Skal et kunstmuseum tækkes tidsånden? En vanskelig manøvregang for det allerede alt for lille, nyudbyggede Statens Museum for Kunst, der genåbner sin moderne samling den 26. december
Inden genåbningen af den moderne samling på Statens Mu-seum for Kunst den 26. december har en samlet, nysgerrig skare af kunstkritikere allerede været der. Alle kunstelskere håber inderligt, at det bliver bedre på Statens Museum for Kunst. Museet er stadig trods Internet og udlandsrejser for kunstfolk og andet godtfolk selve taktslaget i det danske kunstliv. Det er målt op imod museets store værker, at kunstens øjeblikkelige K-værdi sættes.
Ikke så få gæster har i de seneste måneder skuffet måttet dreje om på hælen, når de så skiltet med lukket foran døren ind til den moderne samling, men har så til gengæld kunnet glæde sig over museets særdeles vellykkede udstilling med symbolistisk malerkunst fra Europa og Danmark, »Sjælebilleder«. Det går generelt meget bedre med at håndtere fortiden end med nutiden for museet.
Men hvordan kortene ender med at blive blandet, må naturligvis indtil den 26. december stå hen i det uvisse. Og lad dog så de stakkels museumsfolk få lidt arbejdsro, vil en og anden sikkert og med rette indvende. Men Statens Museum for Kunst er en offentlig arbejdsplads med vidtrækkende betydning for både kunstnere, kunstelskere, presse og gallerister, så derfor er medarbejderne dér omvandrende skydeskiver.
Man kan kun gisne om, hvordan de kunstfaglige museumsfolk vil tackle det store problem med præsentation og selektion af værker fra en samling, der er tre gange større, end den nye tilbygning kan rumme. Og bæve for, hvordan de kunstværker, vi har savnet så længe, vil blive præsenteret i en bygning inddelt i små køjerum og med alt for store panoramavinduer ud til Østre Anlæg, en bygning som overhovedet ikke egner sig til at eksponere kunst.
Man har aldrig nogensinde set et museum med så megen spildplads. Ikke væsentlig mere plads til kunsten blev det til efter to års lukning og 245 millioner kroner i byggeomkostninger. Selv om udstillingsarealet steg fra 17.000 til 30.000 km2.
Jeg kalder det nye, amfiteatralske trappeparti ud til parken for the void tomrummet og det ligner jo også et klinisk tandlægelandskab, hvorfra Karius og Baktus for længst er flygtet. Ikke fugls føde til de små plageånder er der. Spændende at se første gang, men for hver gang, man er kommet der siden, har det givet anledning til ærgelse.
En rød-orange-gul mobile af Ib Geertsen er taget som gidsel, for malerier tager skade af at hænge dér, på grund af lysintensiteten.
Hertil kommer den store museumsgade, der indtil nu har været næsten tom. Hvorfor ikke fylde den til bristepunktet med store skulpturer og dér indrette et af verdens største skulpturgallerier? Her ville man virkelig kunne opleve diversiteten i den skulpturelle praksis. Vi har i Danmark nogle særdeles stærke skulptører, som her sammen med deres internationale kolleger ville kunne levere en slags skulpturens pride parade.
Matisse-samlingen en af verdens allerbedste med billeder, der konstant er efterspurgt i udlandet blev oprindelig forvist til et spidst, højloftet rum ud til parken, der lå badet i lys. De små billeder forsvandt som frimærker på de store vægge. Det er allerede blevet bedre. Og så er der endelig den kritik, som museet har mødt i pressen navnlig i forbindelse med Ekstra Bladets kunsthetz hvor museets store indkøb og præsentation af nogle af firser-generationens malere i særdeleshed Claus Carstensen og Peter Bonde blev voldsomt mistænkeliggjort. Hvor skal deres værker hen nu? Efter alt at dømme ender de i kældermagasinet. I hvert fald Claus Carstensens, der ellers i årevis har været særdeles højt skattet af museet. At man nu ikke fastholder en tro på denne kunstners lødighed og vigtighed viser, at man trods forsikringer om, at pressen ikke sætter dagsordenen for museet rider på populismens ustabile og ubønhørligt forhastede jugement. Dette peger også på det dilemma, museerne står i, når de vil tækkes tidsånden og samtidig er forpligtede på evigheden.
De kunstfaglige medarbejdere på Statens Museum for Kunst er endnu en gang sat på en vanskelig opgave, men måske skal de mere lade sig råde af deres hjerte end af deres intellekt. Kunst opleves med maven, var der engang en ung kurator, der sagde. Kunst er til syvende og sidst et dybt personligt anliggende. Hertil kommer det store problem, at den moderne kunst i stig-ende grad er blevet vanskelig at præsentere, fordi den ofte betjener sig af nye, virkelighedssøgende materialer fra mange registre af tilværelsen. Det kan være elektroniske værker som video, der er overordentlig svær at præsentere tilfredsstillende i kunstens hvide kube. Den kræver et separat, lyd-isoleret rum med stole til betragterne. Det er med andre ord ressourcekrævende.
I Tate Modern har man løst problemet udmærket, men ved enkelte præsentationer trænger noget af lyden ud og blander sig med værkerne i de tilstødende sale. Det er værker, der måske ikke har den store, æstetiske udstråling eller forarbejdning i traditionel forstand. Hele kunstens værkbegreb er forlængst krakeleret. I stedet har man i stigende grad en kunst, der ønsker at undersøge den menneskelige eksistens, iscenesat på en måde, der lader sig opleve netop som en del af virkeligheden. Dét er en svær nød at knække for et statsligt museum.
Et af de tiltag, som overinspektør Vibeke Petersen påpeger, at museet har gjort, er at satse på rullende permanente udstillinger. Det betyder, at man løbende kan justere og nyophænge den permanente samling. Det må betegnes som et frem-
synet tiltag, der sikrer forsyningen af nye oplevelser for et trofast publikum. Måske man også kunne lave tematiske præsentation à la Tate Modern. Det er øjenåbnende som alternativ til den kronologiske, kunsthistoriske fabel, som et stort publikum allerede kender.
