Valutafonden redder Argentinas økonomi fra kollaps, men sikrer ingen varig løsning og skaber nye sociale problemer
Det har været så som så med julefreden for Argentinas præsident Fernando de la Rúa. Ganske vist kunne han fejre julen med en vis lettelse, efter at Den Internationale Valutafond (IMF) og en række andre internationale långivere lige før jul blev enige om at stille en kreditpakke på i alt 39,7 milliarder dollar til rådighed for hans regering de næste tre år. Uden julepakken havde de la Rúa set sig nødsaget til at standse landets betalinger i løbet af 2001. Mellem 14 og 15 milliarder dollar forfalder til betaling i årets løb. Dertil kommer et budgetteret underskud på næsten syv milliarder næste finansår.
Hvis Argentina havde standset sine betalinger, ville det have trukket Latinamerikas største økonomi, Brasilien, med sig og dermed hele Mercosur frihandelssamarbejdet. Virkningerne kunne hurtigt have bredt sig til resten af kontinentet, inklusive regionens næststørste økonomi, Mexico, der gennem det nordamerikanske frihandelsområde NAFTA er meget tæt knyttet til USA. Med de forringede udsigter for den amerikanske økonomi det kommende år var perspektiverne skræmmende.
Derfor blev det vigtigt at hindre et økonomisk sammenbrud i Argentina. Kun to år efter at en tilsvarende redningspakke på 41,9 milliarder dollar blev stablet på benene for at redde Brasilien fra et økonomisk sammenbrud, stod Argentina for tur.
I 1995 blev Mexicos økonomi reddet på stregen af en tilsvarende økonomisk garanti på 40 milliarder, hvoraf dog kun halvdelen kom til udbetaling, efter at pesoens styrtdyk omkring årsskiftet 1994-95 sendte trykbølger gennem de latinamerikanske økonomier, bedre kendt som »tequila-effekten«.
De la Rúa har skaffet sig et økonomisk pusterum og dermed mulighed for at rette op på landets skrantende økonomi efter 30 måneders økonomisk nedtur. Men han har travlt. Juledagene er gået med hektiske møder i regeringen og med oppositionen, finanseksperter og forskellige organisationer for at få de første af de økonomiske indgreb på plads, der er en følge af redningspakken.
Ifølge lokale iagttagere kom pakken fra IMF, Verdensbanken, Den Interamerikanske Udviklingsbank, Spanien, private argentinske banker og pensionsfonde på plads i sidste øjeblik efter nogle særdeles varme måneder med strejker og demonstrationer flere steder i landet på grund af regeringens begrænsede indsats for at mindske krisens sociale virkninger.
Da de la Rúa den 18. december gav meddelelse om den kolossale økonomiske redningspakke, lovede han også, at 30 måneders økonomisk tilbagegang ville være vendt inden årsskiftet.
I onsdags kunne han så meddele, at de første aftaler til en genopretning af økonomien er kommet på plads. Det drejer sig om en række offentlige anlægsprojekter til en samlet værdi af 2,2 milliarder pesos (det samme beløb i dollar, da pesoen er bundet til dollaren med kursen 1:1), som skal finansieres af staten, koncessionerede foretagender og af en særlig fond.
Beslutningen er en sejr for de la Rúa, fordi det lykkedes ham at bryde oppositionens blokering i Senatet af lovkomplekset ved at alliere sig med provinsguvernørerne, der har en klar interesse i at få store anlægsarbejder til deres provinser. Samtidig lykkedes det ham at få tilslutning fra den peronistiske opposition til næste års finanslov, efter at flere af regeringens egne kongresmedlemmer var gået imod.
Regeringen har dog stadig mange forhindringer at overvinde. IMF, der tegner sig for en trediedel af redningspakken, har stillet en række betingelser (den formelle beslutning træffes først i midten af januar i IMFs bestyrelse). I argentinsk sammenhæng er det stærkt kontroversielle betingelser, fordi mange betragter dem som en undergravning af den såkaldte »argentinske velfærdsmodel«, der har sine rødder i general Juan Domingo Peróns første regeringsperiode 1946-55, da lønmodtagerne fik mange goder, og fagbevægelsen blev sat til at administrere flere af ordningerne.
I dag er mange af ordningerne udhulet af årtiers nyliberal politik og af faglige lederes og skiftende regeringers korruption. Men principperne betragtes stadig som hellige. Det gælder retten til en offentlig pension og et sygesikringssystem administreret af fagforeningerne.
Blandt IMFs betingelser er, at kvinders pensionsalder hæves til 65 år fra de nuværende 60-64, at den nuværende offentlige pension afskaffes, samt at sundhedssystemet privatiseres. I et land, hvor myten om velfærd trives i bedste velgående blandt lønmodtagere, både arbejdere og funktionærer, og hvor den økonomiske nedtur har skabt en arbejdsløshed på 15,4 procent og en underbeskæftigelse på 14 procent ifølge regeringens egne tal, og hvor halvdelen af de 29,4 procent af befolkningen, der efter Verdensbankens normer er klassificeret som fattig, kommer fra middelklassen, er IMFs betingelser uacceptable for en meget stor del af befolkningen. De færreste tror på de postulerede fordele ved at privatisere sygesikringen. Ganske vist er fagbevægelsen korrupt, men vil private virksomheder, som skal tjene penge på ordningerne, være stort bedre, spørger mange.
De offentlige pensioner, der efterhånden er meget små, er ikke desto mindre vigtige for især de dårligst stillede pensionister, mens de, som har sparet en pension op, der gennemsnitligt ligger på det 10-12-dobbelte af de offentlige pensioner, næppe har større indvendinger. Ændringen af kvindernes pensionsalder har samme effekt den rammer de dårligst stillede.
Præsident de la Rúa og hans økonomiminister José Luis Machinea strutter af optimisme, efter at redningspakken er hevet hjem. De la Rúa kan bruge aftalen til at styrke sit stærkt nedslidte image ved at pege på, at udlandet har stor tillid til hans regering. Og han har brug for det.
Da han den 10. december fyldte ét år på sin post efter at have afløst den kontroversielle og stærkt korrupte Carlos Saúl Menem, viste meningsmålinger, at kun 11-15 procent af argentinerne havde et positivt indtryk af ham. Da Menem havde siddet et år, var det tilsvarende tal 45. De la Rúa har lovet, at der ikke bliver flere skatte- og afgiftsstigninger, at renten vil falde, og at økonomien kommer til at vokse mere end de oprindeligt beregnede 2,5 procent. Med regionens største udlandsgæld på 200 milliarder dollar er Argentina stadig meget sårbart.
Dertil kommer, at de sociale og politiske problemer langt fra er løst.
Det betyder, at hverken de la Rúa eller hans latinamerikanske kolleger kan sove roligt endnu.
