Læsetid: 3 min.

Rock

19. december 2000

Julerock til langt efter påske
*Lige siden Phil Spector med sin juleplade foretog nye landvindinger i grænselandet mellem kitsch og tradition, har rockproducere sat en ære i at give genren et nyt aspekt. Nu er det Kim Hyttels tur. Hyttel er dansk rocks excentriker par excellence, og på The Spirit of Christmas har han sat kendte stemmer stævne i en julestue, hvor der er mangel på klejner og stearinlys, men masser af underdrejet metallisk guitar i arrangementer af højtidsevergreens, der netop går efter julen som en tid, hvor hjerter ikke kun klippes, men også længes og knuses. Steen Jørgensen fra Sort Sol anti-versionerer »White Christmas,« så det bliver en ny sang, Henning Stærk lyder som en amerikansk roadmovie på Chris Rea-nyklassikeren, »Driving Home For Christmas,« og Lise Cabble fornyr ABBA’s »Happy New Year,« så festfyrværkeriet afløses af skrøbelig smerte. Et dristigt projekt, som sine bedste steder holder længere end til påske.
Diverse kunstnere: The Spirit Of Christmas. Producer: Kim Hyttel. Midget Records/Mislabel

Klichébanken holder døgnåben
*Cd-mediet er meget demokratisk. De fleste med rimelig teknisk kunnen kan – næsten – lyde som kunst. I hvert fald for familie og vennekreds, og rockens klichébank er døgnåben. Den kombination kommer de danske debutanter, The Duo, til gode på en cd, der i al sin lugtfri dygtighed genfremkalder 1980’er-popfunken som den lød, og vist stadig lyder, på aftenskoler og musikgymnasier. Lidt mere melodisk substans er der på Colorblinds andet album med sangeren Anita Lykkegaard som den, der huskes, når de ferme, men ferske radiogearede riffs er glemt. Lettilgængelig og let forgængelig.
The Duo: Soundscape Sessions. Producer: The Duo. Elmer Records/GDC
Colorblind: Sweet Kind Of Pain. Producer: Christian Fleps m.fl. Iceberg Records

Ånden fra Buddy Holly genoplivet
*Var der retfærdighed til i rocken kunne den amerikanske sanger og sangskriver Marshall Crenshaw asfaltere indkørslen med platinplader, og tidens stjerner skulle trække nummer for at komme til at indspille hans kompositioner, hvor Buddy Holly møder Beatles og en venlig Elvis Costello. Sådan er det ikke. Nu er der en ny lejlighed til at bebrejde sig selv, hvad man har misset. Crenshaws popforelskede debut fra 1982 genudgives i de luxe-version med ekstra numre, akkompagneret af en karriereoverskuende best of-samling med undertitlen »This is easy«. Og sådan lyder Crenshaw. Hans melodier er ikke blevet mindre
uimodståelige med årene. »You’re my favorite waste of time,« synger han. Tak i lige måde.
Marshall Crenshaw: Marshall Crenshaw. Warner/ Rhino Records
The Best of Marshall Crenshaw – This is easy. Warner/Rhino
Begge fås via www.rhino.com

Nebraska tur/retur
*Bruce Springsteens Nebraska er blevet et klassificeret stykke Americana. En plade så urørlig, at den naturligt må udfordre andre musikere. Badlands er en hyldest til den plade, og en god anledning til at få bekræftet dybden i Springsteens mest nøgne sange. Det er i al sin nedtonethed en fremragende plade med kongeniale tolkninger af musikere, som kan både deres Springsteen og deres – bristede – amerikanske drøm. Chrissie Hynde synger titelnummeret, Hank Williams III lyder på »Atlantic City« spøgelsesagtigt besættende som sin farfar, og den altid uforudsigelige Ani DiFranco visualiserer »Used Cars« som det, den er – en drøm om at bruge livet som andet end en genvej
til døden. Tænk, hvis det var plader som disse, der blev ofret tv-reklamekroner på.
Div. kunstnere: Badlands. Producer: Jim Sampas. Subpop/Warner

Hud mod hud vers for vers
*Forbrugs-80’ernes mest cool sexidol, livsstils-ikonet Sade, er tilbage efter otte års tavshed. Og det er som om, hun aldrig har været væk. Til at begynde lyder hendes comeback som doven gentagelse, men tonen af vemod og selvrefleksion vokser og vokser til den fylder og genopfører det rum af tyst erindring, vi alle gemmer i os. Tidens trendjagtende soul-sangere burde tvangsindlægges til Sade, som ejer den sjældne kvalitet både at kunne lyde tidløs og moderne. Samtidig er hendes tidligere plader blevet genudsendt i digital restaurering, så mødet med hendes stemme bliver som hud mod hud.
Sade: Lovers Rock. Producer: Sade Adu m. Mike Pela. Sony

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu