Læsetid: 3 min.

Mifunes sidste sang

22. december 2000

Det er blevet tid til et gensyn med Akira Kurosawas mest populære film, ’De syv samuraier’, der stadig har sit tag i både unge og lidt ældre anmeldere

Repremiere
I en meget morsom scene i Søren Kragh Jacobsens dogmefilm, Mifunes sidste sang, optræder hovedpersonen Kresten, for at more sin bror Rud, som den japanske skuespiller Toshiro Mifune i en af dennes glansroller, som den ’uægte’ samurai Kikuchiyo i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954).
Scenen er en hyldest til Kurosawas film og selvfølgelig Mifune, der yder en forrygende og definerende præstation som bonden, der gerne vil være samurai og ender med at blive et slags sandhedens og fornuftens talerør. Fra sin plads mellem to klasser og med velovervejet overspil, aggressivt klovneri og et par skarpe bemærkninger kommenterer og sætter han de øvrige karakterers motiver i relief .
For ingen er bedre end de andre i Kurosawas både rå og poetiske sort-hvide fortælling om en flok klynkende bønder, der i et feudalt, fortidigt Japan hyrer seks samuraier og en mõchte gern (Mifune) til at forsvare deres landsby mod hærgende røvere.
De syv samuraier er nok Kurosawas mest populære film, som både publikum, kritikere og lister over verdens bedste film igen og igen vender tilbage til – bl.a. Christian Braad Thomsen har filmen med i sin seneste bog, Drømmefilm – 100 af verdens bedste film. Ikke sjældent bliver den vist på tv, og når filmen i disse dage får repremiere i en dansk biograf, er det for tredje gang.

Først tv
De syv samuraier vises første gang i Danmark i 1963 på tv af forudseende Danmarks Radio. Og takket være filmimportør Peter Refn og biografdirektør Henning Carlsen (Dagmar Teatret) bliver det seks år senere muligt også at se filmen i en dansk biograf.
Ved premieren i 1969 gør Informations anmelder Morten Piil, under overskriften Japansk Western, knæfald for Kurosawas bud på en western, som den ville se ud, foregik den i det gamle Japan.
Piil kalder Kurosawa for moralisten i japansk film – »en temperamentsfuld skildrer af de gode viljers kamp mod alskens ondskab« – og fortsætter med at rose den imponerende realisme i slagscenerne og instruktørens virtuose fortællekunst, der tør lade tiden gå, og handlingen folde sig ud. De 160 minutter føles slet ikke for lange, mener Morten Piil.
I Piils øjne er De syv samuraier langt bedre end »alle tv-westernserier lagt sammen. Det er en klog, vittig, billedskøn og bevægende film.«

Repremiere
13 år senere, i 1982, har filmen så repremiere, og som Informations anmelder, Henning Jørgensen i den anledning anfører, ligger det sensationelle ikke kun i, at filmen igen kan opleves på et stort lærred. Men også i, at det er i sin fulde længde på tre timer og 23 minutter. Kurosawa lod nemlig klippe 40 minutter ud af filmen efter premieren, fordi filmen så ville være nemmere at sælge, både til distributører og til publikum.
Heller ikke de fyrre minutter ekstra får filmen til at virke for lang – endsige længere end før. Jørgensen er som Piil meget begejstret for filmen, som han slutter af med at kalde »en storstilet, medrivende fortælling om historiske tilstande, sociale vilkår og individuelle skæbner, temperamenter og følelser, en veritabel klassiker.«
Og for nu at slutte, hvor vi startede, med at hylde Mifune: »... Toshiro Mifunes aggressivt selvhævdende, temperaments-ustyrlige og hjerteligt naive samurai-aspirant, Kikuchiyo, der i sin vrede utålmodighed og begejstrede uregerlighed bevæger sig som i en evig krigsdans, en vild og vital præstation i perfekt forening med Kurusawas dynamiske stil.«

*De syv samuraier. Instruktion: Akira Kurusawa. Manuskript: Akira Kurusawa, Hideo Oguni og Shindo Hashimoto. Japansk (Husets Biograf i København). Premiere den 26. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu