensationsjournalister undlader at informere sine læsere om, at EU-landene allerede før Nice-topmødet har aftalt, at man vil nøjes med at ’proklamere’ chartret uden at gøre det til bindende EU-ret. Det gør den seriøse centrum-venstre avis The Guardian derimod opmærksom i en analyserende onsdagsartikel med titlen »Blair alerted on EU integration moves«.
Men i Downing Street føler den britiske premierminister, Tony Blair, at han er tvunget til at gå i rette med Maude, The Times og de andre spindende EU-skeptikere. Det er ærlig talt ikke en superstat, og »det er ikke engang juridisk bindende,« forklarede Blair i pagt med realiteterne.
Labour-regeringens spindoktorer træder i aktion før Nice-topmødet imod de EU-skeptiske medier. Og onsdag siger regeringens førende euroentusiast Peter Mandelson til de britiske aviser, at »marchen til en stadig tættere union er død«. Et velkendt Schlüter-trick –
også selv om det er i strid med den juridisk bindende præambel i EU’s unionstraktat.
Daily Telegraph erkender nøgternt, at sandheden nok ligger et sted midt imellem superføderalismen og et EU af suveræne nationalstater. Det fremgår af en artikel onsdag om, at »Storbritannien må ofre vetoer for at få en større rolle« i EU. I en leder kræver bladet »retfærdighed for Tyskland« og opfordrer premierminister Tony Blair til at støtte Tyskland i kravet om flere tyske stemmer i Ministerrådet. Bladet afviser den franske præsident
Jacques Chiracs spillen på angsten for Hitlertidens spøgelser og hans forsøg på at »manipulere med naboens skyldfølelse« – og bladet fastslår, at »Berlin ikke skylder Paris tjenester«.

Strid om forsvaret
I onsdagens udgave af Financial Times er tophistorien på forsiden slet ikke EU-topmødet, men at USA’s forbundsbankdirektør, Alan Greenspan, har løftet aktiekurserne ved at tale om en blød landing for USA’s økonomi. I en marginaliseret forsidehenvisning sender USA’s forsvarsminister, William Cohen, en advarsel til EU-topmødet om, at NATO risikerer at ende som et fortidslevn, hvis EU’s nye militære udrykningskorps ikke bindes tæt sammen med NATO.
’Nyheden’ går sin sejrsgang ikke kun i de britiske aviser, men også på de kontinentale aviser. Det er dog ikke en nyhed, for det sagde Cohen allerede tidligere på efteråret.
Alligevel ruller historien videre i de britiske aviser torsdag og fredag med en national ’vinkel’. Daily Telegraph takker i en leder torsdag for den tjeneste, som Cohen har »gjort for dette land« – Storbritannien forstås.
»Frankrig skaber NATO- ophidselse«, skriver The
Times og citerer Blair for at sige, at der ikke er noget forslag om at lave en uafhængig militær planlægningsenhed i EU. Og The Guardian skriver, at Frankrigs præsident Chirac »Udvider splittelsen om forsvaret«.
Om skriverierne er påvirket af, at den franske internetudbyder Wanadoo netop har købt britiske Freeserve, skal må stå usagt. Martin Woollacott forklarer dog i en fredagskommentar i The Guardian, at Frankrigs reelle motiv til at skabe et selvstændigt EU-forsvar er, at »de ønsker at forvandle Europa for at mindske USA’s dominans«.
Financial Times beder en bøn på lederplads om, at
Nice får et succesfuldt resultat, men i en fyldig topmødedækning torsdag siger den svenske statsminister Göran Persson (der er nær allieret med Blair), at EU »ikke må sigte for højt«. Og FT har også opfanget udtalelser af EU’s udenrigspolitiske chef, Javier Solana, der i italiensk presse har kritiseret EU-kommissionens formand, Romano Prodi, for at være »for ambitiøs« og gå for langt med integrationsprocessen.

Fransk selvkritik
I de førende franske aviser skydes skylden ikke på de andre lande. Man fører an med selvkritikken.
Onsdag skriver Luc de Barochez i Le Figaro, at de femten EU-lande »åbner Pandoras æske i Nice«. Og »aldrig har et europæisk topmøde skabt så mange spændinger og usikkerhed mellem europæerne«, fastslår Le Monde om torsdagen, hvor den europæiske fagbevægelses store fredelige demonstration i Nice for sociale rettigheder er en af hovedhistorierne.
Liberation tager også fat i de folkelige protester og skriver, at anti-globaliseringsmanifestationen før EU-topmødet »får en parfume af Seattle til at flyde gennem byen«. Ordet Seattle er en henvisning til sidste års store demonstrationer imod WTO.
De franske aviser tager torsdag fat på den helt store selvkritik. Liberations Stockholm-korrespondent referer, hvordan svenske aviser skoser det franske EU-formandskab for »arrogance og nonchalance«, og Dagens Nyheter skærer det ud i pap:
»Et neutralt formandsskab er ikke noget for franskmændene«. Liberation langer i en leder ud efter den ambivalente og middelmådige ’cohabitation’ mellem Chirac og Jospin – især i håndteringen af kogalskabssagen, hvor Chirac gik solo uden om Jospin.
Le Monde sammenfatter hele det franske formandsskab i en præcis overskrift:
»Seks måneders politisk skizofreni for Jacques Chirac og Lionel Jospin«. Den seriøse avis Le Monde undlader dog ikke at fortælle læserne i en anden artikel, at »de franske diplomatiske cirkler« synes, at det tyske diplomati har forsøgt at bringe det franske formandsskab i miskredit i flere europæiske hovedstæder. Kilderne taler om fremvæksten af en ny »tysk nationalisme«.

Tysk selvtillid
Det er dog ikke nationalismen, der præger de tyske medier og de tyske politikere. Forbundskansler Gerhard Schröders budskab står stærkest med en appel om ikke at lade »de nationale interesser« blokere for et kompromis i Nice. Bl.a. af hensyn til østudvidelsen. Süddeutsche Zeitung – og flere andre aviser – refererer onsdag fra Schröders rejse til Polen, hvor han siger, at ingen nation har i historien »måtte lide så skrækkeligt under den tyske stræben efter overherredømme« som Polen.
På Der Spiegels hjemmeside (www.derspiegel.de) kaldes Nice »et af de vigtigste topmøder i EU’s historie«. I en analyse skriver Harald Schumann (journalist og medforfatter til bestsellerbogen om Globaliseringsfælden), at EU er på vej »frem mod et tjenestemandsdiktatur«. Han kritiserer de lukkede beslutninger i EU’s Ministerråd og på topmødet.
»Absurditeten i denne konstruktion er beskrevet i en sætning: Enhver stat, der er opbygget som Den Europæiske Union ville aldrig kunne blive medlem af denne union.«
Men det tager ikke modet fra den grønne Europaparlamentariker Daniel Cohn-Bendit, der i et stort indlæg i ugeavisen Die Zeit kræver et stop for al den »enerverende« jammer fra euroskeptikerne. Han mener, at »Europa står ved et vendepunkt« og må til at vende ryggen til nationalstaternes egoistiske holden på egne interesser.
»Europa er vidunderlig,« proklamererer han glad under en idealistisk overskrift: »Vi ønsker at forbedre verden«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her