Læsetid: 4 min.

Nyrup tror stadig på sin kommissær

9. december 2000

Den danske regering tror stadig på én kommissær til alle EU-lande. En større EU-kommission vil dog blive hærget af interne magtkampe, vurderer professor.

Kommissærerne
NICE – Den danske regering tror fortsat, at det vil lykkes at få gennemtrumfet kravet om én fast kommissær pr. medlemsland i et udvidet EU, både nu og på længere sigt .
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) mener, at de største EU-lande langsomt er ved at bevæge sig mod et kompromis, der vil tilgodese de små landes krav om faste kommissærposter:
»Jeg fornemmer en større lydhørhed og en vis gradbøjet forståelse for, at alle lande får en kommissær. Det skal ikke overfortolkes, men det bevæger sig i hvert fald ikke i den forkerte retning,« sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Han understregede dog, at problemet med kommissærposter først vil blive løst, når regeringslederne er nået til enighed om samtlige udestående knaster i den ny traktat. Disse forhandlinger begyndte først for alvor i går aftes.
Irlands ministerpræsident Bertie Ahern, der også ønsker at bevare én kommissær per land, antydede dog over for Information, at det ikke er sikkert, at fronten af fem små lande, der slås for deres kommissærer, vil holde hele topmødet igennem:
»Vi har ikke set nogen bøje af – endnu,« sagde Ahern. Han vurderer, at der vil blive vedtaget en traktat, der indeholder en protokol, som vil forpligte EU til at se på spørgsmålet om på længere sigt at opgive ordningen med én kommissær per land og acceptere en ligelig rotation.

Pyrrhus-sejr
Hvis det lykkes gruppen af små EU-lande at få gennemtrumfet kravet om én kommissær pr. medlemsland også i et udvidet EU, kan det blive en Pyrrhus-sejr for de små lande, der også ønsker en stærk og effektiv EU-Kommission.
For en stor kommission vil uundgåeligt føre til enorme interne koordinationsproblemer.
Sådan lyder vurderingen fra professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen fra Aarhus Universitet. Han påpeger, at den nuværende EU-Kommission med tyve kommissærer for længst har overskredet grænsen for, hvad der er politisk hensigtsmæssigt:
»Det er oplagt, at de interne koordinationsproblemer vokser i takt med, at politiske ledelsesorganer udvides med flere personer. Spørgsmålet er imidlertid, om problemerne først indtræffer, når antallet overstiger tyve medlemmer. På baggrund af erfaringerne fra danske regeringer vil jeg bestemt vurdere, at koordinationsproblemerne begynder væsentligt tidligere,« siger professor Grønnegaard Christensen til Information.

Intern strid
Hvis der skal findes plads til en række nye medlemmer i Kommissionen, når EU udvides med nye lande fra Øst-og Centraleuropa, vil det formentligt blive nødvendigt at finde på helt nye sagsområder.
De historiske erfaringer viser, at der dermed ofte opstår uklare arbejdsdelinger mellem forvaltningerne med magtkampe til følge.
I dansk sammenhæng har opdelingen af universitetsområdet mellem Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet f.eks. medført, at både ministre og embedsmænd har brugt meget energi på at bekrige hinanden.
Lignende kampe kan ifølge professor Jørgen Grønnegaard Christensen forventes i Kommissionen, hvis der skal opfindes nye sagsområder. Faktisk bruger kommissærerne i Bruxelles allerede i dag en hel del tid på at bekæmpe hinanden. Sommerens slagsmål mellem den danske kommissær Poul Nielson og hans kollega Chris Patten om hvem, der har retten til at uddele udviklingsmidler, er et frisk eksempel.
Grønnegaard Christensen mener dog, at der potentielt kan være fordele ved at have store politiske ledelsesorganer: »Fordelen ved et højt antal politiske ledere kan hypotetisk set være, at den politiske ledelse bringes tættere på de operative niveauer i forvaltningen.
Men det er meget svært at nævne konkrete eksempler på, at dét har været tilfældet i Danmark i forbindelse med udvidelser i antallet af ministre.«

Mega-Kommission
Hvis princippet om én kommissær pr. medlemsland fastholdes, vil Kommissionen kunne sammensættes på mindst tre måder:
*Nye ressortområder:
Problemet kan løses ved at opfinde nogle helt nye ressortområder til de nye kommissærer. EU’s udenrigspolitiske relationer er f.eks. allerede fordelt på tre kommissærer.
Øvelsen vil i givet fald være at opspalte de nuværende kommissærposter på yderligere syv-otte områder.
*Hierarkisk opdeling:
Problemet kan også løses ved at indføre et hierarki i Kommissionen, hvor nogle kommissærer får tilknyttet en underordnet vice-kommissær.
Modellen kendes fra flere europæiske lande, der i dag opererer med viceministre.
Øvelsen vil i givet fald være at sikre, at det ikke nødvendigvis bliver de mindste lande, som altid skal acceptere at få de sekundære kommissærposter.
*Uden portefølje:
Problemet kan også løses ved at oprette en række kommissærposter uden såkaldt ‘portefølje‘. Nogle kommissærer vil dermed ikke have ansvaret for et egentligt sagsområde, men blot sidde med ved bordet i Kommissionen.
Modellen kendes bl.a. fra tidligere danske regeringer, hvor nogle ministre heller ikke har haft en portefølje.
Den senere statsminister, Jens Otto Krag, indtrådte f.eks. i regeringen i 1953 som minister uden portefølje. CD’s stifter, Erhard Jakobsen, har også været minister uden portefølje i en kortere periode.
Øvelsen for regeringslederne vil i givet fald være at forklare offentligheden, hvad der er den dybere mening med at have en række kommissærer, der kun er til pynt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu