Efter fængslingen af hans fhv. højre hånd er præsidenten mere end nogensinde kandidat til en sigtelse for korruption men han er immun indtil 2002
Respekten for Frankrigs præsident, Jacques Chirac, er ikke, hvad den har været (men det har den nu aldrig været, siger nogle...). Canal Plus marionet-show Frankrigs polulæreste tv-avis tillader sig at vise Chirac i stribet fangedragt, og et satirisk ugeblad fortæller (autentisk) om en beskeden gave fra personalet i Elysée-palæet til præsidentens 68 års fødselsdag en pullover men tilføjer, at en anden gave-ide måtte droppes:
»Et kilo appelsiner kunne misforstås.«
Den slags hentydninger hører til dagens orden. Chirac er længe blevet nævnt i medierne som den store bagmand i de omfattende korruptionsaffærer i det parisiske bystyre, der navnlig drejer sig om ulovlig finansiering af hans parti, RPR. Nogle af de mange sigtede har peget på ham som den øverste ansvarlige, og af den samme grund fandt Forfatningsrådet det i januar 1999 nødvendigt at fastslå, at præsidenten er immun i den forstand, at han ikke kan stilles for en domstol i strafferetslige sager, så længe han er præsident.
Alt tyder på, at Chirac forlængst ville være blevet sigtet, hvis han ikke var beskyttet af sin immunitet. Nogle af hans nærmeste medarbejdere fra den lange periode 1977-95, hvor han både var partiformand og Paris-borgmester således tidligere ministerpræsident Alain Juppé og den nuværende Paris-borgmester,
Jean Tiberi er blandt de sigtede. Tættere på Chirac kunne skandalen ikke komme, mente man, og hver ny afsløring plettede præsidenten.
Men det, der nu har fremkaldt et elektrochok i den politiske verden og skabt akut nervøsitet hos præsidenten og i hans omgivelser, er en sigtelse mod Michel Roussin gennem en årrække Chiracs kabinetdirektør (d.v.s. hans højre hånd) på Rådhuset og den centrale person i en række af de transaktioner, korruptionssagerne drejer sig om. Ifølge oplysninger fra andre sigtede var han organisator af ulovlighederne.
Chokket skyldes ikke alene, at Roussin identificeres som en mand, der i ét og alt handlede på Chiracs vegne og efter hans ordre, men også, at sigtelsen mod ham den 1.december blev ledsaget af varetægtsfængsling. Det er første gang, at en af Chiracs topmedarbejdere er blevet fængslet.
Han blev løsladt mod kaution fire dage senere, men chokbølgerne havde nået at forplante sig inden for hele den franske højrefløj, hvor tanken om Chirac som præsidentkandidat i 2002 møder mindre og mindre begejstring. Fra mange sider, også inden for RPR, kræver man nu, at Chirac skal give en forklaring, nogle endog, at han frivilligt skal melde sig til afhøring hos en undersøgelsesdommer. Chirac har længe haft modstandere inden for sin egen lejr, og de skåner ham ikke længere.
Navnet Michel Roussin er havnet som en stor brosten i korruptionsaffærernes grumsede vande. Han er tidligere officer i gendarmeriet og havde en fortid i efterretningstjenesten, inden han blev kabinetdirektør for Chirac og
senere minister for samarbejde (læs: agent for præsidentens Afrika-politik og hans ofte lyssky forbindelser med afrikanske diktatorer).
Fængslingen af Roussin havde som det ofte er tilfældet med varetægtsfængsel til formål at tvinge ham til at fortælle alt, hvilket nødvendigvis ville bringe Chirac ind i billedet. Men, som en tidligere forsvarsminister har sagt om Roussin: »Han er gendarm sådan en mand holder munden lukket, selv under tortur!«
Sagerne omkring RPR og det parisiske bystyre er meget omfattende fiktive job, returkommissioner i forbindelse med byens sociale boligselskab og talrige tilfælde, hvor entreprenører og leverandører er blevet afkrævet millioner i bestikkelsesbeløb for at opnå kontrakter. Den affære, der direkte har bragt Roussin ind i billedet, drejer sig ikke om bystyret, men om Paris-regionen (Ile-de-France), hvor RPR ligeledes havde flertallet og regeringsmagten. Det var Paris rådhus -la Maison Chirac der var nervecentret for de korrupte transaktioner.
Affæren i Ile-de-France drejer sig om kontrakter i forbindelse med modernisering og ombygning af regionens gymnasier i årene 1989-96, og det er en af Frankrigs hidtil største korruptionsaffærer. Overpriser og mangel på konkurrence som følge af forfalskede licitationer fordyrede arbejderne på gymnasierne med 2,8 mia. kr. på bekostning af skatteyderne i Paris-regionen.
635 mio. kr. er gået til ulovlig finansiering af de store politiske partier i forbindelse med disse kontrakter, der ialt beløb sig til 32 mia. kr. Der er 35 sigtede i sagen.
Mens RPR indkasserede broderparten, fik andre partier mindre beløb efter en fordelingsnøgle i forhold til deres styrke i kommunerne. Affæren om gymnasierne er en påmindelse om, at også andre partier end RPR socialister og kommunister såvel som borgerlige har brugt ulovlige finansieringsmetoder, og at de er blevet dømt i en række sager. Disse er dog af betydeligt mindre omfang, og det var kun Chirac beskåret at have kontrollen over en så lukrativ by som Paris med dens milliardbudgetter og indirekte med Paris-regionen. Det er de her indhøstede midler, der har finansieret Chirac på hans vej mod magten ved valgkamp efter valgkamp, og RPR var ikke så meget et politisk parti som en personlig valgmaskine.
Hver ny sigtelse gør Chiracs situation mindre holdbar, og immuniteten beskytter ham ikke mod prestigetab og politisk svækkelse. Desuden er sagen nu rykket så tæt på ham, at han kan forvente at blive kaldt til afhøring hos en undersøgelsesdommer inden for de nærmeste måneder. En interessant detalje er, at domstolene hidtil ikke har kunnet indkalde en person til vidneafhøring i en sag, hvis vedkommende er mistænkt hvilket gælder i Chiracs tilfælde idet man i så fald er forpligtet til at rejse sigtelse. En lovændring fra 1. januar 2001 fjerner denne hindring, og en mistænkt kan afhøres som »vidne med juridisk assistance« uden at blive sigtet.
Mange i Chiracs egen lejr har opfordret ham til at »forklare sig« for at »rense luften« og søge at bryde ud af situationen som belejret præsident. Men Chirac har hidtil svaret, at tiden ikke er inde, og især har han henholdt sig til, at han måtte koncentrere sig om det franske formandskab i EU, hvor et stort ansvar hviler på ham (i Frankrig er præsidenten den øverste ansvarlige for udenrigspolitikken).
Hermed indrømmer Chirac stiltiende, at han i sin nuværende situation er dårligt skikket til at træde frem i rampelyset som repræsentant for det Frankrig, der har til opgave at sikre et resultat af det vanskelige og komplicerede topmøde i Nice. Verdenspressen er ikke ubekendt med den globale statsmands hjemlige problemer, og tilliden til det franske formandskab lider under, at det er blevet tappet for en del af den nødvendige energi og koncentration.
En dag vil Chirac tage til orde i korruptionssagen. Det bliver næppe i form af en vidneafhøring han kan sige nej til en eventuel indkaldelse og heller ikke en pressekonference, men en tv-tale, med andre ord en monolog.
Manuskriptet kendes næsten på forhånd: Chirac vidste besked om gaverne fra entreprenørerne, men ikke om grunden til denne gavmildhed... Og der var en tid, hvor alle partier blev finansieret ved den slags bidrag. Et cetera. Det har ingen interesse. Hvad der har interesse, er en regulær retslig afhøring af Chirac eller en krydsild med nogle af landets bedst informerede journalister. Men det er for meget at håbe på.
