Læsetid: 9 min.

I Staunings verden

16. december 2000

Trods pres fra verdensøkonomien og de politiske yderfløje gennemførte den socialdemokratisk-radikale regering vidtgående reformer, der sikrede et indre værn mod nazismen. Hvem er dens sande arvtagere?

Tilbageblik
I disse EU-tider fabler mange om gamle dage: Dengang, da danskerne var danske, da kirken var dansk, og sproget var dansk; de danske jøder var også danske, omend på en charmerende lidt anderledes måde (’Inden for Murene-danske’).
Det er ikke nyt, for også i 1930´erne drømtes der om de tabte gamle dage – den top, hvorfra vi er faldet, men atter skal op. Den rigtigt gamle verden var forsvundet med Første Verdenskrig, som efterfulgtes af vild forvirring i 1920´erne. Hvor var fædrelandet nu? Var der håb?
På den ene side havde man kommunisterne med det nye fædreland i Rusland – dette ord føltes mere mundret end Sovjetunionen.
På den anden fløj fandt man dem, der ønskede en fremtid bygget på det tabte. Sønderjylland var kommet tilbage i 1920, men ikke Flensborg. Og det, der overlevede af den gamle verden, var truet. Selv monarken, Christian X, var ikke mere, hvad han havde været, men red dog heldigvis sine ture – jeg har selv engang på vej til skole på Østerbro strøget huen og fået et honnør igen fra kongen til hest.
Landmandsbankens krak i 1923 trak pinlige spor, helt op i kongehuset – og så var direktøren jøde, men blev vistnok katolik i fængslet, inden han døde, før sagen kom for retten. En Jacob Paludans kulturpessimisme, f.eks. i bogen Torden i Syd, har oprindelse i gullaschbaronernes tid.
De konservatives nyudpegede leder, Christmas Møller, udløste i 1929 den situation, der banede vejen for Thorvald Staunings S-R-regering. Christmas Møller havde fået sit parti til at undlade at stemme for Venstre-mindretalsregeringens finanslov med den begrundelse, at forsvarsudgifterne ikke var tilstrækkelige. Det kaldtes, at han tabte terrinen; en vittighedstegning viste en piccolo, der rutsjer og tager hele det veldækkede middagsherrebord med i faldet.
Det udløste folketingsvalg. Venstre-lederen Madsen-Mygdal var, som regeringschef siden 1926, sit partis statsministerkandidat. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det betød, når de voksne talte om Madsen-Mygdals »eneste tale«. Det var noget med den ærlige krone, besparelser og »lad falde, hvad ikke kan stå«.
Og så var der striden om forsvaret. Gav et dansk forsvar mening, set i perspektiv af verdenskrigen? Sådan spurgte blandt andre Socialdemokratiet og de radikale.
S-R vandt 1929-valget og indledte deres 11-årige regeringsperiode. Uffe Ellemann vendte i sine senere ministerår ofte tilbage til, at han ville slå den radikale P. Munchs rekord som udenrigsminister – det var altså denne periode, han sigtede til. Ellemann nåede ti et halvt år.

Stauning-Munch-regeringen kom til under gode konjunkturer, men mødte hurtigt store problemer, da børskrakket ramte USA i oktober 1929 og bredte sig som en verdenskrise – den krise, der krængede den tyske Weimarrepublik mod undergang.
Herhjemme faldt landejendomme drastisk i pris, og arbejdsløsheden steg og steg. Om vinteren prægedes gadebilledet af arbejdsløse, der havde været så heldige at få et ’snetegn’, det vil sige, de kastede sne, iført deres eget dårlige tøj.
Stauning havde kommunisterne på den ene side og på den anden forskellige højreradikale bevægelser, herunder Konservativ Ungdom, KU. En af mine kammerater, der boede i den indre by, havde fornøjelsen af at overvære slagsmål mellem KU og Kommunistisk Ungdom. Det parlamentariske Danmark var det, der i mange år hed ’de gamle partier’, S, R, V og K. Christmas Møller tog klart afstand fra sin ungdomsafdelings nazi-flirt.
Staunings opgave var allerførst at besværge verdenskrisens virkninger ved korte løsninger, moratorier for landbrugets gæld og understøttelse til de arbejdsløse. Landbrugets kår blev først gode igen, da Anden Verdenskrig kom. Arbejdsløsheden blev ved at være stor.
Men det viste sig, at regeringen efter de første svære år var i stand til at komme igennem med langt mere værdifuld lovgivning end de første års lapperier, som var af den slags, enhver regering må lave. Meget, som vi i dag tager som selvfølgelige goder, begyndte i disse år, således socialreformen i 1933 (ved ’Kanslergadeforliget’ med Venstre) og opførelse af socialt boligbyggeri i København.
En stærk begivenhed, som jeg husker fra denne tid, var bondetoget til København i sommeren 1935. Det drejede sig om et protesttog til både kongen og Christiansborg, med 35.000 deltagere, ledet af LS, Landbrugernes Sammenslutning, med mindelser fra Lappo-
bevægelsens march til Helsingfors i 1930 og Mussolinis march mod Rom. Under Besættelsen gled LS over på nazistisk side og mistede sin betydning.
Det er interessant at se Kaj Munks stilling til bondetoget. I Jyllands-Posten skriver han en skinger artikel under overskriften »En statsministers endeligt« :
»På hr. Staunings ansvar stod 35.000 bønder midt i København og var til grin. Det var en sejr for hr. Stauning. En af de sejre, man kan dø af --- Den københavnske politiker Stauning, han kan ikke være statsminister. Han døde i mandags. Valget, der er nær, begraver ham.«
Senere i 1935 fulgte så valget, der blev en stor sejr for regeringen, og som huskes endnu, nemlig fra valgplakaten Stauning eller kaos. Efter valget fik regeringen styrke til at indlede det, der blev en forbavsende rig reformperiode, som varede helt frem til krigsudbruddet i 1939. I løbet af disse få år kom således den første brugbare byplanlov og begyndelsen af en moderne bygge- og boliglovgivning, den første saneringslov, en ny medhjælperlov, en ferielov, en reform af ’uægte’ børns retsstilling.
På Staunings personlige initiativ overflyttedes naturfredningsområdet fra Justitsministeriet til Statsministeriet, hvorefter den første anvendelige naturfredningslov kom i 1937. Staunings plæne i Klampenborg bærer sit navn med rette.

Efter den 9. april 1940 var det afgørende for Danmark naturligvis, hvordan vestmagterne – under russisk neutralitet – ville klare den kommende tid rent militært. Efter Frankrigs fald i forsommeren blev problemet ændret til, hvordan Storbritannien ville komme igennem efteråret 1940, og om USA ville træde aktivt ind i krigen.
Men det var samtidig interessant – næsten hjertegribende – at følge udviklingen i Danmark. Hvem ville i denne kritiske periode træde frem som kollaboratører med besættelsesmagten? Og hvem ville, måske uden at være tyskvenlige, arbejde for at opnå et ændret styre af landet?
Her tænker man hurtigt på folk som Knud Højgaard og A.P. Møller, som søgte at inddrage kongemagten med et forslag om at gøre prins Axel, der var kongens fætter og Ø.K.’s direktør, til statsminister. Kongen orienterede Stauning, der den følgende dag i Rigsdagen fremsatte en erklæring, der fastslog, at både konge og ministerium stod på parlamentarismens grund.
Naturligvis husker jeg ikke i detaljer Kaj Munks taler i 1940, men jeg husker ubehaget ved, at han overhovedet på det tidspunkt optrådte hos en mand som forstander Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole.
Om Niels Bukh skriver Per Stig Møller i sin bog Munk :
»Forestillingen om at samle magten hos ganske få og måske endda kun én delte Munk og Arne Sørensen med det meste af højrefløjen. Niels Bukh ønskede i efteråret ’33 i Dansk Idræt, at den ægte danske nationale folkeånd atter måtte vågne og fylde alle med idealisme, så vi kunne samles i enighed og lægge ledelsen i hænderne på en mindre gruppe tillidsmænd.«
Den skildring af Bukh er for pæn. Som det fremgår af en anden skildring af samtiden, nemlig Richard Andersens Danmark i 30’erne, (Gyldendal, 1968), havde Bukh tidligt erklæret sig som rent ud nazi-begejstret.
I efteråret 1933 – et halvt år efter Hitlers magtovertagelse – havde Bukh været i Berlin. I Berlingske Tidende fortalte han om besøget således:
»Jeg har aldrig været gæst i noget gladere og mere begejstret land end øjeblikkets Tyskland. I en sal, der rummer halvtredjetusinde nazistiske lærere, marcherede vi ind med sang og med Danebrog i spidsen, og alle rejste sig og blev stående. Salen var smykket med danske flag, og efter opvisningen blev der holdt taler for Danmark og Danmarks konge og sunget ’Kong Christian stod ved højen mast’. Jeg fik et hagekorsflag foræret, og det bringer jeg hjem til Ollerup.«
Journalisten spurgte:
– Ville De overføre alle Hitlers principper, hvis De var 20 år yngre?
Bukhs svar lød:
»De bedste af dem. Jeg forstår ikke den mistænkeliggørelse, der i udlandet rettes mod Hitler. Jeg har selv både set og hørt, hvorledes jøderne i fred og ro kan passe deres forretninger. Hitler gør dem ikke noget, bare de vil arbejde. Men han vil drive dem ud af spekulation og administration, med andre ord hindre dem i at udnytte de produktive arbejdere. Og de, der hørte Hitlers tale i radioen forleden aften, kan da ikke være i tvivl om, at renere og ærligere udenrigspolitik end Hitlers gives ikke i Europa. Der er ingen falskhed i ham. Ingen presse skal nogen sinde mere rokke min tro på ham.«
Det er værd at mærke sig, at Kaj Munk så sent som i september 1940 ønskede Niels Bukh som ’ungdomsminister’ (Per Stig Møllers bog, s. 281).

Günther Grass lader i Mit århundrede (Gyldendal 2000) under årstallet 1933 sit talerør berette om et besøg hos lederen af kunstakademiet i Berlin 1920-33, den store maler Max Liebermann, der var jøde. Det foregår på taget af Liebermanns hus nær Brandenburger Tor, mens nazi-magtovertagelsens fakkeltog er begyndt:
»Jo, sandelig: modbydelig, denne pøbel! Og alligevel virkede den stigende brølen ophidsende. I dag må jeg tilstå over for mig selv, at jeg var fascineret – om det så kun var for en kort gysen.«
Og videre:
»Idet han (Liebermann) vendte ryggen til det historiesvangre billede som til et fernisglinsende trommesalsmaleri, sagde han til mig på sit berlinske: ’Jeg kan ikke engang æde så meget, som jeg har lyst til at brække mig’ – denne sætning var senere som et hvisket feltråb i omløb i hele byen.«
Kaj Munks forbindelse med Niels Bukh ophørte senere under Besættelsen, fordi Bukh gled længere og længere mod nazismen. Men nåede Munk selv inden sin død i januar 1944 at skifte samfundsmæssigt syn? Det gjorde han vistnok, særligt når man ser på hans korte teaterstykke Før Cannæ, forlaget Samleren, 1943. Stykket består af en samtale før det slag, som Hannibal vinder – dømt til senere undergang. Hannibal er besat af magtsygens vanvid. Han kan ikke føre nogen egentlig dialog med en modstander, blot holde propagandataler i en skrigende tone, som den gamle romer ikke bryder sig om. Nej vel, for hvem ved sine fulde fem ville gøre det?
Hartvig Frisch gav i Tragediens anden del (fortsættelsen af Pest over Europa) Stauning det eftermæle, at han – da katastrofen havde ramt Danmark den 9. april 1940 – tog sit ansvar, og at hans sidste store politiske bedrift var, at han skabte grundlaget for de politiske partiers samarbejde. Han skabte et indre værn, der i stilfærdighed kvalte nazismen i Danmark i en tid, hvor den kulminerede i verden.
De, der ikke har levet i samtiden, kan have svært ved at forstå den gru, som de tyske nazister vakte.
Efter Besættelsen var de ’gamle’ politiske partier plaget af, at den opgave, som de havde påtaget sig, ikke var heroisk. Men de havde anset den for nødvendig for at redde Danmark gennem krigen, og de var overbevist om, at det tilkom dem at føre landet videre i fredstiden.
Modstandsbevægelsen havde demonstreret heltemodet, men var ikke i stand til at tage den rolle på sig at danne regering. Dens bagland var lille, og dens to fløje – kommunisterne og Arne Sørensens Dansk Samling – stod for langt fra hinanden. Og det, der samlede dem, var diffust. Det måtte blive de gamle partier, der arvede riget.
For en iagttager i datiden ligger der en syrlig ironi i nu at opleve, hvordan Dansk Folkeparti forsøger at stjæle Socialdemokratiets arvegods og samtidig at optræde som modstandsbevægelsens arvtagere.
I hvor høj grad, dette lader sig gøre, vil være et vidnesbyrd om, hvor langt vi har bevæget os i retning af det historieløse samfund.

FAKTA
Johan Garde
Johan Garde (f. 1917), student 1935, blev i 1943 ansat som sekretær i Indenrigsministeriet og oplevede 29. august samme år den radikale minister Jørgen Jørgensen fortælle personalet, hvorfor regeringen måtte ophøre med at fungere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her