Læsetid: 7 min.

Partisoldaten der måtte sige fra

30. december 2000

I 15 år var Karin Storgaard trofast socialdemokrat og lokalpolitiker. Nu har hun skiftet til Dansk Folkeparti. Hun fortæller om afmagt, manipulation og et stort parti, der er blevet for elitært

Jordforbindelse
Hun hedder Storgaard, men er en lille spinkel kvinde med hjerte for samfundets svage. Dem har hun kæmpet for i 15 år som socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Men nu er det slut – Karin Storgaard meldte sig i november under stor opmærksomhed hos Dansk Folkepartis gruppe på rådhuset og befinder sig, siger hun, strålende hos sine nye åndsfæller.
»Jeg har fået lysten til politik tilbage. Det har været en stor befrielse,« slår hun fast.
– Men er det ikke at snyde vælgerne? spørger Informations udsendte hende over kaffen i det lille hyggelige rækkehus i Østerbros musikkvarter, som hun deler med sin flinke mand Arvin.
– Er det ikke unfair, hvis jeg har stemt på dig i den tro, at du var en god socialdemokrat – og nu oplever, at min stemme bliver brugt af et parti, jeg er imod?
»Sikkert ikke på alle områder, for det er jo mig, du har stemt på. Og jeg ændrer mig ikke, fordi jeg er gået over i Dansk Folkeparti. Når jeg møder folk i byen, siger de også: ’Du er jo stadig den, du er. Der er ingen ændringer sket hos dig, og vi vil stadig bede dig klare nogle sager for os.’«

De snakker da med mig
Karin Storgaard har næsten ikke mødt nogen kritik, siger hun.
»Der har oven i købet været socialdemokrater, som har ringet og sagt, at de forstod mig godt. Mine gamle partifæller på rådhuset snakker da også stadig med mig.«
»Jeg har ikke dårlig samvittighed over at skifte parti og heller ikke over at tage mine udvalgsposter med mig, for mange af mine vælgere er slet ikke socialdemokrater. De har udelukkende stemt på mig som person. Og jeg er jo stadig mig – jeg er Karin. Jeg mener bare, at jeg bedre kan komme igennem med den socialdemokratisk grundpolitik, jeg står for, hos Dansk Folkeparti. Og jeg har altid lyttet meget til mennesker og forsøgt at arbejde ud fra det, de fortæller mig.«
– Hvorfor blev du i sin tid socialdemokrat?
»Fordi jeg blev tillidsrepræsentant på Hvidovre Hospital, hvor jeg arbejdede som sygehjælper. Jeg havde brug for informationer og hjælp til den faglige arbejde. Egentlig meldte jeg mig først ind i SF, men de kontaktede mig aldrig, så det varede ikke længe. Og ja, så kunne jeg jo godt lide dét, partiet stod for – dengang.«

Rigtige græsrødder
Som helt ung var Karin slet ikke politisk interesseret. Men hun har altid gerne ville hjælpe de svage, siger hun. Hun er datter af en enlig mor med kontorplads og voksede op i en lille lejlighed ikke langt fra huset her i musikbyen.
Karin og Arvin Storgaard har haft to børn at opdrage. Ved siden af byrådsarbejdet har hun i dag job som ekspeditionssekretær i et stort forsikringsselskab og har tidligere været næstformand for forsikringsfunktionærernes fagforening i København. Arvin har også haft tillidsposter på arbejdspladsen KTAS, som senere blev til TeleDanmark. Men derudover har de begge haft overskud til at gøre en energisk indsats i nærmiljøet, hvor de har siddet i flere lokale udvalg og foreninger, især på skoleområdet.
Altså et par rigtig græsrods-danskere, lokalpolitisk kendte ansigter, men ukendte i den store offentlighed. Alligevel vakte det en vis opmærksomhed, da Karin i november gik over til pianisterne.

Det syder og siver
Det blev bemærket som endnu et tegn på den krise, en handlingslammet, vaklende S-gruppe og en svag ledelse har gennemlevet på rådhuset. Skænderier, eksklusions-trusler, skandaler, slagsmål – og nu en solid og ressource-stærk person, der sagde farvel.
Det syder og siver i Socialdemokratiets undergrund. Flere kernevælgere som Karin og hendes mand finder vej til Dansk Folkeparti, der angler efter rollen som de ældres beskytter og de svage gruppers fortaler mod en verdensfjern og arrogant elite. Sådan ser Karin Storgaard også sit nye parti:
»Dansk Folkeparti har, bortset fra indvandrer-politikken, som jo er noget strammere end de fleste partiers, overtaget store dele af de socialdemokratiske grundværdier, som socialdemokraterne selv har forsømt at holde levende.«
– Men der er da pokker til forskel på de to partiers idealer og menneskesyn?
»Socialdemokratiet har jo rødder i arbejderbevægelsen. Men ellers ved jeg ikke, hvor stor forskellen er. På det sociale område har Dansk Folkeparti nogle holdninger, som faktisk er der, hvor socialdemokraterne var for nogle år siden. Og Socialdemokratiet giver måske stadig udtryk for, at vi skal hjælpe de svage, de ældre og børnefamilierne – det siger de i hvert fald op til et valg – men jeg har da lagt mærke til, at de har flyttet sig fra det, man havde lovet før sidste valg.

Man spørger sig selv
Karin Storgaard virker totalt desillusioneret , når det gælder det parti, hun været medlem af i tyve år. Hun måtte sige fra, forklarer hun, fordi hun ikke mere kunne klare at være med til at lukke plejehjem, skære ned på hjemmehælp, iagttage, hvor nødlidende hospitalsvæsenet er, og hvordan Københavns skoler er ved at falde fra hinanden på grund af dårlig vedligeholdelse.
»Jeg følte mig mere og mere dårligt tilpas ved at skulle stemme for ting, jeg ikke selv gik ind for. I enkelte sager kan man sige fra og aftale med de andre, at man undlader at stemme. Men der kommer et tidspunkt, hvor der bliver for mange af den slags sager. Og så må du spørge dig selv, om det er det rigtige parti, du er medlem af.«
»Jeg havde det også vanskeligt med den enerådighed, jeg oplevede hos gruppens topledelse. Det var virkelig magtens arrogance. Et stort forlig blev forhandlet færdig med de borgerlige og forsynet med underskrifter, før gruppen så meget som blev orienteret om det. På et andet tidspunkt måtte jeg tilfældigt høre fra Louise Frevert fra Dansk Folkeparti, at der var forhandlet et skoleforlig på plads, uden at jeg og andre i gruppen anede noget .«
»Når jeg protesterede, var det som at slå hovedet mod en mur. S har haft magten alt for længe, og ledelsen lukker totalt af over for alt, der kan tolkes som kritik. Overborgmester Kramer Mikkelsen isolerer sig med folk, der udelukkende taler ham efter munden. Det er ikke sundt.«

Arvins gamle mor
Karin er ikke født socialdemokrat, men det er hendes mand derimod. Han kommer fra et arbejderhjem på Vesterbro, hvor faderen var fyrbøder, moderen montrice. Som barn blev han taget med i Folkets Hus for at lytte til bevægelsens store mænd, H.C. Hansen og Hedtoft. Som sin kone har han været tillidsmand, og selv om han nu er pensioneret fra Tele Danmark, sidder han stadig i Zion-kirkens menighedsråd og er formand for Østerbro Lokalråd.
Det var Arvin Storgaard, der først skiftede over til Dansk Folkeparti, siger hans kone. Den udløsende faktor var måske, at hans gamle mor for nogle år siden brød med sit gamle parti. Det havde været en utænkelig tanke – men nu blev hun frataget den ene af sine to usle timers hjemmehjælp og vendte sig vred og bitter til Dansk Folkeparti.
»Vi havde svært ved at argumentere mod hende, for hun var klar i hovedet, og hun havde også på andre punkter en berettiget kritik mod det, der skete i dansk politik. Vi begyndte at lytte til Pia Kjærsgaard og indtil for et halvt år siden, syntes vi, at hun var for langt ude. Men nu mener jeg faktisk, at hun er blevet stueren og har indset, at der er andet i livet end indvandrerpolitik.«
– Hvad synes du om partiets politik på det område?
»Vi har forsømt at stille krav til dem, der kommer. Der er problemer omkring familiesammenføring, som også Socialdemokratiet kan få øje på i dag – men det har varet for længe.«
»Jeg er selv tæt på skoleområdet og har set, hvordan man opgiver at løse problemet med voldelige indvandrerbørn og måske af angst for forældrene, der kan møde op på skolen og te sig truende, sender dem videre fra skole til skole, så det til sidst er for sent at gøre noget ved problemerne. Det er allerede for sent, når de er 11 år. Men det gælder jo i øvrigt også ’danske’ forældre og børn, der hedder Hans.
Jeg synes dog, at man på det seneste har fået gang i noget rigtigt ved at prøve at komme i kontakt med forældrene, især mødrene, allerede i forskolealderen, og opfordre mødrene til at lære dansk og deltage i forskellige aktiviteter sammen med børnene.«

Et rødt flag
Karin Storgaard synes også, det er forfærdeligt med de mange fremmede, der smugles ind over grænsen, men ser lidt usikker ud, da jeg siger til hende, at verden har ændret sig, og at selv ikke Pia Kjærsgaard kan forhindre menneskemugling og folkevandringer.
Hun er også EU-modstander og mener, at der er for bureaukratisk i Bruxelles, som hun har besøgt et par gange i fagligt ærinde.
»Jeg er imod EU som mange andre socialdemokrater og jeg blev virkelig forarget, da statsministeren stillede sig op og sang: ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ efter sit svidende nederlag. Det kunne jeg overhovedet ikke klare. Havde han i tide lyttet til det, hans vælgere kan fortælle ham, var resultatet aldrig kommet bag på ham.«
»Jeg tror aldrig, partiet kommer ud af sin krise, hvis ikke man finder nogle repræsentanter, der ikke er akademikere eller stud. et eller andet. Folk, der kommer ude fra arbejdspladserne og for-står, hvad man siger til dem, i stedet for at isolere sig mellem valgene på rådhuset i København eller på Christiansborg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her