Læsetid: 6 min.

Når Aysa bliver til Anna

19. december 2000

Under opholdet i danske plejefamilier fratages børn med indvandrerbaggrund deres kultur, sprog og religion. Nogle plejefamilier skifter børnenes oprindelige navne ud med danske navne og lader dem konfirmere

Det er feststemning i den lille by i Nordsjælland. Det er nemlig blevet tid til konfirmation, og byens kirke er fyldt af glade forældre. Men udenfor kirken lægger man især mærke til en kvinde, som følger efter konfirmanderne. Hun prøver at komme i kontakt med sit plejeanbragte barn, som lige er blevet konfirmeret. Men forgæves. I socialforvaltningens journal kommer der efterfølgende til at stå om optrinnet foran kirken: »Plejefamiliens oplevelse er, at moderen har opført sig dårligt over for datteren og over for deres familie med sin adfærd og fremtoning i kirken, og ved at følge med gæsterne over til det sted, hvor festen skulle afholdes og kigge ind ad vinduerne.«
Oplysningerne stammer fra en endnu ikke udgivet undersøgelse af 44 journalsager fra 18 af landets kommuner lavet af scient. soc. Marianne Skytte fra den Sociale Højskole i København. Hun afslører, hvordan Danmark i flere tilfælde overtræder FN’s børnekonvention, når børn af udsatte etniske minoriteter anbringes i danske plejefamilier. Problemet opstår, fordi børnene skal tilbage til deres biologiske forældre, men efter plejeanbringelsen er de blevet ’fordanskede’ – de har skiftet religion, kultur og sprog.
»De værste eksempler er dem, hvor journalerne beskriver børn, der har konflikter med deres biologiske forældre, fordi børnene simpelthen ikke forstår, hvad forældrene siger. Børnene nægtes i de konkrete sager – nogle gange igennem flere år – adgang til deres modersmål, kultur og religion og i mange tilfælde bliver de så danske, at deres biologiske familie ikke kan forstå dem. Faktisk kan der argumenteres for, at børnene ikke kan hjemgives, fordi det er ufarsvarligt at sende dem tilbage til en familie, hvor de ikke kan tale sproget og kender kulturen. Dermed overtræder vi barnets ret til at have sin egen familie, og det rejser spørgsmålet, om vi i nogle af de værste sager i realiteten har etableret tvangsadoptioner i stedet for anbringelser og tvangsfjernelser,« siger Marianne Skytte.

Nyt navn
I 1991 ratificerede Folketinget FN’s børnekonvention om Barnets Rettigheder. Heri understreges det blandt andet, at anbringelsen af etniske minoritetsbørn skal tage udgangspunkt i barnets religiøse, kulturelle og etniske baggrund. Men på afgørende punkter overskrider de sociale myndigheder FN’s retningslinjer – for eksempel ved at lade børnenes oprindelige navne udskifte med danske navne. I en konkret sag udskifter en plejefamilie efter syv måneder barnets navn, som familien aldrig har brudt sig om, selv om barnet en dag måske skal vende hjem til sin rigtige mor. I dag er barnet syv år, og socialarbejderen noterer i sin journal, at den biologiske mor er vred over navneskiftet, og at der hersker stor forvirring under samværet med pigen:
»Når jeg er sammen med (barnets) mor, siger jeg hele tiden det oprindelige navn, for det må da være frygteligt irriterende, at jeg sidder og kalder hende et andet navn. Det er ikke særligt nemt. Pigen, hun virker ikke forvirret over det, men objektivt set skulle hun jo være det.«
Marianne Skytte mener, at man med navneforandringerne bevæger sig i en svær gråzone, hvor barnets behov for at identificere sig med sine kammerater kan være svær at afveje for plejefamilierne:
»På den ene side er det er et overgreb og et signal til de biologiske forældre om, at du er færdig. Der er ikke noget af det, du har givet dit barn, som er noget værd. På den anden side ønsker ingen børn at skille sig ud fra mængden og være anderledes, og når man nu alligevel bor i en dansk familie, hvor normerne er danske, så virker det ikke unaturligt. Det er den samme problematik med konfirmationerne: Når du hedder Hassan, er mørk i huden og har sort hår, og bliver anbragt hos en plejefamilie, der bor i en hyggelig lille landsby i Nordsjælland, hvor alle andre børn er kernedanske og lyshårede børn og har danske navne, føler du dig ved siden af. Alle børn vil gerne fremstå som normale, og være ligesom andre børn. Det er en utroligt svær balancegang, men jeg mener, at det må være de sociale myndigheders pligt, at gribe ind, fordi det på længere sigt fjerner barnet fra den familie, det jo gerne skulle vende tilbage til på et senere tidspunkt. At give barnet et dansk navn signalerer derimod, at barnet nu er dansk og ikke længere hører til hos de biologiske forældre,« siger Marianne Skytte.

Mor kan ikke dansk
En stærkt traumatiseret flygtning kommer i 1996 til Danmark. Et år senere anbringes hendes barn i en plejefamilie, og hun tvinges herefter til at snakke dansk med barnet under samværene, som er overvågede. I journalen står der:
»Hun er blevet meget bedre til det (dansk), men jeg fungerer stadig som tolk, når der skal snakkes om vigtige ting.« Men senere vurderer overvågeren følgende: »Da drengen jo kommunikerer på dansk, er jeg bange for, at det vil være en belastning for ham ikke at kunne udtrykke sig over for sin familie.«
Det kommer senere frem, at de sociale myndigheder ikke fra starten har overvejet, at barnet skulle lære sin mors modersmål, og det er i en sådan sag, at Marianne Skytte mener, at man presser moderen til at bortadoptere sit barn til plejefamilien, fordi det er blevet så dansk, at det aldrig kan vende hjem:
»Det er paradoksalt, at man slet ikke har overvejet, at give barnet sproglige kompetencer, der gør det muligt for ham at bevare kontakten til sin mor og morforældre, som også er i landet. Tværtimod fokuserer man på, at det er en belastning for barnet, at det ikke længere kan tale med sin familie. Barnet vil derfor aldrig kunne fungere i sin egen familie, fordi den sproglige og kulturelle kløft er blevet så stor, at en hjemgivelse er meget vanskelig.«

Retssager
Undersøgelsen viser, at i 17 ud af de 44 journalsager kender de sociale myndigheder ikke til barnets modersmål ved anbringelsen ligesom de i 11 tilfælde heller ikke ved, hvor barnet stammer fra og hvornår det kom til Danmark. Marianne Skytte mener, at det er et signal om, at der er for lidt opmærksomhed omkring barnets etniske tilhørsforhold, når det skal anbringes uden for hjemmet. Det betyder, at udsatte etniske minoritetsfamilier kan anke anbringelserne for landsretten og den sociale ankestyrelse med baggrund i at FN’s børnekonvention er overtrådt:
»Men det er vanskeligt for familierne at føre disse sager. De handler ikke om at barnet er blevet uretmæssigt fjernet. Familierne er ofte så belastede, at anbringelserne er fuldstændig korrekte. Derimod kan familierne måske vinde sagerne på, at deres barn har været dårligt anbragt, fordi barnets sproglige, religiøse og kulturelle rettigheder i henhold til FN’s børnekonvention ikke er blevet overholdt. Men det er et svært dilemma for mange. Familierne ønsker jo ikke at komme i klammeri med myndighederne, da det vil være afgørende, at de fremstår som samarbejdsvillige, hvis de skal have hjemgivet deres barn,« siger Marianne Skytte.
Men det er ikke altid lige let. I enkelte sager er skaden nemlig allerede sket. Som en socialarbejder anfører i en konkret sag om en plejefamilie, der har fået et afrikansk barn anbragt. De mener ikke, at de længere kan mærke, at barnet kommer fra Afrika:
»De har fået et barn fra en anden kultur – men det barn har skullet gå ind og udfylde en dansk datterrolle.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her