Læsetid: 2 min.

Politiske talenter mangelvare

22. december 2000

Regeringsrokaden viser, at Nyrup har store problemer med at rekruttere nye, slagkraftige ministre fra egne rækker

Rekruttering
Socialdemokratiets Folketingsgruppe har ikke længere tilstrækkeligt med unge talenter, der kan forfremmes til ministre. Flere ambitiøse ungdomspolitikere fra den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum, som Information har talt med, føler ikke, at en karriere som Folketingspolitiker i dag har den attraktion, som tidligere tiders DSU’ere gjorde.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har derfor endnu engang været nødt til at trække folk ind udefra.
Den eneste nye minister, som i dag er medlem af den socialdemokratiske Folketingsgruppe, er den tidligere socialdemokratiske forsvarsordfører, nu by-, bolig- og ligestillingsminister, Lotte Bundsgaard.
Fravalget af de menige gruppemedlemmer, også kaldet backbenchers, fremkalder en vis utilfredshed blandt flere i gruppen. De mener ikke, at Nyrups nye ministerhold rummer den aldersmæssige fornyelse, som statsministeren havde lovet. Ingen af kritikkerne ønsker dog at stå frem til citat.
Flere politologer mener modsat gruppemedlemmerne, at fravalget af de menige partisoldater skyldes, at talentmassen ganske enkelt er for lille:
»Nyrup har været nødt til at lave en omfattende rokade. Og når der er blevet hentet så mange nye folk ind udefra, skyldes det, at partigrupperne i både Socialdemokratiet og de radikale ikke længere har mange tilbage, der kan bruges som ministre,« siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, til Information.

Uerfarne ministre
Når Nyrup trækker kræfter ind udefra betyder det ikke alene, at gruppemedlemmerne føler sig overset. Det største problem er ifølge flere samfundsforskere, at de nye ministre mangler praktisk erfaring med det politiske håndværk i Folketinget:
»Det er en satsning med så mange nye ministre uden parlamentarisk erfaring. Det ligger en gambling i det. Men de nye ministre har måske en saglighed, der med tiden kan udbygges med evnen til at sælge politiske budskaber,« siger Tim Knudsen.
Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard Christensen er enig i, at folk udefra kan få problemer på grund af manglende parlamentarisk erfaring. Han påpeger dog, at det er umuligt at forudsige om uprøvede kræfter viser sig at have ukendte talenter:
»Ingen troede på Henrik Dam, da han blev udnævnt til fødevareminister. Jeg vil derfor nødig spå om, hvordan de nye ministre vil blive bedømt, når de først har prøvet kræfter med jobbet som minister,« siger Grønnegaard Christensen.

Indbygget svaghed
Lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Ålborg Universitet, Johannes Andersen, er ikke bleg for at pege på de rekrutteringsproblemer, som Socialdemokratiet står over for i dag:
»Jeg tror simpelthen ikke, at regeringspartierne har bedre kort på hånden end dem, de nu har spillet ud. Ministerrokaden har dermed den store, indbyggede svaghed, at regeringen ikke får tilført en ny, offensiv profil udadtil. Men givet, at man står tomhændet, ja så har det været nødvendigt at trække folk ind, som mangler erfaring fra arbejdet i Folketinget,« siger Johannes Andersen til Information.
Han påpeger, at den fortsatte spænding i Socialdemokratiet efter formandsopgøret i 1992, har forhindret, at politikere fra den såkaldte Auken-fløj er blevet forfremmet:
»På de økonomiske poster kommer nu to personer, Pia Gjellerup og Jelved, som ikke er kendetegnet ved have en udadgående måde at optræde på. Mange vil opfatte dét som om, at vi nu får to skolelærerinder, som skal give os alle sammen dårlig samvitighed. Det havde nok været mere interessant, hvis Frank Jensen var blevet udnævnt til finansminister.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu