Læsetid: 7 min.

De nye krigsherrer

13. december 2000

De står bag den opstand, som har bragt Ehud Barak til fald. En dag skal de efterfølge Yasser Arafat. Men hvem er de nye palæstinensiske krigsherrer, og hvad vil de?

Tronfølgerne
Den palæstinensiske intifada har bragt en ny generation af ledere frem i forreste række. Det er de nye krigsherrer, der hver anden aften træder sammen for at planlægge de næste skridt i oprøret mod den israelske besættelse.
Og som er med, når slaget bølger gennem gaderne næste dag. De er opstandens ukronede konger og Israels værste fjender. De er folkets helte, men Yasser Arafats mareridt. De er fremtiden, men hvem er de, og hvad vil de?
Først og fremmest er de nye ledere et udtryk for den palæstinensiske befolknings dybe frustration over fredsprocessens fallit.
Arafat har ikke været i stand til at realisere drømmen om en levedygtig palæstinensisk stat. I stedet har han indgået en række kompromisser, som hans befolkning ikke er rede til.
Opgivelsen af drømmen om en hovedstad i Jerusalem er et af dem. Accepten af de cirka 200 israelske bosættelser på palæstinensisk territorium er et andet. Og manglen på rettigheder for de op mod fire millioner palæstinensiske flygtninge, som i dag bor spredt over den arabiske verden et tredje.
Kompromisser af denne karat afviser de nye ledere.

Bosættelser skal væk
De vil have hele det område, som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967 tilbage. De vil have en palæstinensisk stat med hovedstad i Øst-jerusalem og kontrol over Jerusalems gamle bydel med Al-Aqsa moskeen.
De vil have bosættelserne fjernet, så en palæstinensisk stat får et sammenhængende territorium. Og de vil have kompensation til de flygtninge, der ikke får mulighed for at vende hjem til en palæstinensisk stat.
Og det er krav, som vækker genklang hos det store flertal af palæstinenserne.
Den kludetæppe-fred, som Barak har tilbudt, opfatter de kun som en fortsættelse af den israelske besættelse. De mener, at en fredsaftale ikke alene kan vindes ved forhandlingsbordet. Der skal mere til. Prisen for at holde Vestbredden og Gaza besat må op, hvis Israel skal bringes til at give de nødvendige indrømmelser.
Som den mest populære af de nye ledere, chefen for Fatahs paramilitære organisation Tanzim, Marwan Barghouti udtrykker det:
»At vende tilbage til forhandlingsbordet under den samme ramme som før, det er bullshit. Det er nok nu. Tror I nogensinde, at man kan oprette en palæstinensisk stat uden Jerusalem? En stat fyldt med bosættelser? En stat, som er omringet af den israelske hær? Hvilken slags stat er det? Vi er ikke imod forhandlinger, men syv års erfaring har lært os, at vi ikke når nogen resultater uden at bekæmpe besættelsen. For at få forhandlingerne til at lykkes, må vi fortsætte intifadaen«, siger han til ugemagasinet Newsweek.

Et militant svar
Både Marwan Barghouti og de andre nye ledere går ind for et militant svar på besættelsen. Et svar, hvor alle angreb på israelske interesser på Vestbredden og i Gaza er legitime.
Og det siger de åbent. Intifadaen foregår på to niveauer: fredelige protester og decideret modstandskamp.
»Blodsudgydelse vil blive mødt med blodsudgydelse. Vi lever i en situation, hvor Israel forsøger at genbesætte vores land. Og det er vores ret at forsvare os selv,« siger et andet af de nye stjerneskud på den palæstinensiske himmel, Arafats sikkerhedschef i Gaza, Muhammed Dahlan, til det britiske dagblad The Times.
Eller som Hussam Khader, Tanzim-leder i Nablus-området på Vestbredden udtrykker det:
»Opstanden er et kirurgisk indgreb, som har til formål at afhjælpe fredsprocessens mangler.«
En af de førende eksperter i palæstinensisk politik, professor ved USA’s Naval Postgraduate School, Glenn Robinson finder udviklingen meget interessant: »Der er opstået et nyt lederskab, som i langt højere grad end de gamle PLO-ledere repræsenterer befolkningens synspunkter. Og det sætter en helt anden dagsorden for de fremtidige fredsforhandlinger med Israel,« siger Glenn Robinson.
Ud over at kritisere Arafats kompromissøgende kurs over for Israel har både Khader og Barghouti i skarpe vendinger kritiseret den omfattende korruption i selvstyrets top.
Arafat kritiseres ikke personligt for korruption, men hele den gamle garde af PLO-ledere, som han har medbragt fra eksilårene i Tunesien får råt for usødet.
Hussam Khader har åbent anklaget 50 navngivne PLO-ledere for at have bragt såvel deres familier som formuer ud af landet under den igangværende intifada.
»Arafat er paraplyen over disse korrupte folk. Men han er stadig leder af den nationale bevægelse. Hvis Arafat ikke var der, ville opstanden have været rettet mod selvstyremyndighederne«, siger Hussam Khader til Newsweek.
»Hvis denne opstand ikke resulterer i en omorganisering af det palæstinensiske hus, anser jeg den for at være slået fejl«.
Ifølge Glenn Robinson er oprøret mod »tuneserne« en meget vigtig faktor i opstanden og en af hovedårsagerne til de nye lederes popularitet.
»Tuneserne har sat sig på næsten alle vigtige poster i det palæstinensiske selvstyre. Det er folk trætte af,« siger han og konstaterer, at det er symptomatisk for oprøret, at alle de store ledere, som ellers har så travlt med at markere sig, har været fuldstændig fraværende under intifadaen.

En ny dagsorden
Fremvæksten af et nyt og langt mere populært lederskab betyder, at den gamle garde må skærpe forhandlingslinjen over for Israel. Ifølge Rosemary Hollis, der er leder af Institut for Mellemøststudier på Royal Institute of Foreign Affairs i London, er der ingen tvivl om, at Arafat og hans forhandlere må tilpasse sig folkestemningen.
»Hvis han ikke formår at tilpasse sig, er han færdig,« siger hun. »Men det gør han formentlig, for det er et spil, han er ekspert i.«
Hun understreger imidlertid, at det i øjeblikket vil være fuldstændig umuligt at vende tilbage til forhandlingsbordet med de nye lederes krav:
»Jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Israel er jo ikke engang i stand til at honorere de indrømmelser, som Barak gav i Camp David. Jeg tror, det kræver en helt ny israelsk regering – og måske også en helt ny palæstinensisk ledelse, før der er hul igennem igen.«
Det er Glenn Robinson enig i: »Barghouti og co. presser helt klart den gamle garde omkring Arafat til at forhandle fred på et nyt grundlag, og det vil få afgørende indflydelse på fredsprocessen. Det vil helt sikkert blive meget sværere at nå til en aftale nu efter intifadaen, fordi de nye ledere ikke er parate til de kompromiser, som Arafat var,« siger han.
»Men det positive aspekt er, at hvis en aftale kommer i hus, så vil den også kunne holde. Det skyldes, at de nye lederes synspunkter er langt mere repræsentative for befolkningens holdninger end Arafats.«

Gammel magtkamp
De fleste palæstinensiske og uafhængige iagttagere vurderer, at Arafat i øjeblikket gør alt for at undgå at komme i modsætning til gadens parlament. Han har også gjort en del for at imødekomme de lokale oprørsledere. Hver anden aften mødes ledende Arafat-folk med de lokale kommandanter og repræsentanter for alle politiske fraktioner, også de islamiske grupper Hamas og Islamisk Jihad for at koordinere næste runde af intifadaen.
På den måde prøver han at tilpasse sig kritikken og samtidig opnå en vis kontrol med begivenhedernes gang.
Nøjagtig samme taktik, som PLO-ledelsen i Tunis brugte under den første intifada fra 1987-92, da de lokale ledere på Vestbredden og i Gaza truede med at overskygge Arafat.
Splittelsen mellem de nye ledere og det gamle PLO-lederskab er i høj grad en splittelse mellem insidere og outsidere, dem der er vokset op under israelsk besættelse og dem, der har levet det meste af deres liv i eksil.
De nye ledere er alle vokset op på Vestbredden og i Gaza. De kender israelerne som deres egen lomme. De er vokset op i overfyldte flygtningelejre med israelske soldater uden for døren døgnet rundt og har lært hebræisk i de israelske fængsler. De anerkender uden problemer Israels ret til at eksistere, så længe det bare er bag grænserne fra 1967.

Efter Arafat
Hverken Glenn Robinson eller Rosemay Hollis mener, at de nye ledere er nogen trussel mod Arafat i øjeblikket:
»De kan ikke vælte Arafat nu, men de er bestemt fremtidens stemme,« siger Hollis.
»De er først og fremmest lokale ledere, ikke rivaler til lederposten, endnu. Men på længere sigt kan de sagtens true ham. Arafat er efterhånden 71. Han lever jo ikke evigt og er ikke nogen rask mand,« siger Rosemay Hollis.
Glenn Robinson er enig: »Barghouti og de andre nye ledere er ikke en trussel mod Arafat i dag, men de er helt klart en magtfaktor, som han må tage hensyn til.«
Hvis Arafat dør i morgen, er det stadig medlemmer af den gamle garde, der rager højest op som arvtagere til præsidentposten. De to navne, der oftest nævnes af iagttagere, er PLO’s generalsekretær Mahmoud Abbas alias Abu Mazen og parlamentsformand Ahmed Qurei alias Abu Ala’.
De har begge to været nøgleforhandlere i Oslo-processen, men har ingen folkelig opbakning og tilhører begge to den gamle Tunis-garde.
Ifølge den palæstinensiske grundlov overtager parlamentsformanden ansvaret i de første 60 dage efter præsidentens død, hvorefter der skal afholdes valg. Problemet med loven er bare, at den aldrig er underskrevet af Arafat og derfor formelt ikke gælder.
Så hvad, der præcist vil ske i tilfælde af Arafats bortgang, er et åbent spørgsmål. Ifølge Glenn Robinson afhænger det i høj grad af, om det sker før eller efter oprettelsen af en palæstinensisk stat. Sker det før, er døren åben for kaos, men sker det efter, er en fredelig arvefølge mest sandsynlig.
Under alle omstændigheder vil der være mange om buddet, for Arafat har – trods fortidens attentatforsøg og sit vaklende helbred – omhyggeligt undladt at udnævne en kronprins.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her