Analyse
Læsetid: 5 min.

Reservedele til mennesker

27. december 2000

Et fosteranlæg kan blive til et nyt menneske. Man kan også lave en klon. Eller bruge det til at fremstille reserveceller til syge og gamle. Eller bare smide det væk...

Kort før jul tillod det britiske parlament, at lægerne må bruge menneskelige fosteranlæg (højst to uger gamle) til forskning i kloning af stamceller.
Kloning af mennesker er forbudt. Science fiction-genren har for længst udmalet skrækvisionerne: Serieproduktion af Rambo’er og Madonna’er, genoplivning af Hitler, rigmænd og forbrydere med genetisk itentisk afkom klar i dybfryseren...
Den teknik, der bruges ved kloning af stamceller, kan også anvendes til kloning af hele individer. Men formålet er nærmest det modsatte. Ikke at lave genetiske kopi-mennesker, men at lave nye livskraftige celler som kan reparere det nedbrudte, kræftramte eller alderdomssvækkede væv i ældre individer, forynge dem og befri dem for de sygdomme der følger med alderens degenera-tion.
Det etiske problem er altså, om man må anvende noget, der kunne blive til et menneske, for at lave celler, som kan helbrede og forynge et eksisterende menneske.
Hvor går grænsen mellem en cellehob og et kommende individ med ret til liv? Og hvor går grænsen mellem sygdom og aldring?

De to nydelige damer her på siden er enæggede tvillinger. De er to selvstændige individer. Men de stammer fra samme befrugtede æg. Altså kan dette befrugtede æg ikke selv være et individ.
I dagene efter befrugtningen deler fosteranlæggets celler sig i to, fire, otte, 16 og så videre. Denne hob af celler kaldes stam-celler. De kan blive til alle slags celler i et færdigt menneske. Og en enkelt af cellerne kan selv blive til et helt individ.
På et tidspunkt begynder specialiseringen. Men de specialiserede celler kan stadig blive til mange forskellige slags væv: Blodceller, hudceller, nerveceller, muskelceller osv.
Hvis man piller cellekernen med arveanlæggene ud af et fosteranlæg og propper en cellekerne fra et udvokset individ ind
(f. eks. taget fra en blodcelle eller en hudcelle), kan det udvikle sig til et nyt individ. En klon. Men man kan også standse fosterudviklingen og i stedet klone stamcellerne.
Stamceller findes også hos det udvoksede individ. For eksempel findes de stamceller, der udvikler sig til røde og hvide blodlegemer og blodplader i knoglemarven. Og de bruges allerede til behandling af f. eks. leukæmi (blodkræft) og lymfeknudekræft. I et forsøg på at slå kræftcellerne ihjel giver man så kraftig strålebehandling eller kemoterapi, at patientens egen bloddannelse bliver ødelagt. Men før man gør det, har man udtaget stamceller fra patientens egen knoglemarv. Efter behandlingen indsprøjtes disse stamceller i en blodåre – og det fører som regel til en ’kick-start’ af patientens egen bloddannelse igen.
Der findes også stamceller til andre slags væv i det voksne individ, men de er sjældne og svære at isolere og klone.
Ud fra et fosteranlæg kan man klone alle typer stamceller. Forskerne tror, at de kan aflure ægget og embryoet deres hemmeligheder, så de i fremtiden kan omprogrammere voksne cellekerner uden at gå vejen via et fosteranlæg.

Men indtil det måske sker, må man spørge: Kan man tillade sig at bruge et spirende liv som instrument til at fremstille stamceller? Og når man skifter cellekernen ud i et menneskeligt fosteranlæg, har man så ikke bevæget sig for langt ud ad glidebanen mod kloning af individer?
Det eneste, man mangler, er jo at sætte embryoet op i en livmoder og lade det udvikle sig.
Formanden for Det Etiske Råd, Erling Tiedemann, har skitseret et sammenhængende svar, der bygger på normativ etik.
Et menneske bliver til, når det undfanges. Fosteranlægget, embryoet, er ikke et færdigt menneske, men det er et liv, der udvikler sig gradvist. At betegne det som ’væv’ eller ’cellekultur’ længe efter at æghinden er bristet og det under normale omstændigheder har sat sig fast i livmoderens slimhinde, er helt vilkårligt. At bringe menneskeligt liv til eksistens med henblik på at aflive det gennem forsøg, er en tingsliggørelse af menneskeligt liv – uforeneligt med respekten for menneskets værdighed.

Tiedemann skitserer også den modsatte holdning i Det Etiske Råd: Et menneske må ikke betragtes som et middel for andre formål, men embryoet er heller ikke et menneske. Det er netop kun anlæg til et menneske. I den tidlige fase er cellerne ikke specialiserede og det er
f. eks. ikke afgjort, om fosteranlægget vil resultere i et eller flere børn, hvis det udvikles. Der er ikke tale om en glidebane, for man kan godt skelne mellem kloning af individer og kloning af stam-celler.
Mange læger er tilhængere af den sidstnævnte holdning og fremhæver desuden det gode formål med forskningen: At afhjælpe sygdomme og lidelser.
Formanden for Det Etiske Råds kloningsgruppe, overlæge Ole Hartling, har hang til et mellemstandpunkt: Man skal være meget tilbageholdende med at bruge menneskelige fosteranlæg så længe man kan nøjes med dyreforsøg. Og i givet fald skal man nøjes med at bruge de fosteranlæg, der er til overs fra fertilitetsklinikkerne. Man han vil ikke »sætte sig på den høje etiske hest« hvis man en dag står med en velprøvet teknik, som kan hjælpe mennesker med alvorlige sygdomme.
Givet er det, at forskningen vil ske, enten lægerne i Danmark er med eller ej.
Hvis resultaterne lever op til bare en del af løfterne, så kan vi se frem til afhjælpning af sygdomme og alderdomssvækkelser i stort tal. Parkinsons, Altzheimers, hjertesvigt, muskelsvind, slidgigt, knogleskørhed, osv.
Stamceller kan nemlig i princippet bruges til regeneration af alt degenereret væv.
Med alderen svækkes DNA’et og cellernes evne til at dele sig. Det kendes under betegnelsen alderdom. Men skal vi virkelig affinde os med den?
Det behøver vi ikke, sagde dr. phil Malcolm A. S. Moore fra
Sloan-Kettering instituttet i USA på Teknologirådets høring om emnet i november.
»Et yderst bemærkelsesværdigt element i terapeutisk kloning er den foryngelse, der kan opnås,« sagde han. Ved hjælp af hudceller fra en gammel stud, som havde gennemgået 95 procent af sit ’reproduktive potentiale’, har man klonet en ny kalv, hvis DNA er helt forynget, med kromosomer, der er længere end de var i donorvævet, fortalte han. Ved at klone embryonale stamceller ud fra DNA i et gammelt menneske kan man opnå det samme.

I en verden, der i øvrigt mangler læger, medicin og andre midler til at bekæmpe de almindelige infektions- og mangelsygdomme, som fattige folk dør af, er vi ved at drive det så herligt vidt, at de rigeste landes folk kan slippe for alderdommen.
Fremtidens Rambo’er og Madonna’er behøver slet ikke genopstå som kloner. De kan bare få en foryngende indsprøjtning med stamceller, der stammer fra dem selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her