Læsetid: 3 min.

Sønnen og manden

28. december 2000

Frits Helmuths erindringer byder på mange appetizers, hvortil den egentlige hovedret er barndommen, hjemmet og forældrene ikke karrieren

Erindringer
Titlen er velvalgt – foruden det kendte helmuthske tandmellemrum (som amerikanerne regner for sexet hos kvinder), består erindringerne af nedslag i både tid og rum, det offentlige og det private. Relativt kronologisk. Man har ’i branchen’ altid vidst, at ’unge Helmuth’ var en sensibel kunstner og blufærdig mand, der havde det bedst uden for pressens grelle lys. Derfor har erindringerne – nu hvor de overraskende alligevel er kommet og hvor redigerede de end er – en undertone af at være skrevet med let overvindelse, måske endda pligtfølelse. Pligtfølelse, for som søn af en usædvanligt folkekær skuespiller er Frits Helmuth den eneste, der kan supplere Osvald Helmuths egne erindringer, der udkom i 1963 og holdt sig til livet på scenen – Helmuth junior orker dog at overskride, hvad senior lod ligge.
Det gør han, fordi det er ham magtpåliggende at få sin mor, Søster Helmuth, frem i lyset. Enhver feminist må nødvendigvis elske selvbiografen Frits H. for det billede, han giver af sin mor og hendes arbejdsomme stå-på-pinde-tilværelse som kokkeenepigehustru med diplomatisk tillægseksamen og stålhud på sjælen, hver gang premiere- eller festnerver gjorde husherren utilregnelig eller endnu værre – usynlig. Samhørighedsfølelsen mellem mor og søn skildres kærlighedsfuldt og med en sådan sikkerhed på de indre linjer, at forfatterens åbenhed med hensyn til moderens – forståelige – udenomsægteskabelige kærlighedskrise i efterkrigsårene hverken føles indiskret de to imellem eller ved inddragelsen af den udenforstående læser.

Midterpositionen
Som barn har Frits Helmuth stået i enebarnets anstrengende midterposition mellem forskellige forældregemytter uden at skænke det mange tanker, for hjemmet var frem for alt kærligt. Men som ung fik billedet dybde og øjnene så ting i faderens disfavør, som nok med mellemrum kom på bordet, men som de to først sent fik talt ud om. Men tag ikke fejl, unge Helmuths ærekærhed på faderens vegne var hudløs og beundringen selvfølgelig inderlig – osse den, der gjaldt Osvalds hurtighed i replikken – og den voksne sønlige hengivenhed huskes fra tv’s fine portrætudsendelser.
Ingen af de følgende nedslag har samme fintmærkende optik. Unge Helmuth var vitterligt meget ung, 19 år, da han blev optaget på Det Kgl.s elevskole, og erindringerne derfra samler sig om de forenede lærerkræfter: forgudede Holger Gabrielsen, korrekte Martin Hansen og elektrificerende John Price. Samt teatrets barokke pladsforhold; skolen havde ikke egne lokaler, så de unge talenter flakkede som nomader rundt i det store hus for at finde lidt prøvero. Måske også for at få tiden til at gå; undervisningen indskrænkede sig til 10 timer om ugen, så når Helmuth beklager elevskolens lukning (og udflytning til Statens Teaterskole), må det være et udslag af nostalgi og ikke af bekymring på standens vegne – 10 timer er, hvad en moderne skuespillerelev har af undervisning på en ikke-ualmindelig dag.

Jeanne og det subtile
Den pressesky Helmuth vælger fornuftigvis kun at løfte lidt af sløret for de to ægteskaber, der var med kolleger: Både Agneta Segerskog og Jeanne Darville var vant til mosten, den sidste endda en kyndig bruger af formiddagspressens ’tjenester’, når der var brug for det. At Tænke Sig (vistnok Poul Hammerich) udødeliggjorde damen som Jeanne der ville men ikke kunne, da hun måtte opgive lyndublering af Eliza rollen i Danmarkspremieren på My Fair Lady. Meget subtilt skildrer Frits Helmuth damens ikke nær så subtile og forgæves forsøg på at få den unge ægtemand tilbage i folden uden så meget som at nævne tilnavnet.
Med mellemrum er anekdoternes og de velovervejede snapshots bog. Fuld af sidebelysninger og tegninger i få streger. Men har man sat næsen op efter en kunstners refleksioner over sit arbejde, bliver man skuffet – her sænker den blufærdige persiennen. Mange pæne ord om Edward Flemming og Kaspar Rostrup, men ikke et ord om Knud Leif Thomsen og indspilningen af Løgneren, hvor Helmuth trådte i karakter som skuespiller. Og næsten ingen om scenearbejdet, de mest betydende instruktører og store roller, men flere om turnélivet og de nærmeste kolleger – Helle Virkner, Ghita Nørby, Ebbe Rode, Karsten Vogel. I et nænsomt sprog, som folder sig ud, hvis man ikke læser for hurtigt – hvilket man nemt kommer til i sulten efter den analyse, de erfaringer og de overvejelser, som man tror, Helmuth kan levere.
Forhåbentligt bliver der en næste gang.

*Med Mellemrum af Frits Helmuth. 252 s. Kr. 248. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu