Læsetid: 6 min.

’Vi sætter ham da bare af flyet’

23. december 2000

Frandsen i tvekamp med nerverne i flyet mod Havanna – Marco giver Information fingeren

Kunstrejsen VI
SAO PAULO – PANAMA – HAVANNA – Alles tanker går til Frandsen. Stiv af skræk sætter han sig i flyets trange sæde. Hans flyskræk er på turen efterhånden blevet legendarisk. Forinden har der ellers været en del joken om, hvad der vil ske undervejs.
Kvium: »Det plejer jo at være sådan, at der altid er en af stewardesserne, som kommer og siger, at hun har hørt, vi er berømte kunstnere, og om vi ikke nok vil lave en tegning til hende.«
»Antallet af brækposer med vores tegninger på, må være uendeligt,« skyder Lemmerz ind.
Frandsen har sat sig ved siden af Kvium, som i disse minutter udstråler: Det skal nok gå alt sammen. For at yde en ekstra gerning for den skræk-somme kollega, siger han til stewardessen, som netop maser sig gennem rækkerne:
»Listen we have a passager here, who is very scared of flying. Would you please be aware of this?«

Foran Amazon-junglen
At den skarpe dame ikke forstår mange engelske ord, gør ikke sagen bedre. Hun begynder i hvert fald at hidse sig op. Hun forstår ikke, hvad problemet er, kommunikerer hun. Kvium forsøger, at gyde olie på vandene. »Listen, he’s just scared of flying that’s all«.
Under ordvekslingen borer Frandsens blik sig mere og mere ind i flysædet foran. Han mæler ikke et ord. Så kommer damen med en af sine overordnede. Endnu mere ordveksling. Hun fremstammer:
»We can just land and put him off the plane if there is any problem while we’re flying.«
Kvium aner ordenes vægt i det frandsenske sind, vi har trods alt tre timers flyvning over Amazon-junglen foran os. Han afværger situationen. Frandsen tier fortsat.
Efter mellemlandingen i Panama har Frandsen netop overlevet take-off i Copa Airlines vakkelvorne fly. Da hans nye sidemand får maden serveret på spiseklappen, ryger det hele ned på gulvet. Frandsen ser ud som om, han aner en lige linje fra inventarets beskaffenhed til flyvningens pålidelighed. I mens på et andet sæde:

Lidt refleksion
Deres rundsendte har overskud til lidt refleksion, mens der bladres i de bøger, vi fik af Jens Olesen.
»I min familie har vi altid været historiefortællere,« står der i en af dem. Billederne, hans fotograf tog af ham, er ikke specielt gode. Det er egentlig flot af ham, at han til pressen videregiver billeder af sig selv, hvor han faktisk ser lidt bøs ud. Når han kan lide gale mennesker, kan han nok også lide gale aviser, tænker jeg troskyldigt.
Vi kigger også en ekstra gang på returbilletten og opdager at returrejsen til Sao Paulo ikke, som aftalt, er til på lørdag, men derimod tirsdag om en uge. Fikst af ham. Ferniseringen på Knaldperlernes udstilling på Cuba-biennalen er på fredag, og var vi fløjet tilbage dér, havde vi jo ikke kunnet skrive om den. Vi må forsøge at ændre billetten, når vi når Havanna.
Så mærkes Cuba under hjulene. Blødt tager øens tropenat imod os. I modsætning til Sao Paulo ånder her en mere afslappet atmosfære. Store skallede bygninger glider forbi taxavinduet og efter tyve minutter holder vi foran et af Cubas største hoteller.
Habana Libre og fire stjerner står der over indgangen. Olesen har naturligvis bestilt det bedste. Foyeren er en balsal af dekadent luxus. Marco fører an med reservationspapiret.
»Nej, beklager, der er ikke reserveret noget,« kommer det på spansk fra maestroen bag skranken. Efter to timer får vi alligevel nøglen til et par værelser. Fra etage 23 ligner byen en drøm.

Normal people!
Dagen efter tjekker Information ud igen. 1.500 kr. pr. nat, har vi ikke råd til at betale. Knaldperlerne bliver boende. Hver dag arbejder de hektisk på den udstilling, Jens Olesen pludselig havde fået i stand på Biennalen. Jeg husker ordene på hans kontor:
»Kataloget skulle laves hurtigt og før nogen overhovedet vidste, hvad de skullle udstille. Jeg tog dem med op til swimmingpoolen (på hotellet i Sao Paulo, red.). Der er sgu’ ingen af os, som er normale, så jeg kaldte det bare: Normal people.«
En aften møder vi Jyllands-Postens slukørede udsendte:
»Ja, jeg kom jo primært, fordi vi havde hørt, at der var mulighed for et interview med Fidel Castro. Men det gik åbenbart i vasken.«
Nå, blev JyllandsPosten også lokket herned, tænker vi ved os selv. Ingen har jo set Olesen hernede. Og Fidel – glem det! Olesen er jo reklame-mand, og hvis nogen ved, hvordan man skal lokke pressen til, må det da være ham. Skal vi til Sao Paulo til lørdag, er der kun plads i flyet dagen efter, vi er ankommet til Havanna, siger de på flykontoret. Vi beslutter os for at følge Olesens billetterede tidsregning.
Som dagene går lyder meldingen, at det skrider fremad med arbejdet omkring udstillingen.
»Vi havde fået tildelt det værste rum overhovedet, det var nærmest et reservekontor, men nu har vi fået en idé til en fælles udstilling«, orienteres vi af Marco.
På ferniseringsaftenen er forventningerne store. Vi ankommer lidt for sent og havner midt i begivenhederne. Der er masser af mennesker. I udstillingsrummet hænger et kæmpe banner med billedet, som Olesens fotograf tog og hvor Knaldperlerne knæler ned i swimmingpoolen. En pianist spiller gamle schlagere på et flygel, Bondes kamera-symboler er klistret op rundt omkring, planter er malet hvide, væggene turkis. Ved en bardisk står Lemmerz og deler drinks ud af mindst femten flasker rom.
»Der skal være rigeligt til alle, ne?,« siger tysken. »En gestus«, fortolkes der. Fordelen ved rom-uddelingen er, at gæsterne bliver mere og mere fulde, og udstillingen mere og mere ud i tågerne lysende.
»Lav et interview med pianisten, hun er Cubas mest berømte,« attakeres vi af Marco. Og lidt efter: »Lav et interview med dén mand, han ejer stedet her«.
»Vel vil vi ej, vi vil da more os«, får han at vide.
Jyllands-Postens udsendte ses lidt senere i andægtig gang med båndoptageren i kollegialt ledtog med DR2’s udsendte. Pianisten interviewes.
Efter kort tid er alle forrygende fulde og vakler rundt mellem palmerne. Så øjner vi Marco. Vredt giver han os fingeren. Han spyttede efter mig, beretter min ledsagerske krigerisk. Marco er bare skuffet over os, bliver vi enige om (vi er jo heller ikke særlig flinke, red.). Vi lader ham fare. Rommen spritter rundt i hjernen, alt opløser sig i tåge. Ingen ved, hvor de andre er henne, og på en bar sidder vi til slut pludselig kun med Lemmerz.

Epilog:
Vi så ikke mere til Olesen. Informations ledelse godkendte den rundsendtes forklaring om, at han, ’vor mand i Havanna’, var uden skyld i den ekstra uges udrejse. Vi flyver til Sao Paulo med Frandsen og Kvium. Kvium er ked af Habana Libres telefonregning. 4.600 kr. er mange penge, siger han bedrøvet. Tilbage på Pinacoteca lyser han atter op. »Vi har lige solgt et maleri hver til en samlet pris af 75.000 kr.« Vi tager afsked. Tilbage til avisvirkeligheden:

SERIE
Kunstkongens knaldperler
Vor rundsendte medarbejder har i denne uge berettet fra en sælsom sydamerikansk rejse i kølvandet på kunsttalende danskere. Michael Kvium, Cristian Lemmerz, Marco Evaristti, Erik A. Frandsen og Niels Bonde skulle udstille i Sao Paulo og Havanna. Dagbladet ‘Uafhængig af økonomiske interesser’ Information fik foræret en flybillet i tilgift for en artikel. Dette er den sidste artikel. Læs hele serien og Merete Ahnfeldt-Mollerups anmeldelse af turens to kunstudstillinger på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu