Læsetid: 6 min.

Militære muskler er ikke nok

5. december 2000

Tyrkiet håber at skyde genvej til EU ved at stille sine militære styrker til rådighed. Men militær erstatter ikke menneskerettigheder i en moderne verden

Prøven
Tyrkerne fik i sidste måned en invitation, de ikke kan sige nej til. EU inviterede dem inden for i varmen. Ikke i det sofistikerede selskab i selve Unionen, men i et forsvarssamarbejde, hvor Tyrkiet kan få lov at levere det, landet først og fremmest kan byde på: militære muskler.
I alt seks NATO-lande, der ikke er medlemmer af EU, er blevet bedt om at deltage i opbygningen af en EU-ledet styrke, der både skal kunne føre krig og løse civile opgaver.
Men samtidig med den militære invitation har Tyrkiet fået skåret ud i pap, at der er langt fra fælles forsvarsøvelser til Bruxelles’ bonede gulve.
»Militært samarbejde mellem suveræne stater er noget helt andet end et politisk fællesskab, der kræver afgivelse af suverænitet og forpligtende fælles normer,« som Khaled Salih, lektor ved Mellemøst-studier på Syddansk Universitet udtrykker det.
EU præsenterede den 8. november en rapport, der påpeger, at Tyrkiet er langt fra at leve op til de krav, der blev fastlagt i ’Københavnerkriterierne’ i 1993. Særligt når det gælder ytringsfrihed, minoritetsbeskyttelse og menneskerettigheder. Desuden understreger rapporten, at det tyrkiske militær skal bringes under parlamentarisk kontrol, før Tyrkiet skal gøre sig håb om et medlemskab.
EU-landene har med andre ord gjort det klart, at de kan skille skæg fra snot – militær strategi fra politisk integration. I et land, hvor militærets politiske magt er enorm, er denne skelnen imidlertid ikke nem at acceptere. Magtfulde militærfolk skal den ene dag sidde til realitetsforhandlinger med EU-repræsentanter om samarbejde og den næste dag stå model til hård kritik for deres magt.
Den tyrkiske forfatning åbner mulighed for, at militæret kan gribe ind over for parlamentet.
Det viste sig sidste gang i praksis i 1997, da det militært dominerede Nationale Sikkerhedsråd afsatte regeringsleder Necmettin Erbakan og opløste hans islamistiske Velfærdsparti.
Den slags stopklodser mod en demokratisk valgt regering vil EU ikke risikere at se i et af sine medlemslande.

Brug for ny forfatning
»EU-rapportens krav viser med al tydelighed, at der er brug for en forfatningsændring i Tyrkiet. Men konservative kræfter i militær og bureaukrati håber stadig, at Tyrkiet kan snige sig ind i EU ad bagvejen uden et grundlæggende opgør med den herskende ideologi, der giver militæret mægtig magt,« siger Khaled Salih.
Dietrich Jung, Mellemøst-ekspert ved Center for Freds- og Konfliktforskning, er enig:
»Mange tyrkiske militærfolk mener, at Tyrkiet nærmest per automatik skal have adgang til EU, fordi landet har været medlem af NATO i snart 50 år,« siger han.
Samtidig er der stor vrede over, at Vestens gamle fjender i Østeuropa kan komme ind i det gode selskab før Tyrkiet.
Allerede i 1963 indgik Tyrkiet en associeringsaftale med EU, og utålmodigheden er til at få øje på. I foråret lovede den tyrkiske ministerpræsident, Bülent Ecevit, sine landsmænd, at Tyrkiet vil være medlem af EU inden 2005. En vurdering, de færreste uden for Tyrkiet tager seriøst. Men tyrkiske politikere lever i håbet endnu.
»De sætter deres lid til
USA’s indflydelse på EU,« mener Khaled Salih.
Det tyrkiske håb er ikke kommet af ingenting. Da Bill Clinton i november 1999 var på et officielt besøg i Tyrkiet, opmuntrede han sine værter ved at spå, at Tyrkiet ganske snart vil være medlem af EU. Og i USA er kritiske resolutioner mod Tyrkiet flere gange blevet taget af dagsordenen for at tækkes de følsomme tyrkiske politikere, der bl.a. har truet med at stoppe våbenindkøb i USA.
EU-politikerne er dog næppe nemme at true til tavshed, mener Dietrich Jung.
»Frankrig sælger ganske vist helikoptere til Tyrkiet, og Tyskland sælger kampvogne, så der er en vis økonomisk interesse at forsvare. Men Tyrkiet har slet ikke samme militærstrategiske betydning for EU-landene som for USA, der bl.a. er afhængig af luftbaser i det sydøstlige Tyrkiet for at kontrollere situationen i Nordirak,« slår han fast.

Pres fra USA
Hverken han eller Khaled Salih tror, at EU føler sig forpligtet til at lukke Tyrkiet ind i det politiske fællesskab, blot fordi dele af den 650.000 mand store hær deltager i et militært samarbejde.
»USA har muligvis presset på, da Tyrkiet fik lov at komme med i gruppen af ansøgerlande. Men nu er sagen ikke i amerikanernes hænder. Og heller ikke EU’s«, siger Khaled Salih.
Med EU-rapporten er det slut med USA-støttet strategi og løse løfter fra tyrkiske toppolitikere.
I indledningen til rapporten bliver det pointeret, at det er faktiske fremskridt i forhold til EU’s kontante krav, der bliver vurderet. Og ikke hvad der eventuelt debatteres i medierne og blandt meningsdannerne.
Tyrkiet må tage arbejdshandsker på, rive ukrudtet op med rode og plante forudsætningerne for et demokrati, hvor der ikke kun er frie valg, men også frihed til at tale, tro og tænke, som man vil.
»Processen med at tilpasse lovgivningen til europæisk standard har været i gang i en årrække. Men der er problemer med forvaltningen af formaliteterne,« forklarer Dietrich Jung.

Fortsat brug af tortur
Et godt eksempel er torturlovgivningen. Tyrkiet har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskeretskommissions regler. Men ikke desto mindre meldes der hvert år om tortur og vold i tyrkiske fængsler.
Khaled Salih er enig i, at der er problemer med at omsætte den nydelige lovgivning i praksis og tilføjer, at en bedre uddannelse af jurister vil være et skridt på vejen. Men han understreger samtidig, at det tyrkiske lovsystem har et væld af komplicerede tillægslove, som tager luften ud af de pæne principper.
Formelt set har Tyrkiet presse- og ytringsfrihed, men den er begrænset af 150 forskellige love, og journalister lever med den tunge viden om, at der hvert år er tilfælde af censur, trusler og vold mod deres fagfæller. Den amerikanske organisation Freedom House, der har fulgt demokratiets globale udvikling i næsten 30 år, placerer stadig Tyrkiet i kategorien ’ikke-fri’ sammen med lande som Kasakhstan, Peru og Syrien, når det gælder pressens forhold.
Og det er ikke kun paragrafferne om pressefrihed, der trænger til et eftersyn.
»Op til 20.000 lovparagraffer skal skrives om, hvis Tyrkiet skal leve op til EU’s adgangskrav,« siger Khaled Salih.

Kemalismens arv
Den store mængde af forbud, der er uacceptable for EU, forklarer Khaled Salih med, at Tyrkiets statsideologi, kemalismen, bygger på en fornægtelse af dele af virkeligheden. Det kurdiske mindretal er det grelleste eksempel. For at undgå at statsideologien bliver sat på dagsordenen, har det været nødvendigt med de mange forbud, der åbner for Tyrkiets mange brud på menneskerettighederne, mener Khaled Salih.
»I dag opfattes staten i Europa som individets garant og beskytter. I Tyrkiet opfattes den enkelte som et middel for statens interesser og en trussel mod dens sikkerhed. Det minder om Europa i mellemkrigsårene,« siger han.
EU har med sine seneste meldinger gjort det klart, at den tyrkiske statsform langt fra lever op til unionens krav. Og Tyrkiets deltagelse i et militært samarbejde ændrer ikke på det.
Det står nu sort på hvidt, hvad Tyrkiet skal leve op til, og EU-landene kan ikke gøre meget andet end at vente,« siger Salih.
Og de kan komme til at vente længe, vurderer både han og Dietrich Jung.

FAKTA
Tyrkisk ordbog
*Minoriteter er et ord, der kun bruges i nødstilfælde. Små grupper som grækere og armeniere anerkendes som minoriteter i forfatningen, men de ca. 10 mio. kurdere har ikke status som mindretal. Der er dog tegn på, at Tyrkiet – presset af EU – vil give kurderne større kulturel frihed, f.eks. i form af kurdiske tv-programmer. Men det er stadig forbudt at undervise på kurdisk, og partier, der opfattes som en trussel imod ’statens udelelige enhed’, er forbudt.

*Militærmagt gør sammen med den store drikkevandsbeholdning og den strategiske geografiske placering Tyrkiet til en regional stormagt. Hæren på ca. 650.000 mand er Europas største og indgår i tæt militært samarbejde med USA og Israel. Den tyrkiske forfatning åbner mulighed for, at militæret kan afsætte en demokratisk valgt regering.

*Medlemskab af EU har været Tyrkiets officielle ønske siden 1963. I 1995 oprettedes en toldunion mellem Tyrkiet og EU, og i december 1999 blev Tyrkiet ved Helsinki-topmødet anerkendt som potentielt ansøgerland. 8. november i år udgav EU-landene en rapport, der slog fast, at Tyrkiet skal læse grundigt på lektien om menneskerettigheder, minoriteter og markedsøkonomi. Desuden opfordrer EU-Parlamentet Tyrkiet til at anerkende massakren på armenierne i 1915 som folkemord. I sidste måned inviterede EU dog Tyrkiet til at deltage i en kommende EU-ledet militærstyrke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her