Læsetid: 10 min.

Religionen som modsprog

23. december 2000

Der optræder påfaldende mange engle i de sidste 15-20 års dansk litteratur. Kritikeren Erik Skyum-Nielsen viser i sin nye bog Engle i Sneen, at han har fået øjnene op for mellemværendet mellem kunst og religion. Megen af 90’ernes litteratur har et mere eller mindre erkendt evangelisk potentiale, mener han

Man kan ikke sige, at Erik Skyum-Nielsen er ukendt, hverken i den danske litterære offentlighed eller for Informations læsere: Siden sin kritiker-debut i 1978 har han med stadig større autoritet holdt rettergang over den nyeste litteratur i den mindst ringes spalter.
Her optræder han som en skarpsynet og overmåde belæst kritiker, men har også ry for at være noget krakilsk i sin omgang med de enkelte værker. Ikke uden grund fik han tilnavnet Skypumpen af de tidlige firseres unge lyrikere.
Op gennem halvfemserne var Skyum-Nielsen en af de kritikere, hvis holdninger og tolkninger man var nødt til at lytte til, debattere – og tage afstand fra – hvis man ville gøre sig i den litterære debat. Af samme grund har opmærksomheden omkring hans nye bog Engle i Sneen været stor. Bogen er det første samlede forsøg på at opsummere de centrale træk i halvfemsernes danske litteratur; en af dens røde tråde er, at denne åbner op mod en religiøs, ofte specifikt kristen livsforståelse.
Det er, for at sige det mildt, et nyt synspunkt på et årti, hvis vigtigste forfattere – Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Helle Helle, Solvej Balle – ellers er blevet kaldt alt fra kølige minimalister over verdensvendte fænomenologer til registrerende nyrealister. Anmelderne har da også fokuseret kraftigt på Skyum-Nielsens religiøse optik. Hvilket, og det betoner han som indledning til følgende samtale om litteratur og religion, overraskede ham noget.
»I mine øjne, og det betoner jeg allerede i starten af min bog, er halvfemsernes vigtigste forfattere først og fremmest kendetegnet ved, at de ikke lader et enkelt tilværelsesniveau forklare alle de andre. Eksistentialismen dominerede halvtredsernes litteratur, psykologien tressernes og politikken og kønspolitikken halvfjerdsernes. I halvfemserne blev litteraturen dimensionsmangfoldig: Biologien, æstetikken, filosofien og livets åndelige dimensioner dukkede op side om side. Og denne mangfoldighed er først og fremmest en stor berigelse.«
»Men det er rigtigt, at jeg i Engle i Sneen blandt andet opsnuser en metafysisk ’fært’ i halvfemsernes litteratur. Jeg overvejer om nogle af periodens værker indeholder kristne træk. Det skyldes dels, at en åbenhed mod tilværelsens religiøse lag – som et lag blandt flere i tilværelsen – er med til at skille ti-årets bøger fra f.eks. halvfjerdsernes og firsernes litteratur. Og dels, nå ja, fordi jeg personligt interesserer mig mere og mere for religionens betydning i menneskers tilværelse. For hvad kristendommen er for en besynderlig historie.«
– Denne åbenhed finder du ikke kun hos forfattere, hvis engagementet med religiøse spørgsmål er åbenlyst: Simon Grotrian og Klaus Høeck, for at tage to oplagte eksempler. Du finder den også – måske især – hos forfattere, hvor den ikke er åbenlys. Kan man tillade sig det?
»Det er så oplagt at læse en forfatter som Christina Hesselholdt som en kølig, minimalistisk fænomenolog. Eller Bent Vinn Nielsen som en indædt samfundskritiker. Men hvis man skal flytte sig en lille smule i forhold til det åbenlyse, så må man komme et sted fra, vinkle sine analyser. Man må foretage ’stærke læsninger’, der måske sætter tingene på spidsen, men til gengæld kan føre til nye erkendelser.«
– Hvad er det så for en religiøsitet, man finder, når man sætter tingene på spidsen?
»Et eksempel er de mange beskrivelser af meteorologiske fænomener i halvfemsernes litteratur. Man kan selvfølgelig være forsigtig. Man kan sige, at der knap nok længere findes nogen egentlig natur, som mennesker ikke har pladret til med affaldsprodukter, og at vi derfor ikke, som romantikerne, kan opsøge naturen for at møde noget andet end vores egen kultur. Man må have noget, som er fjernere og mere uhåndgribeligt, og så får vejret den samme funktion i den nye litteratur, som naturen havde i romantikken.«

Men nogle forfattere beskriver derudover vejret som udtryk for en i sig selv hvilende og med sin egen vilje udstyret ’andethed’. Det kan man tage fat i og undersøge. Og det gør jeg i min bog; jeg undersøger hvordan f.eks. sneen i mange nye bøger bliver et tegn på noget andet, noget der modsiger eller korrigerer os som mennesker.«
»Det betyder ikke, at alle snevejr i litteraturen, heller ikke i den nyeste, er tegn på en kristen-religiøs erfaring. Men den udtrykker næsten altid en bevidsthed om noget, der ligger uden for mennesket. Så kan man vælge at være forsigtig og bare notere sig, at det er der. Eller man kan vælge at placere sig i forhold til det, at forfølge dette ’andet’ hos forfatterne og se, hvordan det mere præcist bliver beskrevet.«
»Hos Simon Grotrian, men også Christina Hesselholdt og efterhånden også Kirsten Hamann, viser det sig, at deres værker ikke gør modstand mod en religiøs-kristen fortolkning af dette ’andet’. Den modstand er til stede hos andre:
Niels Lyngsø eller Morten Søndergaard. Hos dem er der tale om en mangfoldighed, en forpligtethed på det, der er. En verdensvendthed.«
– Det lyder som om, at du bag halvfemsernes tilsyneladende kølige, minimale prosa finder en eksistentielt tonet kristendom. At værkerne fokuserer på en erfaring af ’det andet’s’ indbrud i en normaltilværelse, og at dette andet – som er forbundet med en religiøs grunderfaring – suspenderer eller sætter spørgsmålstegn ved menneskets normaltilværelse.
»Sådan kan man godt formulere det. Men jeg vil gerne markere, at der ikke – altid – blot er tale om en åben eksistentiel følelse, men også om, at der faktisk for længst er talt ind i menneskets rum. Man finder et billedsprog, et lignelsessprog og et symbolsprog i den nyeste litteratur, som trækker på en religiøs tradition. F.eks. optræder der påfaldende mange engle i de sidste 15-20 års danske litteratur. Derfor tror jeg, at det er for lidt bare at sige ’eksistens’. Jeg vil hellere sige, at megen af halvfemsernes litteratur har et mere eller mindre erkendt evangelisk potentiale.«
– Alligevel: Ender man ikke i en fejllæsning af halvfemsernes litteratur, der ikke så meget er religiøs som eksistentiel? Halvfemsernes prosa er ofte kølig, objektiv, næsten videnskabeligt kold i sit tonefald. Er det ikke et tegn på, at forfatterne i virkeligheden beskæftiger sig med noget helt andet end menneskets udsatte stilling i verden?
»Nja… det er rigtigt, at tonefaldet hos mange af forfatterne er køligt, at halvfemsernes litteratur har haft et åbent og nysgerrigt forhold til naturvidenskaben, og at psykologisk introspektion tilsyneladende har været forbudt de sidste 10 år. Men der er også en klar tematisering af videnskabelighedens grænser. Et eksempel er forfatteren Solvej Balle, der i sin bog Ifølge loven forsøger at gå så langt, som man kan med den videnskabelige beskrivelse, føre den ud til sin grænse. Og se, hvad der så dukker op.«
– Men når Solvej Balle i Ifølge Loven lader en person undersøge den nøjagtige størrelse af Guds fodaftryk, og når Merete Pryds Helles Men Jorden Står Til Evig Tid er fyldt med mærkværdigt fremmedartede engle, så beskriver de disse – religiøse – fænomener med en saglig kølighed. Her overlapper videnskab og religion.
»Det er rigtigt. Jeg hæfter mig nu mere ved en figur, som hænger sammen med det sagligt-objektive tonefald, og som man genfinder i utrolig mange værker fra halvfemserne: En beskrivelse af verden, som om den var et lukket rum, der bebos af standardiserede, næsten abstrakte individer. Disse skildres uden fortid og uden forhåbninger om en fremtid, og er i en uhyggelig grad bestemt af deres omgivelser.«

Et sådant ’lukket rum’ finder du hos Helle Helle, hos Christina Hesselholdt og hos Naja Marie Aidt, for blot at nævne tre eksempler. Men ofte dukker der også en modsigelse – eventuelt blot en meget svag antydning – op til det lukkede, fremtidsløse rum. Det kan være et vift af en englevinge, det kan være en begivenhed, der måske kun foreligger som en mulighed.«
»Som oftest forbliver denne modsigelse en mulighed, der ikke realiseres. Frem for at betone det ’andet’ som det fremmedes indbrud og forløsning af det værende så nøjes forfatterne med at konstatere, at der egentlig ingenting skete. Man kortlægger omstændighederne og måden hvorpå en begivenhed ikke førte til et omslag i personernes liv. Ikke desto mindre runger eller dirrer begivenheden som en modsigelse til det faktiske, lukkede, fremtidsløse rum. Det mener jeg godt man kan se i et eksistentielt perspektiv – eller, i visse tilfælde, i et kristent.«
– En art mod-kristendom, altså, der ikke er en kulturbærende eller konservativ kraft i samfundet, men tværtimod er et indbrud i en ellers trøstesløs dagligdag. I 1982 Skrev du bogen Modsprogets Proces – er der en forbindelse?
»Modsprogets Proces handler om tressernes og halvfjerdsernes eksperimenterende forfattere. Jeg argumenterede for, at deres værker i og med at de var en anderledes, uventet måde at være sprog på, var en undergravning af – som vi sagde dengang – ’det teknokratisk-bureaukratisk-kapitalistiske samfunds ideologi og borgerskabets tænkemåde’. Jeg mente, at litteraturens kvalitet var det, der skabte bevægelse i de mønstre, som gør mennesker bange og ufri.«
»Den position har jeg sådan set stadigvæk. Og jeg kan jeg godt se, at det minder om den måde, hvorpå jeg beskriver åbenheden mod ’det andet’ i den nyeste danske litteratur.«
– Men der er vel også forskelle.
»Det klima, kunsten er et modsprog i, har ændret sig. Samtidig har mit eget kritiske ståsted forandret sig – selv om jeg stadigvæk, som den gang, er en gudsforgået æsteticist! Hellere læse en bog, som jeg ikke er enig med, men som holder til mange genlæsninger, end at læse en bog, der pædagogisk propaganderer for noget, jeg i øvrigt er enig med.«
»I dag er jeg dels meget mere opmærksom på, i hvor høj grad den litterære tradition spiller med som klangbund i den nye litteratur. Det gør samtidig, at jeg er skeptisk over for alle dem, som påstår, at parodi eller metapoetiske refleksioner skulle være noget specielt for det tyvende århundrede. Når det nu tværtimod har eksisteret i bøgerne lige siden litteraturens fødsel!«
– Og så er der den kristne tro.
»Jeg har fået øjnene op for mellemværendet mellem kunst og religion. Det findes, og det er umådelig stærkt. Det var jeg ikke opmærksom på, da jeg startede som kritiker, og jeg synes kun det er en berigelse at have fået den optik med i min omgang med litteraturen, den nyeste såvel som den ældre.«
»Det betyder også, at jeg har sluppet berøringsangsten over for den religiøsitet, der vitterligt er til stede i den nye litteratur. Selv om andre har noteret sig, at den og den forfatter har brugt et religiøst billedsprog, så er det som om, man indtil nu har stirret på de religiøse billeder gennem en matteret rude. Man har ikke ønsket at diskutere, hvad de eventuelt kunne betyde. Det synes jeg er en gerrig måde at læse bøger på: Ikke at undersøge de sider af et værk, som forfatteren har investeret en stor del af sit menneskelige og kunstneriske engagement i.«
– Men det kompenserer Engle i Sneen for, eller?
»Tja… når bogen kommer nu, så er det fordi halvfemserne er slut. Det er et godt tidspunkt at opsummere på for publikum, men også for mig selv. Med Engle i Sneen afskærer jeg mig fra at holde en masse foredrag, som jeg ellers har holdt de senere år. Nu kan de ikke holdes mere! Nu står de her i bogen, og det er egentlig rart. Det er en metode til at skille det ud af systemet.«
»Det er kun godt hvis jeg samtidig ægger til debat. At andre forholder sig til mine – insisterende – læsninger alt imens jeg selv får plads til at lave noget andet. Den dobbelthed har jeg det godt med.«

FAKTA
Flyet passerede da et kæmpemæssigt mønster i ishavet, nøjagtigt af form som et fodspor fra et væsen, der barfodet havde passeret gennem det iskolde landskab. Det var et næsten fuldendt aftryk, kun en anelse udvisket i den ene side. Dette væsen var ikke bare stort, men gik skævt på foden og var gået i land i Canada.
Nicholas S. så på den benede herre og nikkede bekræftende. Jo, Gud var sandelig stor, men hvor stor?
Solvej Balle, Ifølge Loven (1996).

Bardiel er haglenes engel.
Bardiel er et hårdt og kompakt islegeme, svingende mellem den lette ishagl og de klare, frosne regndråber. Han er en af de få engle, der er hvide. Bardiel er kegleformet og omviklet af et ganske tyndt lag is, gennemtrukket af luftblærer, og over det en iskappe til. Han elsker forår og milde vinterdage, blæst og byger, men mest af alt en stadig vedvarende torden med mange, men ikke særlig kraftige lyn, der ikke søger mod jorden, men bliver oppe mellem skyerne.
Merete Pryds Helle,
Men Jorden står til evig tid (1996)

Solen skinner, og det er begyndt at sne. Sneen fyger, alting glitrer af lys og sneflager, der blæses omkring, ud over den øde, furede kæmpesten, der er havet, og tilbage til stranden, hvor sneen forsvinder næsten i det øjeblik, den møder jorden.

Christina Hesselholdt, Udsigten (1997)

Vredens dag

Fuglene hakker i modne trafiklys
og hvert skridt på jorden, en planke, der ender.
Basunerne hænger i stormen og kalder
mens englene væver dit sikkerhedsnet.
Du fortsætter ud over kanten,
du stempler en sky.

Simon Grotrian,
Magneter og ambrosia (1996)

Han standser op og drejer rundt mog mig, med ansigtet mod mit ansigt. Vi står ganske tæt. Han lugter af uld. Siden hen bliver jeg ved med at forbinde de to ting; lugten af uld og det, han siger.
– Din mand bedrager dig med Ursula Steen, siger han.
Han er iført en tyk sweater inde under den grønne jakke, det ser jeg først nu. Jeg tænker på, om den er hjemmestrikket og hvem, der i så fald har strikket den til ham.
– Det er en pæn sweater, siger jeg.
Helle Helle, Biler og dyr (2000)

f.eks.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her