Læsetid: 4 min.

Nyt DR går i luften

15. december 2000

15 nye programmer på P1 skal skaffe nye lyttere, viser Danmarks Radios store programomlægning, der blev præsenteret i går

Når P1 går i luften efter nytår, bliver det med 15 nye programmer. Ifølge P1-redaktør Peter Johannes Schjødt er det programmer, der både vægter kvalitet og dybde, men også skal tiltrække nye og yngre lyttere til kanalen, fordi 750.000 af kanalens en million lyttere om ugen er over 50 år.
Internt på P1 og blandt lytterne har der tidligere været voldsom kritik af ideen om at ændre koncepten for P1 af frygt for, at det vil føre til en udvanding af kvaliteten.
Men nu hvor beslutningerne er taget, og den længe ventede programomlægning af Danmarks Radios fire kanaler for år 2001 blev præsenteret i går, vil P1 medarbejderne vente og se tiden an.
»Jeg vil tage dem på ordet, når ledelsen siger, at der fortsat vil være høj kvalitet,« siger journalist Ruth Sperling fra programmet ’Orientering’ til Information.
»Også P1 bør forandre sig, og det er godt, at der sker noget nyt nu. Så må vi bedømme resultatet, når det går i luften,« siger Ruth Sperling.
I flere af de nye programmer kommer almindelige menneske frem for eksperter til at spille en større rolle – en udvikling, der ifølge Kjeld Koplev fra P1 har været i gang på kanalen i fem-seks år, men som nu bliver sat mere i system.
Det nye filosofiske program ’Eksistens’, tager udgangspunkt i et menneske, der fortæller om et valg eller et dilemma, vedkommende har stået over for, for eksempel organdonation, fosterreduktion eller utroskab.
»Det er ikke kun eksperter, men også almindelige mennesker, der forholder sig filosofisk til livet,« siger Bjørg Tulinius, der er en af de tre kvindelige tilrettelæggere af Eksistens.
»Særligt nu, i en tid hvor der ikke længere er en fælles moral eller normsæt at forholde sig til, er det relevant at diskutere, hvilke normer det enkelte menneske kan følge med udgangspunkt i et valg, en person har stået overfor. I vores program bliver den enkelte persons erfaringer sat ind i en større sammenhæng ved at inddrage historikere eller filosoffer,« siger Bjørg Tulinius.
Et andet nyt program på P1 er midnatsprogrammet ’Poul Friis’, der har haft succes på Bornholms Radio.
»Jeg tager en sag op, som danskerne har talt om i løbet af dagen, har en gæst i studiet, der har noget med sagen at gøre, og giver lytterene mulighed for at ringe ind og stille spørgsmål uden afbrydelser af skarpe spørgsmål eller musik,« siger Poul Friis.
»Det lyder måske gammeldags, men det er nødvendigt at høre hinandens synspunkter for at have mulighed for at tage bedst mulig stilling til en aktuel sag, uden at have en journalist som filter,« siger han.

Nye nyheder
På P3 er den mest omdiskuterede forandring den kommende nyhedsudsendelse, der henvender sig til lyttere mellem 20 og 30 år, og erstatter den traditionelle radioavis med dertil hørende rådhusklokker.
Det er en af de satsninger, der skal modvirke, at P3’s lyttere flygter til lokalradioerne, for eksempel The Voice og Uptown Radio, hvilket de seneste lyttertal tyder på.
DR’s andel af radiolytningen er de seneste fem år reduceret til 62 procent, og det er især P3, der har mistet lyttere. Fremover varer nyhederne kun fem minutter, hvilket giver tid til to tophistorier op til halvandet minuts varighed og to-tre mindre nyheder.
De fem minutter er besluttet af hensyn til sendefladen, hvor en halv times nyheder menes at afbryde flowet og betyder, at de lyttere, der kun vil høre musik, forlader kanalen.
Men ifølge nyhedsredaktionen bliver det ikke ’ungdomsnyheder’, lytterne kommer til at høre fremover.
»Det er de samme historier som den øvrige del af medierne, men med den forskel, at vi for det første ikke medtager de politiske mellemregninger – for eksempel et lovforslag, som SF har en kommentar til, men som ender med alligevel ikke at blive vedtaget,« siger Thomas Falbe, der er en af de fem journalister på redaktionen, hvor den ældste er 32 år.
Redaktionen forventer, at mange har hørt nyheder på andre radiokanaler eller gennem dagbladene og opfatter derfor nyhederne på P3 som opdaterende nyheder, folk kan få uddybet i tv om aftenen.
»Desuden vil vi prøve at udvide nyhedsbegrebet ved at flytte nyhederne ned i øjenhøjde,« siger Morten Spiegelhauer, der også er del af nyhedsredaktionen.
»Vi kan sagtens dække EU-forhandlingerne i Nice, men vil fortælle tingene, som vi ville fortælle dem til en ven ved middagsbordet,« siger Morten Spiegelhauer.

FAKTA
Ændringer på de fire radiokanaler
*P1:
– Et nyt morgenprogram om erhverv, penge og politik.
– Det filosofiske program
’Eksistens’.
– ’Principia’, der er et nyt videnskabsprogram.
– Et kritisk medieprogram, ’Mennesker og medier’

*DR Klassisk og P2musik:
– ’Observatoriet – musik tæt på stjernerne’, hvor en gæst inviteres i Rundetårn for at tale om musik
– ’Musikalsk krydsord’

*P3:
– P3-nyheder erstatter den traditionelle radioavis
– ’Holger D’ benytter lytteragenter, der indsender historier

*P4:
– ’Zeppelin’, der har lytteragenter i hele verden, som fortæller historier fra forskellige lande

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her