Læsetid: 2 min.

Revolutionen, der udeblev

5. december 2000

Rockmusicalen ’Rent’ postulerer ungdommelig friskhed og vitalitet, men fremstår træg og kønsløs

Teater
Hvis Rent virkelig, som det hævdes i programmet, skal forestille et bud på en revolutionering af musicalgenren, er projektet i dén grad mislykket. Rent revolutionerer ingenting, i hvert fald ikke i Gladsaxe Teaters opsætning. Og som traditionel musical er niveauet på det jævne.
Inspirationen til miljøet er Puccinis opera La Bohème. Vi befinder os imidlertid ikke i Paris, men i New Yorks East Village i slutningen af 90’erne, hvor en broget skare af kunstnerspirer, seksuelle minoriteter og andre afvigere dyrker deres bohèmeliv. Fjenden er det omgivende samfund, repræsenteret ved ny-yuppien Benny, som for sin svigerfars penge har købt byggegrunden, hvor vennekliken holder til, og har planer om at ombygge området til noget så ondsindet som et ’high-tech cyber-art studie’.
Forestillingens suspense er kampen mellem de gode (bohémerne) og de onde (samfundsnormerne), indlagt er skæbnefortællingerne om den hiv-smittede stripdanserinde Mimi og dragqueenen Angel. Det uangribelige budskab skæres ud i pap: Grib nuet, lev stærkt, dø ung, eller som der synges igennem hele finalen »Der er kun nu, der er kun i dag.«

Postuleret ungdom
Det mærkelige ved Rent er, at forestillingen postulerer ungdommelig friskhed og sexet vitalitet, men fremstår træg og kønsløs. De mange ingredienser, der signalerer ’tidsånd’ – digitalkameraer, mobiltelefoner, aids, ecstasy etc. – ændrer ikke ved, at den svenske instruktør Philip Zandéns opsætning virker ude af trit.
Noget af skylden skal måske findes i teksten, hvis unuancerede opsplitning mellem de gode (fattige/utilpassede) og de onde (rige/
etablerede) er et levn fra 70’ernes og 80’ernes punksorte verdensbillede, og i poprockmusikken, som er noget af det mest gammeldags, man kan støve op inden for rytmisk musik i dag. Men den store synder er iscenesættelsen, som er så bange for at være kedelig, at den larmer, råber, skråler, skingrer, løber derudad uden smålig hensyntagen til opbygning af historiens karakterer.
Det lykkes aldrig at appellere til nogen identifikation, så vi er grundlæggende ligeglade med Rents personer og deres skæbner, hvorfor det drama, der kunne have været hjerteskærende, runger hult. Bedre bliver det ikke af, at holdet har en ti år for høj gennemsnitsalder, med Lars Bom som skræmmeeksemplet, og at mange ikke kan spille. Sangen går det bedre med, og der leveres solide rocknumre af blandt andre Søren Launberg, Zindy Laursen og Nina Pressing, men det er hverken helt eller halvt nok til at legitimere den uforløste forestilling.

*Rent. Tekst og musik: Jonathan Larson. Iscenesættelse: Philip Zandén. Scenografi: Eva Norén. Koreografi: Per Breitenstein. Kapelmester: Stig Christensen. Oversættelse: Jesper Kjær. Gladsaxe Teater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her