Læsetid: 5 min.

Melodien der blev væk

21. december 2000

Per Aage Brandts prætentiøse gendigtninger af Prins Henrik ligner litterært højforræderi

Digte
For den, der behersker fransk, hvad som bekendt kun de franske gør, ligger der en fin læseoplevelse og venter i form af HKH Prins Henriks digte med collager af HM Dronning Margrethe II. Cantabile åbner en vifte af skønhed for øret såvel som for øjet, en verden, hvor kærligheden og døden skildres med paradoksal lethed og ynde.
Gennemgående i Prins Henriks digte er, tematisk set, bevidsthed om livets korthed og lystens fatale flygtighed. Men op imod denne indsigt i tilværelsens evige vilkår spændes en fri kunstnerisk form – elegant slyngede vers, der i kraft af musikalitet og spiritualitet gør det tungeste mindre ubærligt og lover en provisorisk forsoning med savnets og tabenes realitet. Med humor, hittepåsomhed og en art drenget sødme gør hans konstant foranderlige strofer livet lidt mere beboeligt. Den læser, der leger med på fransk, får adgang til en særlig erotisk spiritualitet, der virker ægte og bæres af afvæbnende charme.

Rimet i spændetrøje
Man forstår udmærket, at hans oversætter Per Aage Brandt har taget imod den sjove udfordring, det må have været at transformere et par korte strofer som disse:

Splendeur d’une rose
sur un sein pâmée,
frêle métempsychose
d’un baiser parfumé.

De la fleur l’âme,
imbue de sa beauté,
va parer d’autres femmes
pour punir sa fierté.

Hvad der til gengæld er svært at forstå, er at resultatet af anstrengelserne på dansk absolut skal lyde som følger:

En døende roses pragt
dækker et blottet bryst:
en sjælevandring så sart
som et kys, der dufter af lyst.

Dens syndige sjæl må vandre,
for den nød sine ynders magt:
dens skønhed skal tindre
klart –
det er straffen for stolthed –
hos andre.

Første strofes sidste og sidste strofes første vers rummer tildigtninger uden nævneværdigt belæg hos originalen og overlæsser tematisk teksten med en modsætning mellem krop og sjæl, som på fransk i det højeste kan kaldes antydet underforstået. Mere diskutabelt, ja direkte kritisabelt forekommer det imidlertid, at en rimstruktur, der dog burde lade sig overføre med lethed, brækkes itu, samtidig med, at rytmen får bredde og magelighed.

Brandts dilemma
Skal man være høflig, kan man betegne en sådan oversætterpraksis som et møde mellem to kulturer og litterære traditioner: På den ene side den franske stil med baggrund i barokken, i klassicismen og i den mere traditionsforlængende ende af symbolismen (Verlaine), og på den anden side den linje i dansk poesi, der begynder med Oehlenschläger og videreføres af Christian Winther, men jo egentlig kulminerer der, hvor den bryder sammen, nemlig i Aarestrups dekonstruktion af romantikken.
Skal man være akademisk rar, kan man beskrive sådan et møde mellem uforbundne og uforenelige verdener som interessant – og kaste sig ud i sofistikerede betragtninger over lyriks oversættelighed i almindelighed og ækvivalensens umulighed i forbindelse med netop Prins Henriks frit legende vers. Per Aage Brandt lægger op hertil i en efterskrift, hvor det bl.a. hedder at i en oversættelse »ville nye ’vilde’ rim medføre nye associationer og motivationer uden forbindelse med originalen; en urimet oversættelse ville svigte originalens afgørende karakter af ordleg.« Dette dilemma har gendigteren ment at kunne løse ved en tilgang, der betoner rimeriets betydning for teksternes gangart, men som samtidig henter stoffet eller indholdet ind gennem »en mere klassisk metrisk teknik«.
Skal man være venlig, kan man muligvis godtage dette ræsonnement som en i det mindste velment bortforklaring på de gigantiske friheder, oversætteren har taget sig, og skal man forsøgsvis give Per Aage Brandt full credit for den behjertede indsats, han trods alt har ydet, kan man beskrive arbejdet sådan, at han i fuld bevidsthed om farerne ved sit forehavende har indskrevet sig i en ’frittolkende’ oversættertradition, den hvor man bl.a. finder Ivan Malinowski som gendigter af Boris Pasternak og Per Sibast som Lorca-fortolker. For den modsatte holdning, hvor oversætteren ifører sig originalens metrum, som var det en æreskappe, står eksempelvis Thorkild Bjørnvig som kongenial fordansker af Rilke.

Træskovals
Man kommer blot ikke uden om, at Per Aage Brandts danske vers som regel er grimme, slet og ret. De mangler Prins Henriks elegance, man savner rimets pludselighed, og frem for alt er den lette leg fuldstændig gået fløjten undervejs fra det franske spinet til den hjemlige trækharmonika. Per Aage Brandt bedyrer at have haft »en del nationalpoesi i ørerne og erfaringer fra andre digtoversættelser at trække på«; men hvor god en bagage han end har haft og hvor højpandet hensigten end har været, så har han efter resultatet at dømme ikke været opmærksom på, at hans tilstræbt ’klassiske’ valg må gøre stroferne firkantede og tunge, hvilket de slet ikke er på fransk. I enkelte tilfælde har han afstået fra at rime, men størstedelen af bogen former sig fra venstre- til højresiderne som en dialog mellem fransk vals i pastichens prismekronebelyste, gobelinklædte sal og fremføring af Den Toppede Høne, som ufrivillig selvparodi.
Cantabile fremtræder overordentlig smuk, fremstillet som værket er hos bogmesteren over dem alle, Poul Kristensen, Herning. I betragtning af det overdådige udstyr havde det måske været rigtigst, om oversættelserne forelå som uprætentiøst tillægshæfte. Eller man kunne have trykt klumpedumperne i Courier, for i det mindste at vedstå, at dette her alligevel ikke rigtig lod sig gøre. Nu står i stedet en strofe som denne og råber:
Hvem er hos dig, når vinteren
er inde?
Ligemeget – hvem som helst!
Lad alle onde elskovsskygger
svinde,
jeg glemmer dig – allerhelst…

prætentiøst stillet over for den franske original, om hvilken man først og fremmest må sige, at den gudskelov ikke giver sig ud for mere end det begavede rimeri, den er:

Òu seras-tu l’hiver?
N’importe!
Aucun souvenir amer
ne franchira ma porte.

Det siges, at Per Aage Brandt for sin gendigtning har fået en orden. Fint nok, den fortjente manden for mangehånde andre bedrifter; vi er flere, der har lært adskilligt af ham. Cantabiles højresider må nu snarere være en skamstøtte værd. Hvad der lægges frem som en dialog mellem to mennesker, to sprog og to kulturer, er og bliver litterært højforræderi. Den part, der dog svigtes dybest, er dansken: Vi burde som Prins Henriks nye hjemland have løst denne opgave bedre.

*Prins Henrik: Cantabile. Digte. Gendigtet af Per Aage Brandt. Illustreret med collager af Dronning Margrethe II. 220 s. Kr. 330. Poul Kristensens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu