Læsetid: 4 min.

Rædslen fra indersiden

7. december 2000

Der er ikke lagt senere fingre imellem i Victor Klemperers dagbøger, som man bør læse, især hvis man tror, tyranniet hører fortiden til

Dagbøger
Et spørgsmål af talmudiske dimensioner. Således karakteriserer rabbinersønnen Victor Klemperer følgende problemstilling: Når regimet befaler jøder at opholde sig på sporvognens forperron og under ingen omstændigheder inde i vognen – overtrædelse medfører dødsstraf – mens andre skilte påbyder indstigning via forperronen og udstigning via bagperronen, hvorledes klarer man så som jøde at stige af uden at ovetræde regimets første påbud?
Eksemplet er ét blandt utallige, der beretter den frygtelige historie om de daglige uhyrligheder, de uafbrudte stramninger, det stigende pres, der ubønhørligt og ultimativt bereder de tyske – og andre – jøder vejen til Auschwitz.

Seismografen K
Professor Victor Klemperer (1881-1960) gennenlever i årene 1933-45 nazistyrets magtovertagelse, forfølgelserne, forbryderstaten, korruptionen, tyranniet, rædslen, krigen, bombardementerne, ildstormen over Dresden, Hitlers selvmord og sammenbruddet. Som et mere end almindelig opmærksomt vidne registrerer Klemperer og skriver ned, seismografisk. Til stadighed er han i yderste livsfare, eftersom han jo er jøde, men paradoksalt nok er han samtidig i en slags sikkerhed, fordi han er gift med en arisk kvinde. Ifølge Görings Nürnberglove, der grotesk gradbøjer det jødiske, skåner et sådant ægteskab ham fra umiddelbar deportation og tilintetgørelse.
Victor Klemperers vidnesbyrd om i disse år, hvor også tilfældet og heldet står ham bi, er enestående i sin art. Den lærde professor, hvis fag er romansk filologi, og som fortæller om sit håbløse arbejde på en fransk ånds- og kulturhistorie, han ikke kan få udgivet, skriver sideløbende hermed konsekvent og under de mest umulige vilkår dagbog.
En uhyre modig adfærd i et samfund gennemsyret af mistro og stikkeri. Disse tusinder af omhyggeligt håndskrevne i alt syv bind dagbøger, som i helhed strækker sig fra 1906 til Klemperers død i 1960, overleveres sælsomt gennem alle omskiftelser. Vel at mærke var materialet ikke i høj kurs i DDR, hvor Victor Klemperer genoptog sin akademiske kariere som professor i Halle fra 1945. Den liberalt indstillede forfatters kritik af kommunismen var til tider harsk.

Korruptionen
Den foreliggende udgivelse i udvalg på dansk – fortrinligt oversat og kyndigt kommenteret af Henning Vangsgaard – dækker som anført Det Tredje Riges periode: 1933-45: Jeg vil aflægge vidnedsbyrd til det sidste.
Victor Klemperers værk rækker – skønt budskabet fra den konkrete periode mildt sagt er stærk kost i sig selv – ud over hin konkrete begivenhedsfølge, som i al dens gru udgør Det Tredje Riges sociale historie. Takket være forfatterens samvittighedsfulde registrering af snart sagt alt på vejen, samt hans nådesløse selvudlevering undervejs, afdækker disse dagbogsblade tyranniets forfærdende almene, universelle menneskelige omkostninger.
Ikke mindst opregner dag-til-dag- notitserne og de længere mere reflekterende stykker korruptionens hæslige karakter. Fra oven og nedefter, fra den skrækindjagende førstemand og hans håndlangere siver elendigheden og breder sig som pest i samfundet og når Klemperers og hustruens, pianisten Eva
Schlemmers landsby nær Dresden, Dölzchen, hvor den stedlige nazi-borgmester gør livet surt for parret.
Men også Klemperer selv, i øvrigt fætter til dirigenten Otto Klemperer, der som den øvrige familie flygter, registrerer korruptionen i sit eget sind. Immunsystemet, det psykiske såvel som det fysiske, nedbrydes så at sige af det omgivende slavesamfunds korrumperede funktioner. Dertil kommer den konkrete chikane, der planmæssigt fratager de udstødte retten til ligeværdighed – eller værdighed.
Jøden Victor Israel Klemperer udstyres med jødestjerne, smides ud af sit møjsommeligt finansierede lille hus, fratages retten til at eje og køre bil, til at holde kat(!) – jøder må ikke have husdyr, retten til at ryge, retten til at spise kager, gå i biografen, sidde på parkens bænke, etc.
Victor Klemperer arbejder undervejs med muligheden for at emigrere som den øvrige familie. Men flere hensyn holder ham tilbage; dels som sagt giftermålets delvise fredning af ham, dels hustruens dårlige helbred. Endelig Klemperers faglige og anden dybe forankring i det tyske.

Det frysende øjeblik
Heri ligger tragediens kerne, som hos mange andre borgerlige tyske og for den sags skyld østrigske jøder – og systemmodstandere: Victor Klemperer føler sig som tysker og intet andet. Hans sprog er tysk, hans tænkning tysk, uanset at hans fag er romanske sprog. Klemperer er først og sidst et germansk oplysningsmenneske og vedkender sig den tyske kulturarv som udgangspunkt for alt, hvad han tænker og skriver.
Et vendepunkt indtræffer i 1938, da han med smerte indser, at denne følelse ikke holder. Man kan tale om mange højdepunkter i det udgivne værk. Men mon ikke det mest markante, det mest gribende, er det øjeblik, da forfatteren begriber den unævnelige mulighed:
At Adolf Hitler ikke blot er et produkt af dygtig og kynisk propaganda, men rent faktisk er det tyske folks sande jeg og talerør, at Hitler personificerer den tyske sjæl, og at hans status som fører på den baggrund er berettiget. I et frysende øjeblik når Klemperer til denne konklusion. Hans ensomhed er herefter total.
Som kilde er dagbøger ikke altid interessante. Forfatteren kan ikke nære sig for at redigere. Også i den forstand adskiller Klemperer sig fra dagbogslitteratur i almindelighed.
Notaterne står i deres rå form. Nu og da afspejler de skribentens vildrede, inkonsekvenser og urimeligheder. Der er med andre ord ikke lagt senere fingre imellem. Klemperers værk bør man læse. Måske mest hvis man bilder sig selv og andre ind, at tyranniet er et tilbagelagt fænomen. Klemperer viser også, hvor uhyre nærliggende det er.

*Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnedsbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-45. 1.164 s. To bind 495 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her