Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

9. december 2000


Henrik Dam: Alle får det bedre
*En reform af førtidspensionen er nu på plads. Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) talte om »solskin i Socialministeriet«, da han i går præsenterede resultatet.
Spurgt om han overhovedet kunne komme i tanke om nogen, der ville få det dårligere under de nye regler, sagde han slet og ret »nej«.
Forliget om reformen er indgået mellem regeringen, Venstre, Konservative, SF, CD og Kristeligt Folkeparti. Lovforslaget om reformen vil blive fremsat allerede i næste uge, men de nye regler træder først i kraft i 2003.
Reformen skønnes på længere sigt at koste statskassen 2,1 mia. kr. om året.
Artikel side 6

Forsvundne Thule-papirer dukket op
*Papirer i Thule-fangernes sag om erstatning, om ellers officielt var betegnet som bortkomne, er pludselig dukket op i Rigsarkivet og kan måske bidrage med nye oplysninger i den årelange sag. Papirerne er fundet af forskningslektor Jens Brøsted, Institut for Statskundskab, som mener, at embedsmænd i statsadministrationen bevidst har tilbageholdt papirerne. Thule-fangernes advokat, Christian Harlang, siger, at de bortkomne papirer er endnu et bevis på, at den danske stat forsøger at skjule oplysninger for offentligheden.
Artikel side 6

Florida-dommere gik imod Gore
*Dommere i Florida afviste i dag demokraternes krav om, at tusinder af stemmesedler i to valgdistrikter bliver diskvalificeret.
Kendelsen fra de to dommere er et nyt nederlag for demokraternes præsidentkandidat, Al Gore. Samtidig betyder den, at republikanernes kandidat, George W. Bush, rykker tættere på Det Hvide Hus.
Dommer Terre Cass fra kredsretten i Leon Amt sagde, at på trods af uregelmæssigheder i to valgkredse i Florida, så »var valgets integritet ikke blevet kompromitteret«.
I to separate retssager havde demokratiske vælgere bedt retssalene om at tage stilling til, om 25.000 stemmesedler i distrikterne, Seminole og Martin, skulle udelades fra valgresultatet. Såfremt demokraterne havde vundet, kunne Gore have overhalet Bush, der fører med 537 stemmer i Florida.

Nyrup fremlagde de danske krav
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik i aftes lejlighed til at fremlægge de danske krav i forhandlingerne om en ny EU-traktat for den franske præsident Jacques Chirac, der leder det europæiske topmøde i Nice. Efter tur blev EU-landenes regeringschefer i løbet af aftenen kaldt ind til Chirac, der på den måde forsøger at skabe sig et overblik over landenes mange ømme punkter.
»Vi har uden svinkeærinder gjort meget ud af, at det står fuldstændig klart for ham (Chirac, red.), hvad vi kan, og hvad vi ikke kan,« sagde Poul Nyrup Rasmussen efter den halve times møde med den franske præsident.
De største knaster, der venter EU-toppen i weekenden, bliver magtfordelingen i EU's besluttende organ, Ministerrådet, og at finde frem til en ny sammensætning af EU-Kommissionen. Dertil kommer en række forslag, der vil afskaffe enkeltlandes adgang til at blokere for EU-initiativer.
Artikel og leder på forsiden
Tema side 4

EU giver Burundi milliardstøtte
*EU vil støtte fredsbestræbelserne i Burundi. En krisehjælp på 150 mio. euro (ca. 1,1 mia. kroner) er på vej til det krigshærgede, afrikanske land næste år, oplyste EU-embedsmænd i Bruxelles fredag.
Aftalen vil yde 43 mio. euro til landbrugssektoren. Resten af EU-pengene skal gå til kampen mod fattigdom, humanitær hjælp og sundhedsprogrammer.
Mere end 200.000 mennesker blev dræbt i den sidste fase af borgerkrigen i Burundi, der brød ud i 1993, da tutsier myrdede landets første demokratisk valgte præsident, Melchior Ndadaye, der var hutu.

Øget handel med diktatur-stat
*En håndfuld danske virksomheder, med træfirmaet Dalhoff Larsen & Hornemann (DLH) i spidsen, har sat ny fart på Danmarks samhandel med militærdiktaturet i Burma, skriver Politiken.
Halvdelen af importen fra Burma kommer til Danmark via den børsnoterede DLH-koncern, som er verdens største importør af hårdt træ.
Men nu bebuder en af selskabets største aktionærer, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, at den vil trække sig ud af DLH, hvis ikke koncernen standser sin import af teaktræ fra Burma. LD sidder på næste ti pct. af aktierne.
DLH’s administrerende direktør Jørgen Møller-Rasmussen afviser kritikken: »Vi arbejder efter et værdigrundlag, der siger, at samhandel og dialog er den nærende grobund for menneskerettigheder. Vi mener ikke, at det nogen steder i verden er påvist, at boykot er bedre end dialog,« siger han.

Projektmedarbejdere i Indonesien dræbt
*Tre lokale projektmedarbejdere på et dansk støttet menneskerettighedsprojekt for torturofre i Aceh-provinsen i Indonesien er blevet dræbt på en måde, der ligner henrettelse, meddeler Udenrigsministeriet.
Ifølge vidneudsagn blev drabene begået af indonesiske sikkerhedsstyrker, mens det lykkedes for en fjerde, såret projektmedarbejder at flygte. En patient på det dansk støttede center for torturofre RATA skal også være blevet dræbt. Det dansk finansierede projekt har til formål at rehabilitere torturofre i den urohærgede indonesiske Aceh-provins.

Hacker-angreb på danske servere
*Storstilede angreb fra et ukendt antal hackere har sat sit klare aftryk på den danske del af Internet. Igennem de seneste måneder er det lykkedes for hackere at skaffe sig adgang til og kontrol over en lang række danske internetservere, skriver Ingeniøren.
Sikkerhedskoordinator Preben Andersen, fra den danske afdeling af den internationale sikkerhedsorganisation Cert, har stået for efterforskningsarbejdet.
»Herhjemme drejer det sig om mere end 50 servere spredt på primært uddannelsesinstitutioner, men også private virksomheder,« siger han. En analyse af trafikmønstrene har vist, at angrebene er kommet fra Holland, og det hollandske politi har anholdt en 17-årig. Siden er angrebene dog fortsat. Den danske Cert-afdeling frygter, at de voldsomme hacker-angreb kan være forløber for et angreb, som kan lamme hele Internet i julen.

Nyt liv til Stalins nationalmelodi
*Ruslands parlament vedtog i går med overvældende flertal at genindføre Stalins gamle nationalsang. Det er i første omgang kun melodien, der gøres til Ruslands kommende nationalsang. De tidligere svulstige henvisninger til Sovjetunionen skal byttes ud med nye ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu