Læsetid 2 min.

Sproghandling eller bøn?

15. december 2000

Nu foreligger den første introduktion til Simon Grotrians poesi

Ny bog
Ny-barok, surrealisme og ekspressionisme er nogle af de mange betegnelser, man har hæftet på Simon Grotrian (f. 1961). Selv undrer poeten sig over, at ingen i forbindelse med hans digte har talt om symbolisme kombineret med nationalromantik, salmister og et stænk græsk tragedie.
Hvorom alting nu er, har Grotrian siden debuten i 1987 udfoldet en lyrisk praksis, der uden diskussion hører til det dunkleste og mest egensindige, vi overhovedet kan finde i dag, samtidig med at man gang på gang må imponeres af hans talent og fascineres af hans sprælske sproglige fantasi.
Stefan Kjerkegaard, der har skrevet et universitetsspeciale om forfatterskabet, har nu delvis på basis heraf begået en lille bog om Grotrian og hans digtning. Udover en knap litterært-analytisk indføring med nedslag i enkeltdigte omfatter bogen et skriftligt interview fra Weekendavisen, en stribe breve mellem poeten og litteraten samt et nyere mundtligt interview. Bibliografien sidst ser ud til at rumme alt væsentligt.
Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er... Anvendes denne regel på Simon Grotrians digtning, sådan som den lægges frem af hans næsegrustilbeder Kjerkegaard, så gør portrættet digteren uret. Bogen over-eksponerer poetens fortænkte sider, og det forekommer karakteristisk, at Grotrian i brevdelen gang på gang må lægge afstand til sin beundrers anmassende forsøg på at lægge idolet ’dyre’ filosofiske, teologiske og poetologiske svar i munden.
Stefan Kjerkegaards indledende gennemgang rummer flere fine iagttagelser, men den er som portræt fælt indforstået, hvortil kommer en fatal fremstillingsmæssig ubehjælpsomhed. Studier af detaljens detalje dynges op, behængt med krydshenvisninger, uden at Kjerkegaard er i stand til at sortere og syntetisere.

Religiøs (post)modernist
Mere at hente er der til gengæld i interview-sekvenserne, hvor Grotrian bl.a. får understreget, at han tror på genopstandelsen og det evige liv. Han er nemlig noget så specielt som en religiøs (post)modernist, og han øjner ingen modsigelse i på én gang at opfatte digtet som sproghandling og bøn.
En digter med denne holdning kunne let risikere at stige lukt til himmels, eller i det mindste blive ’hørmet’ patetisk. Derfor må Grotrian ofte ty til det morsomme eller groteske for, som han udtrykker det, at »få tingene halet ned på jorden, så læseren kan forholde sig til dem.« Hvad angår hans meget bevidste brug af metrik og matematiske systemer, tjener den efter hans eget udsagn til »at holde en lettere kaotisk fantasi i skak.«
Endnu et aspekt af Grotrians lyriske praksis kommenteres tit i denne den første introduktion i bogform. Det drejer sig om hans forhold til traditionen, hans dialog med den endnu levende fortid. I hans digtsamlinger ser man hyppigt små taknemmelige hilsener til forgængerne, som f.eks. Hölderlin, Georg Trakl og Paul Celan. Det skyldes slet og ret, at digteren, som han siger, føler sig fint tilpas i selskab med genierne.
At han tilsyneladende også har følt sig godt tilpas ved en Stefan Kjerkegaards anmassende omklamring, tjener ham for så vidt til ære. Andre havde forlængst sagt stop.

*Stefan Kjerkegaard: Digte er bjergede halse. Om Simon Grotrians forfatterskab. 96 s. Kr. 168,-. Edition After Hand. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu