Læsetid: 3 min.

Slanger i paradiset

15. december 2000

Paul Gauguin skriver et suverænt rablende testamente, med udfald mod fransk kolonimagt og dansk fladpandethed og med lysende kunstneriske indsigter

Ny bog
Paul Gauguin blev gift med Mette Gad og var i kort tid bosat i København. Han nærede sidenhen et indædt had til danskerne, men efterlod en kunstsamling, der blev studeret af de malere, der kunne se, hvor billedkunsten bevægede sig hen.
Ordrupgaardsamlingen viste for år tilbage en rekonstruktion af den Fries 1893-præsentation af van Gogh og Gauguin, der for en kort og enestående stund gjorde Danmark til det mest avancerede udstillingssted i verden.
På Statens Museum for Kunst kan man for tiden studere, hvad Gauguin som person, kunstforstandig og egensindig maler betød for den danske symbolisme.

Drøm og virkelighed
Gauguin har også efterladt en litterær arv. Der er den tahitianske paradisdrøm Noa Noa, som Paul la Cour har gendigtet, men der er blot den hage ved det, at værket før trykning blev korrumperet af udgiveren. Gauguins idiosynkratiske stil blev poleret, sukret og banaliseret, så det blev ikke en adækvat udgave af Sydhavseventyret.
Gauguins senere værk, Før og efter, har måttet vente til år 2000, før en dristig forlægger, Bløndal, og en glimrende oversætter, Marius Hansteen, kunne berige vor danske kunsthistorie med dette sære mesterstykke.
Den Gauguin, der skriver sit rablende åndelige testamente på Marquesas-øerne, er ved at være ædt op af galde, syfilis og vanskæbne. Der er ingen stringens i hans ordgyderi, og meget er under bæltestedet og under lavmålet. Alligevel er det så forrygende engageret og formidabelt underholdende, at man takker udgiver og oversætter for den bedrift at gøre det tilgængeligt på dansk.

Danske brummere
Oven i købet med et suverænt forord af Ib Michael, som ikke lægger fingrene imellem over for sex-turisten og pædofilen Gauguin, der ikke holdt sin kønssygdom for sig selv.
Alligevel har Ib Michael en dyb forståelse for civilisationskritikken hos den geniale maler og for hans selvmedlidende, rasende udfald mod Mette Gads landsmænd, som han karakteriserer således: »Vi tilhører et folk af brummere, der hellere tager tonen for lavt end for højt.«
Paul Gauguin kommer vidt omkring i FØR og efter. Der er ramsaltede historier fra hans sømandstid, koncise barndomserindringer fra Lima, en forsvarstale for ham selv i forhold til van Gogh om deres samvær i Arles (det afskårne øre).
Når Gauguin kommer til de kunstnere, han virkelig beundrer, Degas eller Cézanne, gnistrer det af klarsyn i de korte replikker. I modsætning til Edvard Munch, hvis kunstneriske indsigter ikke trænger igennem hans mange ord, giver Gauguin god besked om malerkunst, når han karakteriserer de store og de oppustede samtidige.
Den sport at forarge borgerskabet har næsten alle det 20. århundredes kunstnere dyrket med iver. Gauguin fylder sin bog med platte sjofelheder, og sære misogyne udfald.
Et typisk eksempel på hans kortsluttede anekdoter:
»I København kom en fornem dame til at glemme sin pung med monogram på i en butik. I pungen lå et præservativ. Men hjemme i det hus, hvor jeg boede, var der et par oppe under kvisten, der levede på polsk, og de blev smidt i fængsel.«

Danskerhad
I det hele er der ikke grænser for hans foragt for danskerne – som Ib Michael siger: » Stangerup ville have frydet sig. Blot et par smagsprøver:
‘Jeg hader Danmark, dybt og inderligt. Klimaet, indbyggerne ... Undskyld, jeg glemte at nævne de beundringsværdige huse, der er bygget til at være varme om vinteren og svale om sommeren, og at
byen er smuk. Det bør også nævnes, at man i Danmark som regel tager imod i spisestuen, hvor man får glimrende mad. Det er dog altid noget, og så går tiden jo med det.’«
Thorvaldsen kan han ikke beundre: »En skandinavisk udgave af den græske mytologi, der er blevet slebet til, så den passer til protestantismen. Venusser, der står med sænket blik, dydigt draperet i våde lagener.«
Værst svinger han krabasken over de danske kvinder, særligt hvis de formaster sig til at prøve at blive billedkunstnere. Her kører Gauguin lige så meget ud af tangenten som Strindberg med råb og skrig om lesbiske og beregnende og uanstændige fruentimmere.
Der er også et par mord, en god spøgelseshistorie om et skelet i kælderen, og epigrammer af stor vægtfylde. Men der er ingen idyller i FØR og efter.

*Paul Gauguin: FØR og efter. Oversat af Marius Hansteen. 240 s., ill. 325 kr. edition bløndal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her