Læsetid: 4 min.

Nepal er middelklassens paradis

22. december 2000

Men den lokale variant af demokratiet, som domineres af kævlende politikere, forholder sig lige så ligegyldigt til økonomisk udvikling som det gamle autokrati, hvor kongen bestemte alt

KATHMANDU – For millioner af indere er Nepal et ’asiatisk Schweiz ’ – et økonomisk overkommeligt Shangri La i det betagende Himalaya-kongedømmes højtliggende bjerge og dale, hvor luften er ren og klar.
For de fromme er Nepal et hinduistisk land – det eneste i verden – som bl.a. rummer det berømte Pasupatinath-tempel. For de eventyrlystne byder det på rafting i rivende bjergfloder, trekking og bjergbestigning.
Kathmandu-dalen er et indkøbsmekka, hvor alverdens varer kunne fås længe inden vore dages globalisering. Her finder man luksusvarer af bedste kvalitet for de velhavende såvel som et rigt sortiment af ting til beskedne priser for økonomiklasse-turisten.
Tøj og sko fra Kina og hele Østasien – som er mangelvarer i Indien – foruden elektroniske dippedutter fra Japan og forbrugsvarer fra Vesten. Og så er der naturligvis kasioner, hvor inderne kan spille af hjertens lyst, hvilket de ikke kan hjemme.
Nepal er et paradis for såvel den indiske middelklasse som rygsækturister fra Vesten.
Hoteller og spisesteder byder på mange forskellige slags mad, indkvartering og tjenesteydelser til forbløffende lave priser – selv for et turistvenligt land. Turismen er landets største indtægtskilde, og inderne er måske dem, der lægger flest penge her.
Ifølge nogle beregninger giver turister i Nepal næsten 400.000 dollar ud om dagen til hotelværelser, mad, udflugter og oplevelser. Det medfører over en halv million dollar i afledet økonomisk aktivitet – i alle sektorer lige fra grønthandlere og kyllingefarmere til konferenceorganisatorer og taxachauffører.
Hvis det ikke var for turismen, ville økonomien bryde sammen. Og det truer med at ske igen, netop et år efter at et fly fra Indian Airlines blev kapret af en gruppe terrorister og fløjet til Kandahar i Afghanistan i december 1999.

Forstærket sikkerhed
»Læg schweizerknive i den indskrevne bagage,« lyder en af de mange advarsler i Kathmandus lufthavn – et resultat af de forstærkede sikkerhedsforanstaltninger efter flykapringen, som førte til, at Indian Airlines indstillede sine flyvninger til Nepal i mere end et halvt år.
Det lammede økonomien, fik tusinder af hotelværelser til at stå tomme, ødelagde salget i de fleste butikker og holdt en masse turister væk fra andre rejsemål, som man kommer til via Indien.
Netop som turistindustrien er begyndt at komme til hægterne igen, synes økonomien – og politikken - at være kapret igen. Denne gang fordi hotelpersonalet er gået i strejke for et servicegebyr på 10 procent.
Arbejdsnedlæggelsen berører bl.a. 846 hoteller, 350 rejsebureauer, 400 trekkingarrangører og fire kasioner.
Nepals bedst kendte femstjernede hotel, Soaltee, havde sidste år en omsætning på 548,63 millioner nepalesiske rupees, og 10 procent oveni vil altså give de ansatte 54,86 millioner rupees ekstra. (74 rupees = 1 dollar). Det er et meget stort beløb i et land, hvor lønningerne er lavere end i mange fattigere asiatiske lande.
Spørgsmålet er ikke, om de ansatte har ret til denne lønforhøjelse, som arbejdsgiverne er fast besluttede på at afvise. Det egentlige problem er, at der er tale om en ledelseskrise i et af verdens yngste demokratier, der blev omdannet til et konstitutionelt kongedømme efter blodige kampe for kun 10 år siden.

Ligegyldig holdning
Men den lokale variant af demokratiet, som domineres af kævlende politikere, forholder sig lige så ligegyldigt til økonomisk udvikling som det autokrati, hvor kongen bestemte alting.
Og den nuværende krise er kun en af mange, som syv ministerpræsidenter på 10 år har gjort værre ved at sætte personlige ambitioner over politikken.
To dage før hotelstrejken tvang maoistisk-ledede studenterorganisationer alle skoler og højere læreanstalter til at lukke – eller frem-skynde juleferien, som de udtrykte det.
Maoister i et hindu-kongerige kan lyde som et paradoks. Men det er ikke overraskende i Nepal – det eneste land, der i 1990’erne har haft en frit valgt kommunistiske regering.
Under flerpartisystemet har det centristiske Nepali Congress Party været ved magten det meste af tiden, men det har været tvunget til at samarbejde med alle mulige småpartier lige fra tidligere royalister til udbrydergrupper fra Nepals Kommunistiske Parti.
På baggrund af denne parlamentariske karruseltur, hvor lederne af alle partier og fraktioner har været ministerpræsident efter tur, er maoisterne svulmet op til en formidabel kraft i landområderne.

Tusinder dræbt
Tusinder er blevet dræbt under de blodige uroligheder – inspireret af maoisterne og nedkæmpet med lige så stor brutalitet af myndighederne – som hærger landområderne.
Den totale mangel på udviklingsinitiativer, tiltagende fattigdom, ringe uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder og mangel på nødvendige ting som drikkevand og elektricitet i mange områder har bidraget til at styrke maoisterne.
Denne situation forsøger myndighederne at håndtere ved at sætte politiet ind i stedet for at betragte den som en politisk udfordring med rod i økonomiske realiteter. Politikerne sår vind og løber risikoen for at høste en politisk storm.
Dette spøgelse kan selv ikke nok så mange turister mane i jorden.
Medmindre de parlamentariske partier begynder at regere og gør noget ved de påtrængende økonomiske problemer, vil størstedelen af de 22 millioner indbyggere ikke få meget glæde af demokratiet.

Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her