Læsetid: 4 min.

Stjerneskud og fusere i Århus

11. december 2000

Det håndværksmæssige dominerede over det beåndede på weekendens Spot Festival

Spot Festival
Den syvende Spot Festival i Århus denne weekend må betegnes som en succes inden for rammerne af sin målsætning: at give et kig på nyere dansk musik med et sideblik på vores nordiske naboer.
På to hæsblæsende dage præsenterede Dansk Rock Samråd – ROSA – over 60 navne på forskellige scener i Musikhuset og Ridehuset, fra intime singer-songwriter showcases til storladne electronica-arrangementer – om end vægten ved de fleste koncerter lå på lyttemusik i tidens handy hybridformat: Lidt rock, lidt triphop, lidt folk, lidt grooves, lidt pop og voila: En underlig fisk.
Dog må man ile med tilføjelsen, sjældent underlig nok! I langt de fleste tilfælde overskyggede den håndværksmæssige kunnen – som var stor! – det kunstneriske indtryk, så selv om de fleste bands og solister gik til sagen med stor alvor og intensitet, forløstes deres stræben sjældent i det beåndede og kunstnerisk forløsende. Det var stort set løfterigt og interessant det meste, selv om denne skribent ikke kan hævde at have spottet fremtidens nye store navn – dertil var originaliteten ikke stor nok, især lød sangskrivningen over én kam som afledt af kendte internationale navnes stilgreb og metoder. Det var symptomatisk, at weekendens bedste koncertoplevelser udgik fra mere rutinerede navne med en eller flere plader bag sig. De var vel inviteret med for at give tiltrækningskraft overfor et publikum, som skulle betale 125 kroner pr dag.
Fredag var det så som så med belægningsprocenten, da det var Store Julefrokostdag, hvilket betød at flere orkestre og solister spillede for hel- eller halvtomme sale. Især stod det grelt til i Ridehuset, hvor et par orkestre spillede for næsten tom sal.
Bedre gik det i Musikhuset, hvor musikken var fordelt på fire scener, så væsensforskellige at man havde mulighed for yderst forskellige koncertoplevelser.

Punch, drive og energi
Bedst af alle var Skive-sekstetten Superheroes, som med den uimodståeligt speedede og tændte forsanger Thomas Troelsen i front spillede røven ud af bukserne på alt og alle lørdag aften med en af den slags koncerter, man vil huske. Med to lovende – men så heller ikke mere – plader bag sig på et lillebitte pladeselskab eksploderer sekstetten på scenen, hvor Troelsen som en slags Skives svar på såvel Adam Ant som Elvis Presley flintrer omkring og i processen eksponerede langt de fleste unge bands problem: Kommunikation!
For Troelsen og co gælder det om at nå publikum, inddrage det aktivt i koncerten – uden billige tricks, vel at mærke, men med masser af punch, drive og energi – hvor størstedelen af weekendens navne ’gav koncerter’, som man andagtsfuldt kunne stå og lytte til. Superheroes var en befrielse ovenpå en weekend fuld af semiseriøse kunstnere med en lidt artyfarty tilgang til musikken. Og så er Troelsen et kraftfelt på scenen, og kan bandet overføre noget af deres smittende fremdrift og gennemførte firserinspirerede musikalitet til plade næste gang, burde verden ligge for deres fødder.
Skal man være kritisk – og det skal man – kan man spekulere over hvorfor tidens mest dynamiske og eksplosive scene, hiphoppen, var så sparsomt repræsenteret: Blandt de 60 navne var kun tre fra hiphopscenen: Den succesfulde Brøndby-trio Outlandish – med dejlige Karen som guest star! – svenske Looptroop samt sidste års vindere af DM i Dansk Rap, Bumsestilen fra Esbjerg. I lyset af hvor få bands, som reelt sang på dansk, burde ROSA satse langt mere plads på den eneste scene, hvor modersmålet trives for tiden.
For kors, hvor fik man hørt meget artigt skoleengelsk med en tyk understrøm af lyriske klicheer – ordet »rain« indgik vist i hvert eneste sæt, denne skribent hørte – og hvor denne galopperende brug af vores andet modersmål dog eksponerer gruppernes inspirationskilder.
En stor satsning som ni-mands ensemblet Indigo Sun lød således af summen af de sidste seks-syv års britiske triphop-scene, og selv om det var en musikalsk nydelse at høre de dygtige og lydhøre musikere trykke den smagfuldt af, faldt helhedsindtrykket – som så ofte denne weekend – på kompositionernes manglende originalitet og fængkraft.

Amerikanske vidder
Deres udsendte hørte små 20 navne i løbet af de to dage, og som sagt var det de mere etablerede, som for alvor gjorde indtryk: Ud over Superheroes spillede Hellerup-kvartetten Mew en fin og intens koncert med begavet brug af bagprojektioner, Abdullah S. alias keyboardtroldmanden Jeppe Saugmann gav en blæret opvisning i psykedelisk hiphop-soul fredag nat, Tobias Trier beviste sit format som entertainer, mens den norske ambient-magiker Biosphere sendte en dybt koncentreret sal på et elektronisk trip ud i det indre rum.
Blandt festivalens uprøvede kræfter var der potentiale i Karoline Hausted og hendes fine lille orkester, selv om påvirkningen fra en Tori Amos var til at tage og føle på. Men kastede Hausted sig ud i at synge på dansk, kunne det gå hen og blive rigtig stort.
Pletvist inciterende var det til lejligheden foranstaltede møde mellem jazz- og elektroniske musikere, mens Aalborg-septetten Her Aping lød som om de stammede fra Texas! På den fede måde, vel at mærke, men alligevel. Også kvintetten Wynona bærer lovlig meget præg af de store amerikanske vidder, men sikken stemme forsangerinden har.
Som et af de (meget) få dansksyngende indslag gjorde folkebandet Taniaviit hvad de kunne for at trække tråde fra mytisk fortid til konkret nutid, men trods fine ansatser blev det aldrig rigtig overbevisende.
De særeste indslag var teknopopmusikeren Mofus, hvis show var mere interessant end kønt, men lytteværdigt på en lidt strittende facon, mens Speaker Bite Me-guitaristen og sangeren Signe Wille Høirup-Jørgensen præsenterede sit soloprojekt Jomi Massage, indædt og kompromisløs indie-musik, hvor det enerverende og brillante afløste hinanden, men afslutningsnummeret »Travelling By Car« fik tænderne til at rasle i munden på denne skribent. Således vederkvæget kunne han drage mod nattoget, mens metalbandet Fury i Foyeren passende brølede noget om en »Evil Scheming Porno Bitch« som afskedssalut.

*Spot Festival 07, 60 bands i Musikhuset og Ridehuset, Århus, fredag og lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her