Læsetid: 3 min.

Nøl med havarisag

18. december 2000

Trods alvorligt flyuheld går der mange måneder, før anbefaling fra Havarikommissionen får effekt

Hård landing
Det kommer til at tage flere måneder endnu, før myndighederne får fulgt op på de anbefalinger, som Havarikommissionen for Civil Luftfart i august fremsatte efter motorhavariet på SAS’ Bodvar Viking i april i år.
Efter en oliebrand satte flyets ene motor ud kort efter start, så SAS-kaptajnen var tvunget til at nødlande flyet på kun én motor.
Lige efter havariet var SAS og andre dele af luftfartsbranchen ude med hård kritik af, at Havarikommissionen var længe om at komme i gang med undersøgelsen.
Således kunne Jyllands-Posten den 9. juli citere chefen for SAS’ interne havarikommission, Frank Kristensen for følgende udtalelse:
»Det er indlysende, at sådan en motor skal undersøges hurtigst muligt, for den kan være behæftet med en fejl, som måske også findes på andre motorer af samme type, og så skal der gribes ind øjeblikkeligt.«
Undersøgelserne af den havarerede motor blotlagde, at den i længere tid havde haft et for højt, men registreret olieforbrug, og at SAS to gange forgæves havde søgt at finde årsagen.
Men selv om selskabet altså var opmærksom på, at motoren brugte for meget olie, blev motoren ikke pillet af til omgående nye undersøgelser.
I stedet valgte SAS at flyve videre med motoren lige til den dag, hvor det gik galt.

Omgående fejlsøgning
I slutningen af august fremsatte Havarikommissionen så to foreløbige anbefalinger, de såkaldte rekommendationer.
Det skete umiddelbart efter, at motorproducenten Pratt & Whitney under ledelse af den danske havarikommission og under overværelse af den amerikanske havarikommission havde analyseret stumper fra den havarerede motor.
*Den ene rekommandation går på, at SAS omgående iværksætter »fejlsøgning i forbindelse med forhøjet olieforbrug« på de DC-9’ ere, der flyver med samme motortype. Samt at der installeres måleudstyr: Noget tape, der kan vise, hvor varm olien i motoren bliver.
*Den anden drejer sig om udskiftning af en pakning, der forhindrer varm luft og letantændelig smøreolie i at mødes.
Netop sammenblandingen af den varme udstødningsluft på 700 grader og smøreolie, der antændes ved 224 grader, menes at være årsagen til den oliebrand, der ødelagde en højtryksturbineaksel i motoren på Bodvar Viking.
SAS har efterfølgende oplyst til Information, at selskabet har registreret et for højt olieforbrug i yderligere tre af selskabets i alt 65 jetmotorer af denne type – og at motorerne derfor overvåges.
Længe før havariet havde producenten udsendt en række forskrifter – i form af særlige såkaldte Service Bulletin’er. Havarikommissionen henviser til to af disse – hvoraf den ene endda er Alert, dvs. at den kan have væsentlig betydning for sikkerheden.
De to forskrifter har hidtil været frivillige – men Havarikommissionen foreslår, at de nu gøres tvungne.

Oppe i Norge
Inden for det skandinaviske samarbejde om og med SAS er det de norske luftfartsmyndigheder, der er typeansvarlige for selskabets flåde af DC-9’ere.
Kontorchef Andreas Mourud i Luftfartstilsynet i Oslo fortæller, at man i første omgang har valgt at forhøre sig hos de amerikanske kolleger i Federal Aviation Administration, FAA.
Men først den 2. november – altså mere end to måneder efter offentliggørelsen af Havarikommissionens anbefalinger – kommer brevet til FAA af sted i postkassen.
Og syv uger senere havde Andreas Morurud endnu ikke hørt noget, men »det er på blokken at rykke inden jul«, som han forklarer.
Om den anden af Havarikommissionens anbefalinger – den om udskiftning af en særlig pakning – har SAS tidligere tilkendegivet, at selskabet agter at følge den.
Men heller ikke det har tilsyneladende nogen hast længere. Andreas Mourud forklarer nemlig, at pakningen skal skiftes ud, når motoren er inde på en såkaldt »shopvisit«, dvs. alligevel er inde på værksted.

Kender ikke tidsramme
– Hvornår sker det for de motorer, der har forhøjet olieforbrug?
»Det ved jeg ikke præcist. Der må SAS lave en større undersøgelse. Jeg kender ikke deres tidsrammer,« som Andreas Mourud svarer.
Information har spurgt SAS, præcis hvornår de tre motorer med for højt olieforbrug skal på ’shopvisit’ – men foreløbig uden at få svar.
– Er det ikke en sag, der haster?
»Ikke med det, som vi nu ved. Vi ved så tilpas meget om begivenhedsforløbet, og vi ved, hvad SAS har gjort, så der er ikke nogen voldsom hast,« svarer kontorchef Andreas Mourud. Han tilføjer, at SAS ikke er helt enige i nødvendigheden af producentens anbefalinger. Men som han understreger, så er »pointen den, at SAS er klar over, at det er et diskussionstema...«
Dagen efter, at Havarikommissionen har bekendtgjort Statens Luftfartsvæsen med de to foreløbige rekommandationer om Bodvar Viking, blev overhavariinspektør Jørn Madsen omgående fritaget for tjeneste af Trafikministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu