Stort bifald til Prins Henrik, der læste højt på Forfatterskolens julesoiré
Oplæsning
Unibank hæver betonbrynet til et trompe de loeil, der får Frederikskirken til at synes malet direkte på decemberhimlen.
En mørk Mercedes drejer lydløst om hjørnet og holder ind ved Rue de la Plage No. 6.
Indenfor henligger Forfatterforeningens saloner i en sælsomt facadeløs udgave af sit vanlige, pompøse selv. De vægstore malerier er pillet ned og sendt til restauration.
Under loftet hænger et kokonlignende voksæg; væggene er et nøgenstudie i hessian, som de julepyntbeklædte klaser af strandpromenadebelysningsimitationer dog forener med en egen, rustik idyl.
Til stede er ca. 50 tidligere og nuværende forfatterskoleelever, siddende, stående, rygende, leende, kyssende, kærtegnende. Man bydes eksklusive Havanna-cigaretter af en nylig hjemvendt Sydamerika-farer. Flasker med bundhæderlig rødvin skænkes i glassene. Vagn Steen og Ulla Ryum stråler ud og op i forsamlingen; man er midt i et åndehul mellem oplæsninger fra årets bogaktuelle forfatterskoleforfattere. Halvt gemt bag dørkarmen, to digtere, der rager fysisk op: Pejk Malinovski i samtale med Henri greve de Laborde de Montpezat, bedre kendt som Prins Henrik, om hvem der i aften cirkulerer en elektron i yderste skal, en hofmarskal, i adstadig og afslappet men årvågen rotation. Om få øjeblikke skal prinsgemalen læse egen poesi for landets mest hvæssede lyriske øren, og det tager han tilsyneladende fuldstændig afslappet.
Niels Frank tager ordet og præsenterer næste oplæser, Ursula Andkjær Olsen.
Majestæten lytter indlevende, opmærksomt:
(...) Siden du nu har ører, vil du muligvis lytte til mig, men dette er ikke tilfældet, tilfældet er, at du ikke har lyst til at høre...
Ursula Andkjær Olsen afbrydes af dørklokken midt i et digt. En kurér sendes ned til porten; det viser sig at være prinsens chauffør. Der meldes afgang om tyve minutter.
»Så vil jeg gerne læse et fragment af et fædrelandsdigt op,« siger debutanten Lars Skinnebach, »som er skrevet på Carl Nielsens Den danske sang er en ung blond pige. Men her er hun anorektisk«:
Der dufter af grillmad, det er
mordet på familien
der fejres, dybt inde
mellem syrenbuske og gammelt
had
Jeg elsker Danmark, det er
besat af spøgelser
med påmalede menneske-
kroppe
og krager, der synger Carl
Nielsen
Og kødet vender sig i halsen,
det sidste
inden mørket bæres ud i
porcelænskopper
med små, skrøbelige ører
der lytter til en ung piges sang
Hun har pyntet sig med fjer og
gylper maden op
efter hvert måltid
Det prinsens tur, men først fremsiger den kongelige oversætter, Per Aage Brandt, en dansk version af et af prinsens digte:
Godaften Madame
Luften er så mild,
og nattemørket falder
så smukt på Deres alder,
det bedste er dog
kærlighedens ild.
Ilden, Madame, er borte,
er kun drømt,
Deres bryster ligeså,
men jeg drømmer, så pyt, lad gå,
når blot vores favntag
ikke er på skrømt.
Et favntag, Madame,
varer kun en stund -
men stærk er elskovsrusen,
og vildt begærets brusen,
det skønneste er sukket i vor
mund.
Et suk er kun flygtigt, Madame,
men taler sandt
hvad betyder vore løgne,
så længe vi er nøgne,
og lystens skrud er
vort eneste gevandt.
Digtet afføder stormende bifald fra det kræsne publikum. Prinsen træder i en triumfbue uden om hofmarskallen og læser den franske version af digtet.
»Jeg kunne mærke at man lyttede, og at man også forstod en del af hvad jeg sagde på fransk,« siger Prins Henrik efterfølgende til Information.
Hvordan oplever De som prins at deltage i Forfatterskolens julefest?
»Det er noget nyt her er fuld af atmosfære, og jeg oplever et ukendt talent fra min Per Aage Brandt, som jeg vidste var poet men også er jazzpianist. Det er dejligt,« siger prinsen med adresse til Brandt, der har sat sig til klaveret i et hjørne af salonen og sammen med sin trio er midt i »The sunny side of the street«.
Er hans majestæt medlem af forfatterforeningen?
»Nej,« ler prinsen, »ikke endnu i hvert fald.«
Prinsen og hofmarskallen er blevet i Rue de la Plage betydelig længere end planlagt. Pludselig er de væk, men magien ved det eventyrlige kulturmøde bliver hængende sammen med duften af cubanske cigaretter.
»Jeg talte med prinsen om Institute Francaise, som jeg var til møde hos tidligere på dagen,« siger Pejk Malinovski fra forlaget Basilisk til Information, »desværre blev vi afbrudt. Jeg ville gerne have fortalt Prins Henrik, at George Zask fra instituttet har doneret 10.000 kroner til en genudgivelse af Raymond Queneaus Stiløvelser.«
Queneaus bog består af 99 afsnit, der alle gengiver den samme historie, om en mand, der stiger om bord på en sporvogn i Paris, og stiller sig op i en tæt klynge af mennesker, og bliver trådt over tæerne af en anden, som irriterer ham. Senere samme dag ser han manden ved Saint Lazare station, hvor han går sammen med en anden mand, samt modtager en kritisk bemærkning om sin højre frakkeknap.
Bogen genudgives til næste forår, og sådan knyttes der for tiden eventyrlige og overraskende litterære bånd på kryds og tværs, mellem dansk og fransk, mellem royale og poetiske årer.
»Førsteudgivelsen af bogen var nemlig støttet af Prins Henriks fond,« oplyser Malinovski kort før salonerne rømmes.
