Læsetid: 3 min.

Rigtige nisser

23. december 2000

Modernisterne så dem som ’julefnat’. Alle andre elskede dem – Brammings kravlenisser

Kravlenisser
Forleden besøgte jeg et museum med abstrakt kunst på væggene og borde fulde af bleg keramik. Sådan boede mennesker med honnette ambitioner for 50 år siden. I disse arkitekttegnede stole sad de og læste modernistiske digte, mens de ventede på atombomben.
Sådan bor de honnette den dag i dag, med rene linier i PH-lampens skær, med opslåede kunstbøger på borde af glas. Her leves det lødige liv.
Det var et museum for moderne kunst og design. Den bedste smag, den reneste stil. Jeg fik åndenød.
Men så kom jeg til at tænke på kravlenisser, Brammings kravlenisser fra 40’erne og 50’erne. Man burde snige sig ind en nat og hænge et par stykker op på sådan et museum, en med stortromme, en med tuba, en med xylofon og en med saxofon – på toppen af Richard Mortensens fornemme billedflader, små konkrete støjkilder i den store, abstrakte stilhed. Eller man kunne trække dem på snore, fra PH-lampe til PH-lampe, se deres lydløse latter i det bløde skær. Se dem komme til deres ret – både lamper og nisser.
Det ville aldrig gå an. Det ville være sabotage, krig mod et livssyn, et verdensbillede. Værre end døden, intetheden og sjælens ubodelige ensomhed – som man godt kan leve med i omgivelser som disse. Men livsglæde, barnlighed og ufornuft, for fuld musik, med piber, trommer og lystige farver – det ville være uacceptabelt, kunstnerisk og moralsk!

Æstetisk utøj
En moderne meningsdanner – jeg tror, det var Poul Henningsen – kaldte kravlenisser for ’julefnat på væggene’. Dårlig smag, æstetisk utøj.
De kravlede alligevel. Nisser dansede på malerierne, eller hang sprællende og grinende fra evighedskranse og korsstingsbroderier. De kunne ikke holde sig i ro. De faldt altid på gulvet. Det var et hyr med de nisser hele december måned. Men børn og voksne elskede dem. Især Brammings.
»Det er jo de rigtige kravlenisser,« siger folk, når de ser et genoptryk af hans ark i dag. Der er forskel på nisser. Brammings var i særklasse, dette mylder af rødklædte småborgersjæle i hujende humør, med runde næser og store fødder, nisser, der maler, spiller, drikker øl, kommer galt afsted. Der kan godt ske triste ting i deres univers – en snemand smelter, en nisse sørger.
Det var Bramming, der opfandt ordet ’kravlenisse’ – men ikke fænomenet. Længe før 1947, da han lavede sit første ark, klatrede Alfred Schmidts og Carl Røginds nisser rundt på danske vægge. Men det er Brammings, man husker.
Frederik Bramming lavede også tegneserier, reklamer og karikaturer, han var sportstegner og vittighedstegner. Men det var nisserne, der gjorde hans runde streg kendt af alle danskere. Og det var ikke bare kravlenisser. Der var også hans myldrebilleder i diverse juleblade, nisser i cirkus, nisser ved samlebåndet, hundreder af dem på hvert billede, hver med sin egen lille historie.
Og der var hans julekalendere – som kostede sved og tårer, når de skulle samles. Men de var heller ikke som andre julekalendere. De var tredimensionelle. Rigtigt legetøj: Et lille nisselykkehjul kunne dreje rundt og give en klaprende lyd fra sig. Et par af de rødklædte kunne stå på ski, ned ad et skihop af pap, fuld fart frem, helt ud på teaktræsbordet!
I pæne hjem betragtedes julens glæder som letfærdig omgang med tilværelsen. Andre steder var der liv og glade dage. Det var ikke Brammings fortjeneste alene. Men hans bidrag var betydeligt.

*Litteratur: Anders Hjorth-Jørgensen: Frederik Bramming – nisser og andet godtfolk. Tegneseriemuseet 1996

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu