Læsetid: 3 min.

Til R&B-bal med skrigende piger

21. december 2000

19-årige Craig David – en af årets største hitkometer – beviste under en fremragende koncert, at han har vundet en stor og letbevægelig fanskare her til lands

Koncert
I den sky af fordomme, der står omkring fænomenet R&B – tidens uimodsigeligt mest dynamiske og fængende populærgenre – er den mest latterlige den om at »det alt sammen lyder ens«. Gu’ gør det ikke-nikke-nej. Som enhver given genre står R&B som overskrift for en række indbyrdes divergerende subgenrer, og selv om folk må elske eller hade det hele efter forgodtbefindende, er det helt ude i hampen at skære så varieret og raffineret et felt over en kam.
Tirsdag aften kunne man i Falkoner Salen høre to særdeles forskellige eksponenter for genren give den til bedste, og selv om det opgejlede publikum var mødt talstærkt op for at hylde hitkometen og sexsymbolet Craig David – det vil i udstrakt grad sige: SKRIGE! – udviste det også stor interesse for opvarmningsnavnet Lina, en ung sort kunstner fra Texas med et lovende debutalbum på vej.

Når R&B møder swing
Chancen for at blive undervældet af et opvarmningsnavn er stor, men selv om Lina havde medbragt et vaskeægte sovs-og-kartofler band og lyden under hele hendes sæt stort set var forfærdelig, besad hun karisma og talent nok til at man på intet tidspunkt følte sig foranlediget til at forlade seancen.
Hendes genre kan ud fra pladen Stranger On Earth beskrives som R&B tilsat jazzelementer – især swing – og triphop, og hun besidder en særegen stemme, der kan minde om Macy Grays, men uden dennes hunkat-i-løbetid mannerismer. Pladen er underspillet på en cool facon, åbningsnummeret »Playa No Mo’« og det imposante
»Don’t Say Nothin’« blander på smukkeste vis hiphop-
beats med big band-samplinger, mens den stærkt synkoperede version af Dr. Johns »Right Place, Wrong Time« sidder lige i skabet. At titelnummeret er identisk med Dinah Washingtons gamle slagssang siger noget om, at denne lovende R&B-sanger har rødder, der strækker længere tilbage end soulmusikken i halvfjerdsernes første halvdel.
Desværre havde hun medbragt et hold fuldstændig anonyme musikere, der spillede kompetent, men uinspireret, hvorved hele byrden hvilede på hendes i øvrigt meget smukke skuldre. Lina arbejdede som en hest for at hive en succes hjem, og hendes vilje, nærvær og udstråling alene gjorde at publikum kvitterede for showet med et stort bifald.

Som en såret engel
Aftenens hovednavn, briten Craig David, er svær at sætte etikette på. Kender man hans forbløffende mange hits – fem i alt (!) som såvel solist og vokalist for UK-garage-outfittet Artful Dodger – fra det forgangne år, vil man vide, at han synger som en såret engel, rapper okay samt behersker den jamaicanske lingo, der benyttes inden for genren dancehall. Musikalsk fusionerer han R&B og hiphop med UK-garage, der igen inkorporerer elementer fra drum’n’bass, så det er intet under, at han er guf for »the jiggy generation«. Han er årets hitkomet på den engelske stjernehimmel og strøg direkte ind på salgslisternes førsteplads med sine to første singler, den næsten ulideligt catchy »Fill Me In« og den ikke mindre smittende »7 Days«! Med sine bare 19 år har han udvist uomtvisteligt potentiale som sangskriver, sanger og producer, men i mindre grad som performer, viste det sig.
Hans inspirationskilder stritter i alle retninger og han nævner rappere som Nas og Redman i samme åndedrag som popnavne som Usher og Britney Spears. Debutalbummet Born To Do It er den bedste britiske R&B-plade i mange år og fra første nummer tirsdag aften stod det klart, at han havde medbragt et superband – otte af de fineste musikere, denne skribent længe har hørt – samt en førsteklasses lydmand, så der var ikke noget at klage over dér.
Heller ikke det afvekslende og elegant afleverede repertoire kunne der sættes en finger på, thi selvom han delvist gør sig i tidens stærkt synkoperede stil, har han rigtig mange strenge at spille på, hvilket bl.a. udmøntede sig i en intens cover af Ushers ballade »Nice & Slow« samt en unplugged (!) version af Artful Dodgers garage-hymne »Re-Rewind«. Således kunne der ikke sættes en finger på det musikalske i det to timer lange show, men til gengæld gav David kun et svagt udslag på udstrålingsmeteret. Han er ikke verdens største showmand – snarere tværtimod – og selv om pigerne skreg og skreg, så det var en fryd og næsten ringede for ørerne, må denne skribent indrømme at han – trods showets øvrige fortrinligheder – på intet tidspunkt følte sig foranlediget til at skrige med!

*Craig David m/ band + Lina m/ band, Falkonersalen, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu