Læsetid: 2 min.

SF positiv over for Nice

12. december 2000

SF kræver nærlæsning af Nice-traktaten, før de beslutter, om de vil kræve en folkeafstemning

Folkeafstemning
Umiddelbart synes Holger K. Nielsen, at Nice-traktaten ser fornuftig ud, men SF forbeholder sig ret til en nærlæsning af traktaten, før det beslutter, om det vil have den til folkeafstemning eller ej.
»De knaster, som vi var bekymret for, er blevet fjernet. Det var især artikel 42, og det ser også rimelig fornuftigt ud med afgørelserne om Kommissionen, men som sagt skal vi lige se på teksten, før vi tager endelig stilling,« siger Holger K. Nielsen og hæfter sig ved, at der kan lægge mange temaer gemt i teksten, som man har overset. SF vil især lægge vægt på om udvidelsen mod øst er fuldstændig klar i traktat-teksten:
»Udvidelsen spiller en meget vigtig rolle for os, og vi er villige til at lave nogle kompromiser for at sikre udvidelsen. Den sammenhæng skal vi have fuldstændig klarhed over,« siger Holger K. Nielsen.
SF’s Hovedbestyrelse har på forhånd aftalt, at partiet ikke vil udtale sig om, hvorvidt de vil kræve en folkeafstemning før næste Hovedbestyrelsesmøde den 6.-7. januar 2001.
»Vi har aftalt at tage stilling på næste hovedbestyrelsesmøde, ellers går der bare hul på en byld,« siger Bjarne Eliasen fra SF’s Hovedbestyrelse, mens et andet medlem af Hovedbestyrelsen, Peter Goll, generelt er positiv over for tanken om en folkeafstemning, også selv om det ikke er nødvendigt i forhold til Grundlovens paragraf 20 om suverænitetsafgivelse.
»Det er klart, at hvis der kun er tale om mindre tekniske ændringer, så skal det ikke udløse en folkeafstemning, men der kan meget vel være nogle konsekvenser, som ikke er kommet frem endnu. Vi har kun regeringens fremstilling af traktaten, derfor må vi selv have gravet detaljerne frem nu. Det, synes vi, er SF’s rolle i den her proces, at alle de ændringer, der får betydning, kommer frem,« siger Peter Goll.

Ungdommen vil stemme
Til gengæld vil SF’s Ungdom med al sandsynlighed kræve en folkeafstemning, siger formanden for SFU, Jacob Nørhøj.
»Hvis man mener det med brobygning alvorligt mellem politikere og befolkning, så er det afgørende, at man tør spørge befolkningen, uanset om juraen kræver det, « siger SFU-formanden, der – ligesom Holger K. Nielsen – vil se, om der reelt er en binding på, at østudvidelsen kommer i gang, før han vil tage stilling til et ja eller nej til traktaten.
Kristeligt Folkeparti, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er til gengæld ikke i tvivl om, at de vil have Nice-traktaten til afstemning.
»Ændringerne er så væ-sentlige, at man ikke kan vedtage traktaten uden at spørge befolkningen, som satte nogle grænser for politikernes beføjelser med Amsterdamtraktaten i 1998. Om det er juridisk påkrævet eller ej, bør vi tage afstemningen, siger EU-ordfører for Enhedslisten Kjeld Albrechtsen. EU-ordførerne fra Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre er godt tilfredse med traktaten. De er enige om, at det vigtigste er, at udvidelsen mod øst blev nedfældet i traktaten og påbegyndt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her