Læsetid: 2 min.

Omstridte kunstnere i kælderen

2. december 2000

Ny disponering af den moderne samling på Statens Museum for Kunst. Flere af de yngre kunstnere er ude. Heriblandt Claus Carstensen
Af
Den nye tilbygning i Statens Museum for Kunst har i længere tid været lukket for offentligheden, fordi museet arbejder på en ny præsentation af den moderne samling.
I den nye, permanente ophængning vil man ikke kunne se værker af bl.a. de to firserkunstnere malerprofessoren Claus Carstensen og hans kollega malerprofessoren Peter Bonde, erfarer Information.
De to kunstner har i særlig grad været i kritisk søgelys i forbindelse med den første ophængning.
Men overinspektør Vibeke Petersen afviser, at omdisponeringen af den permanente udstilling har noget at gøre med den omfattende kritik, der har været af museets ophængning:
»Kritikken er væsentlig, men det har intet med det at gøre. Medierne skal ikke sætte dagsordenen, det gør vi selv,« siger hun.
En stort set enig presse kritiserede den ny tilbygning til Statens Museum for Kunst, da museet genåbnede i november 1998 med trut og trat og dronningerøgelse. Både med hensyn til selve arkitekturen, som vi her i avisen kritiserede for at være skizofren, og for ikke at give en tomme mere plads til kunsten og med hensyn til dens uegnethed til at fremvise kunst.
Hertil kom en indgående kritik af museets præsentation af værkerne fra den store samling af kunst fra det 20. århundrede.
»Vi har lært det nye hus at kende. Da vi åbnede, overtog vi arkitektens ruminddelinger«, siger overinspektør Vibeke Petersen, der leder den moderne samling.
»Nu har vi lavet vores egne. Vi vil have noget så paradoksalt som en rullende, permant ophængning,« siger hun.

Nyhederne
Om de to omstridte kunstneres fremtid på museet siger Vibeke Pedersen: »Det er muligt, at vi hænger nogle værker af Peter Bonde op. Det har vi endnu ikke besluttet, og det er desuden heller ikke kun Claus Carstensen, som viger pladsen for anden kunst ved denne genophængning, men også andre kunstnere. For vi har så tilpas meget i samlingen, som ville være relevant at vise frem og desuden en del nyerhvervelser, vi gerne vil præsentere. Der ville kun være plads til samtlige kunstnere, hvis bygningen var tre gange så stor.«
Blandt nyhederne er en omfattende præsentation af Richard Mortensens værker og et særskilt rum med den tyske kunstner Gerhard Richter, som repræsenterer det konceptuelle maleri.
Afdelingen vil genåbne for offentligheden den 26. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her