Læsetid: 4 min.

I spændingsfeltet mellem øst og vest

13. december 2000

Der er stadig en mærkbar forskel på hiphop-udgivelser fra det hedonistiske
Los Angeles og det mere politisk bevidste New York, eksemplificeret ved nye udgivelser fra legendariske Snoop Dogg og Prodigy Of Mobb Deep

Nye cd’er
Var der nogen, der konsoliderede gangsta-rappen i hælene på kvintetten N.W.A.’s massive gennembrud i starten af halvfemserne, var det det tidligere N.W.A.-medlem, produceren Dr. Dre og hans protege Snoop Doggy Dogg. Begge tilknyttet den herostratisk berømte Suge
Knights pladeselskab Death Row, der i en kort periode nærmest havde monopol på genren, som dog hurtigt bredte sig ud over alle bredder og i processen forvandlede sig til én af 90’ernes mest kontroversielle og kommercielt succesfulde genrer
Dr. Dre’s The Chronic fra 1992 og Dogg’s Doggystyle året efter definerede den amerikanske vestkysts G-funk, der modsat kollegaerne på østkysten – f.eks. Public Enemys dissonante lydcollager og politiserede raps – var glatte, swingende og fuld af hooklines. Det kontroversielle var at finde i et tekstunivers, som overførte og forstørrede skyggelivet på Los Angeles’ mean streets til tegneserieformat.
Bandekrigen mellem Reds og Cribs blev blæst op i stjernekrigsstørrelse, glorificeringen af våben, vold og nedskydninger ville ingen ende tage, alfonseri, hæleri, tyveri og salg af ulovlige narkotiske stoffer antog et skær af det forjættende og kvinder blev sjældent omtalt som andet end sexobjekter, på en fornedrende og for sarte sjæle decideret frastødende facon, som eksemplificeret ved rapperen Eazy-E’s rim om at »I might be a woman beater/ but I ain’t a pussy eater …«, hvilket må kaldes stolt uvidenhed.

Vittig, funky og ufarlig
Havde utilpassede hvide middelklassebørn med voldelige drømme om hævn over samfundet været på udkig efter noget, der kunne støde deres liberale, tidligere pot-rygende og langhårede forældre, kom gangsta-rappen som sendt fra himlen, og det var dem som gjorde genren til midthalvfemsernes mest omtalte og sælgende inden for amerikansk populærmusik. Og i konkurrencen fra mere og mere ekstreme hardcore-rappers fremstod
Snoop efterhånden som en tegneseriefigur.
Hans måde at rappe på er en af genrens mest karakteristiske – en kritiker har påpeget at den består af »equal parts Mississippi and L.A.:
seethingly countrified urban gothic« – men konge af gangsta-rappen var en titel han kun modstræbende påtog sig, da han af natur var en genert mand, som ikke gerne ønskede øjenkontakt, hvilket dog gav ham ekstra appel hos teenagers across the USA.
I hælene på nedskydningen af dets største stjerne, Tupac Shakur, i 1996 faldt
Suge Knights terroristiske Death Row-organisation fra hinanden, og i dag sidder Knight såmænd i spjældet. Dr. Dre startede sit eget pladeselskab Aftermath, mens Snoop Dogg – som han nu kaldte sig – blev en del af New Orleans-entreprenøren Master P’s imperium, No Limit, hvor han til dato har udgivet tre plader.
Den nyeste hedder The Last Meal – ikke en religiøs reference, men en hentydning til det sidste måltid, der tilbydes en dødsdømt. Udover at Gud og hvermand gæsterapper på de 19 spor, er Dr. Dre også blevet hjulet ind for at producere et par spor som ligeledes den stadig hotte Timbaland, men det kan ikke skjule det faktum at de tider, hvor Snoop Dogg skrev hiphop-historie, er ovre. Det er en vittig og funky, men også ufarlig udgivelse, hvor Snoop på sin sædvanlig lakoniske facon fortæller røverhistorier fra ghettoen på typisk L.A.-facon – med masser af swirling synthesizere, svingende beats og samplinger, pigekor og melodiske omkvæd, men absolut intet nyt under solen.

Udfordringen fra øst
Med til historien hører, at gangsta-rappens største udfordring kom fra USA’s østkyst, hvor en række navne med The Notorious B.I.G. og Wu-Tang Clan i spidsen tog opfordringen op med udgivelser som både musikalsk og tekstligt havde større substans, end den kliche gangsta-rappen lynhurtigt udviklede sig til.
Modsat det hedonistiske Los Angeles er det som om, der i New York og omegn altid har eksisteret en større bevidsthed omkring årsag og virkning, og selvom hiphoppen på østkysten aldrig er nær så lækker og swingende som den på vestkysten, er den musikalsk mere minimalistisk og eksperimenterende, med et nuanceret, samfundskritisk og politisk bevidst tekstunivers, hvor en understrøm af storbyfænomener som klaustrofobi, paranoia, utålmodighed, stress og ensomhed er med til at keep it real.
Blandt de bedste tekstforfattere på østkysten hører Prodigy, til daglig rapper i
duoen Mobb Deep, der til dato har udsendt tre fremragende albums. Han benytter på soloalbummet H.N.I.C. (hvilket charmerende nok betyder Head Nigga In Charge) muligheden for at arbejde sammen med en lang række af tidens mere indflydelsesrige producere, og det samlede resultat er en nøgen og kompromisløs udladning, langt mere stimulerende og udfordrende end Snoop Doggs puerile og stillestående raps.
Selv om hiphoppen som helhed p.t. måske står en smule i stampe, kommer man ikke udenom at de bedste plader stadig udgår fra den eksklusive og solipsistiske new yorker-scene, mens Los Angeles som hiphop-by stadig hviler lige lovlig meget på fortidens triumfer.

*Snoop Dog: The Last Meal (Priority/&Virgin)

*Prodigy Of Mobb Deep: H.N.I.C. (Loud/Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her