Læsetid: 6 min.

Melankoli og komedie

2. december 2000

’Italiensk for begyndere’ er den femte danske dogmefilm. Information har talt med kvinden bag, Lone Scherfig – om dogmer og om at kaste sig ud på dybt vand

Film
»Kyskhedsløftet,« forklarer Lone Scherfig, »løftet om at lede efter en sandhed og gå efter øjeblikket og styre fri af klicheerne i det omfang, man overhovedet kan, er det dogme, jeg har taget mest alvorligt.«
Udenfor i kulden er det en kedelig november morgen, indenfor er det varmt, og ved et mødebord sidder Lone Scherfig med en kop kaffe i hånden og er ved at forklare mig, hvordan hendes seneste og tredie spillefilm, dogmefilmen Italiensk for begyndere, er blevet til.
»Jeg holder meget af at bruge virkeligheden,« siger hun. »Jeg kan også fornemme, at jeg i de kommende år gerne vil blive i nutiden og i virkeligheden. Måske fik jeg overdosis af lange kjoler, da jeg lavede Morten Korch, men jeg synes, at virkeligheden har en helt anden kvalitet, og jeg mener rigtig virkelighed, ikke virkeligheden, man lader som om, den er i Taxa, en mærkelig kliché-fotokopi af virkeligheden.«

Romantisk komedie
Italiensk for begyndere bliver i pressematerialet karakteriseret som en romantisk komedie, og selvom Scherfig ikke selv er meget for at genrebestemme sin film, hvilket også er i strid med dogmereglerne, så er det en betegnelse, som beskriver den charmerende film udmærket.
Den handler om en håndfuld mennesker omkring de 30-35 år, som har svært ved at finde ud af det med livet og kærligheden. Men gennem et kursus i italiensk lærer de både hinanden og sig selv at kende og får lidt mere styr på tilværelsen.
»Jeg har lavet et nedslag i et halvt år af deres liv,« fortæller Lone Scherfig, »hvor de endelig får knækket den psykologiske kurve, og livet går fra at være en jammerdal til, at man godt kan holde ud at være i den jammerdal, fordi man har nogen at læne sig op ad.«
De fem hovedroller spilles af Anders W. Berthelsen, Annette Støvelbæk, Peter Gantzler, Lars Kaalund og Ann Eleonora Jørgensen, som instruktøren alle har arbejdet sammen med før på film og tv.
»Det er bl.a. af tryghedÇ« forklarer hun om sit valg af skuespillere. »Hvis jeg skulle gamble så meget på det personlige og manuskriptmæssige plan, fordi manuskriptet er skrevet undervejs, så skulle jeg gøre det sammen med nogen, jeg vidste, ville komme med noget, der var i orden.«

Dogmeregler
Lone Scherfigs film er den femte danske film lavet efter de meget omtalte dogmeregler, hvor begrænsninger i formalia og produktionsapparat er med til at sætte fokus på historie og karakterer. Et fokus, der har hjulpet hende til overhovedet at turde lave filmen.
»Havde jeg fået stukket det her manuskript i hånden,« siger hun, »og skulle filmatisere det med et meget lavt budget, så er der en overvejende sandsynlighed for, at den ville have lignet Italiensk for begyndere en del, for filmen ligner jo slet ikke en dogmefilm.«
»Men jeg tror ikke, at jeg ville have turdet at lave filmen, hvis jeg ikke havde lovet, at jeg ville. Jeg ville ikke have turdet lave de der vittigheder, fordi min filmopdragelse er meget traditionel og har meget at gøre med at løse konkrete opgaver. Hér har jeg haft pligt til bare at go for it, så må det briste eller bære.«
Fordi, understreger Lone Scherfig, »dér, hvor det virkelig er en dogmefilm, er på manuskriptplanet. Filmen er blevet til i et samspil mellem de fem skuespillere, og de locations, den er skrevet til. Den foregår jo lige rundt om og i Filmbyen, og man kan stort set se det hele derfra. Det er en beslutning om et eller andet tilfældighedsprincip, men det er da klart, at jeg har valgt ud i det – at det skulle være en damefrisør, en bagerekspeditrice og en hotelportier osv.«
»Hvis man f.eks. går ind i Lars Kaalunds historie (han spiller Hal-Finn, red.), så er han... I Når mor kommer hjem, den børnefilm, jeg lavede for et par år siden, spillede han Finn. Dén Finn, som var en eller anden, som én skulle finde, kunne Lars og jeg godt tænke os at lave som et brokkehoved. Han har nærmest en agiteret depression og går og skælder og smælder hele tiden. Karakteren er endt med at blive mere komisk, end den egentlig er tænkt.«
»Han skulle arbejde i en hal, og det viste sig, at Lars kendte en, der hed Hal-Finn. Plakaterne med Juventus’ hold hang i Hvidovre Stadioncafé, og deraf opstod historien om, at Juventus har været der engang. Og så kan Lars tale italiensk, og det gør, at han på et tidspunkt bliver læreren på holdet. Det er på dén måde, at manuskriptet er blevet til, og det gælder alle rollerne.«

Særlig tone
For Lone Scherfig har det været en befriende og bekræftende, men også udfordrende proces at lave en dogmefilm.
»Det sværeste ved at sige ja,« forklarer hun, »er at have modet til at komme til at lave en rigtig, rigtig dårlig film, for det risikerer man. Man udstiller alle sine svagheder, og når man skal spille på så lille en del af klaveret og opnå den samme intensitet og kunne gøre det ligeså bevægende og sjovt, så skal man altså spille meget rent.«
»Jeg er ikke gået efter det der helt vilde – jeg har villet stå stille med kameraet og kigge rigtigt på personerne. Så det er heller ikke så stort et spring for mig,« understreger instruktøren, der også i sin debutfilm, den underfundige Kajs fødselsdag, koncentrerede sig om karaktererne.
»Hvorvidt man har glæde af at lave en dogmefilm eller ej,« mener hun, »har meget at gøre med timing i forhold til, hvad man ellers har lavet. Jeg har meget mere lyst til og mod på at lave film nu.«
»Jeg har jo lavet film i 15 år, uden at...« Hun tøver et øjeblik og fortsætter så: »I alt det, jeg har lavet, sidder ét minut hér, en scene dér og ti billeder hér, et blik dér og en pointe dér, hvor jeg synes, at da havde jeg fat i noget. De øjeblikke er der flere af i denne her film, end der har været i de andre.«
»Mit talent er så relativt begrænset eller specifikt, at hvis jeg virkelig skal sætte et aftryk på tingene, så skal et være på et stof, som jeg kan præge på min måde, og det kan jeg meget mere med det her stof. Skal jeg prøve at se det ude fra, så har jeg en særlig tone eller stemme, som går igen i de ting, jeg har lavet.«

Fri af mytologi
»Det er en lidt tilforladelig, mindreværdig humor, som mange andre mennesker også har,« svarer Lone Scherfig på spørgsmålet om, hvordan hun selv vil beskrive sin tone. »I hvert fald kan jeg se, at de reagerer på den.«
»I virkeligheden er det et dobbeltgreb. Det gælder om ikke at tale hen over hovedet på nogen, men tale til folk på to niveauer samtidig. Måske er det det, man kan med gode, nære venner, hvor man sidder rundt om et bord en aften og griner. Når man har en særlig god oplevelse med nogen, man virkelig svinger sammen med. Den oplevelse kan jeg have med et større publikum i momenter, fordi jeg i meget høj grad føler, at det er en fælles oplevelse.«
»Jeg vil gerne have, at man ikke bare identificerer sig med figurerne i min film, men også føler, at det går den anden vej, at figurerne kender dem, der sidder nede i salen. Måske hænger det sammen med, at man skal styre fri af genrer. Det gør, at man også styrer fri af det mere mytologiske ved film – det gammeldags dramaturgiske – og derfor bliver karaktererne ikke arketyper. Og derfor ender vi alle (dogmeinstruktørerne, red.) på hver vores måde i det der mærkelige land, hvor vi pendler mellem melankoli og komedie.«

*Italiensk for begyndere får premiere den 8. december og bliver anmeldt her i avisen

FAKTA
Lone Scherfig
Lone Scherfig er født i 1959 og læste filmvidenskab i både Paris og København, før hun blev optaget på og i 1986 tog afgang fra Den Danske Filmskole. Hun har udover en række reklame-, tv- og kortfilm instrueret spillefilmene Kajs fødselsdag (’90) med 5xKaj og Når mor kommer hjem (’97) efter Martha Christensens roman. Senest har Lone Scherfig været instruktør og manuskriptforfatter på en række afsnit til DR’s Taxa-serie og instruktør på en sæson af TV2 og Zentropas tv-udgave af Morten Korch.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her