Læsetid: 3 min.

SAS fløj videre med problem-motor

16. december 2000

To gange havde SAS’ mekanikere forgæves ledt efter årsagen til forhøjet olieforbrug i en jetmotor. En måned senere splittede en voldsom oliebrand motoren ad kort efter take-off

Hård landing
SAS’ mekanikere kendte symptomet, men ikke dets årsag, da de i marts i år besluttede at sende DC-9-flyet Bodvar Viking på vingerne, selv om mekanikerne havde registreret et for højt olieforbrug på flyets højre motor.
Mindre end en måned senere havde Bodvar Viking et alvorligt motorhavari og måtte nødlande med 110 mennesker om bord umiddelbart efter starten fra Kastrup Lufthavn.
At det forhøjede olieforbrug er nøglen til en opklaring af det dramatiske havari – i fagsproget en uncontained engine failure – fremgår af den supplerende foreløbige redegørelse, som Havarikommissionen for Civil Luftfart offentliggjorde i oktober i år.
Havariet var dramatisk: et brud på turbineakslen betød, at dele af motoren brød gennem skærmene og med høj fart blev slynget ind mod flykroppen, som blev gennemhullet – uden at der dog skete skader på kabinen.
»SAS vælger, selv om fejlfindingen ikke er lykkedes for dem, at sende et fly i luften med et olieforbrug, som har vakt deres bekymring. SAS er klar over, at der skal gøres et eller andet ved det forhøjede olieforbrug, men vælger at lade flyet flyve videre uden at blotlægge årsagen til fejlen,« forklarer Jørn Madsen.
Han var ved starten af undersøgelsen chef for Havarikommissionen.

Forsøg på fejlfinding
Både den 17. december 1999 og den 28. marts 2000 udstedte SAS arbejdsordrer for at forsøge at finde årsagen til det høje olieforbrug på motoren med typebetegnelsen JT8D-11. Det skriver Havarikommissionen i sin supplerende foreløbige redegørelse for Bodvar Vikings motorhavari.
Den 28. marts fandt SAS-mekanikerne en lækage mellem gearkassen og starteren. Gearkassen blev udskiftet, og dagen efter blev motoren frigivet til flyvning.
Men, skriver Havarikommissionen: »Motorens olieforbrug var i april måned 2000 fortsat højere end sammenlignelige motorers olieforbrug.« Det viste SAS, at årsagen til fejlen ikke var fundet.
Det fremgår af Havarikommissionens redegørelse, at den store amerikanske motorfabrik Pratt & Whitney flere gange har rådet flyselskaberne – herunder SAS – til forbedringer af JT8D-11-motorer, som kunne forebygge voldsomme oliebrande som den, der ramte Bodvar Viking.

Alert
Det er blandt andet sket i en flere år gammel såkaldt Alert Service Bulletin. Ordet Alert i forbindelse med en Service Bulletin »betyder, at det omhandlede kan have væsentlig betydning for luftdygtigheden«, forklarer Havarikommissionen i sin redegørelse.
Frank Kristensen, der er chief investigator i SAS Accident Investigation Team (SAINT), oplyser, at SAS efter motorhavariet i april har ændret sine procedurer:
»I tilfælde af et forhøjet olieforbrug vil vi fremover på et tidligere tidspunkt pille
motoren ned og sende den til yderligere troubleshooting hos Volvo Aero Engine,« siger Frank Kristensen.
Volvo Aero Engine har ansvaret for større vedligeholdelsesarbejder og reparation på SAS’ flymotorer.
Frank Kristensen understreger, at SAS ikke har sagt nej til at følge forskrifterne fra Pratt & Whitney.
»Men ifølge reglerne skal det ikke laves, før motoren næste gang kommer på værksted og er adskilt af andre grunde,« siger Frank Kristensen. Ifølge ham flyver tre af selskabets i alt 65 JT8D-11- motorer i øjeblikket rundt med et olieforbrug højere end normalt. Frank Kristensen understreger, at SAS overvåger de tre motorer og i øvrigt følger anvisningerne i motorens vedligeholdelseshåndbog.
»Det er vigtigt at understrege, at årsagen til motorhavariet endnu ikke er fastslået – altså hvilken komponent der fejlede. Et øget olieforbrug er ikke i sig selv tegn på et umiddelbart forestående akselbrud,« siger Frank Kristensen.
Han tilføjer, at SAS havde taget flyet ud af drift, hvis enten flyfabrikken, motorfabrikanten eller SAS’ egne teknikere havde advaret om et umiddelbart forestående motorhavari. Undersøgelsen af Bodvar Vikings motorhavari fik forholdet mellem SAS og Havarikommissionen til at gå op i en spids. Konflikten sluttede brat, da Trafikministeriet i august med omgående virkning fritog havarichef Jørn Madsen for tjeneste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu