Læsetid: 5 min.

Store Julefrokostdag

8. december 2000

Vi er kommet til årets anden Store Julefrokostdag. Danskerne vil vælte sig i fedt, flasker og kropsvæsker garneret med cigarrøg og hede favntag

Qlummen
I dag vil danskere med normalt kontrolleret kontor-identitet gerne lege vikinger og valkyrier for en dag. Uhæmmet madfråds, druk og seksuelle udskejelser er på dagsordenen som et must med hilsen til hedengangne tider og hedenske skikke. Vi vil ha’ kaos.
I Danmark er der ingen, der decideret forsker i traditionen julefrokost. Men det gør den norske folklorist, Ann Helene Skjelbred, som fortæller, at julefrokost ikke har det fjerneste med vikinger at gøre. Efter industrialiseringen begyndte de største virksomheder i Danmark – måske i de første tiår af det 20. århundrede – at afholde juletræsfest for arbejdere og julefrokost for funktionærer. Senere blev julefrokosten en fast tradition for alle. Ifølge arkivar på Carlsbergs Arkiv, Ulla Nymann, holdt Carlsbergs bryggeri »arbejdernes traditionelle julefrokost« i 1940, hvor arbejderne fik en times ekstra frokostpause til at indtage den selvfinansierede mad. Med gratis øl.
I pæne 1800-tals-borgerskabsfamilier mødtes man ved juletid omkring et overdådigt dækket bord. Omkring 1950 bredte traditionen sig til middel- og arbejderklasse, så alle lærte, at silden skulle før sylten skulle før frugtsalaten. I dag er der to slags julefrokoster; den pæne i familien i julen og den vilde med venner og kolleger før jul. Sidstnævnte er ufravigelig på alle arbejdspladser og nu også i andre sociale sammenhænge som foreninger, skoleklasser, ja selv børnehaver har julefrokoster. Julefrokosten før jul er blevet en hyldest til de ikke-familiære fællesskaber, derfor skal den være sjov, frem for familie-julefrokosten, der skal være hyggelig.

Julefrokosten før jul kan derfor opfattes som en antitese over den aktuelle højglanspolering af familieglorien eller som et symbol for arbejdspladsens stigende værdi som forum for sociale fællesskaber. Julefrokosten kan også ses som en dannelsens ventil, og så er den naturligvis et nationalt klenodie.
Maden er af gode grunde traditionens omdrejningspunkt. Det kræver stor kulturel kompetence at finde rundt i et julefrokostbord. Turister afslører deres inkompetence ved et almindeligt tag-selv-bord, hvor silden kastes ned oven i frikadellen, og laksen får en gang remoulade-garniture. Den korrekte viden om rækkefølge og tilbehør hører til almen dannelse for alle danskere.
Som jeg efterhånden har nævnt mange gange på dette sted, var jeg engang i USA og lærte en hel masse der – om mig selv og min egen kultur først og fremmest. Blandt andet organiserede jeg en rigtig dansk julefrokost for mine medstuderende og lærere. Udvalget af retter måtte i sagens natur blive begrænset; og så skulle der være ris à la mande. Snapsen var sendt hjemmefra, og på et øde øldepot i Philadelphias yderkant fandt jeg Guldtuborg på dåse. Successen var hjemme. Som prikken over i’et blev der hængt små dannebrogsflag op i hele loftet. For at forebygge det inkompetente madsvineri fra ignorante amerikanere lavede jeg nummerskilte og holdt et lille introkursus over retterne for at forhindre de værste katastrofer.
Da lærte jeg noget om integration.
Andre landes skikke og traditioner er mest interessante, når man besøger dem. Hjemme hos én selv gider man dem kun i små, afmålte portioner. Mine gode kolleger blandede med vilje ris á la mande, frikadeller og danablu på samme tallerken! Var det i despekt for mig og min kultur? Næppe. Men kulturforskere som de var, nægtede de at udøve opstyltet feltarbejde i eget land, og reflekterede akademikere som de var, nægtede de at lege med på en dikteret nationalitetsleg. De syntes måske nok, det var et underholdende indslag med flag og små lune retter iført særlige regelsæt, men at følge mine nationalistiske instrukser, det gad de ikke.
For danskere er der ingen diskussion omkring dette regelsæt. Det er en absolut forudsætning for at være rigtig med i fællesskabet. Udlændinge i Danmark må naturligvis lære sig dette, hvis de skal være med. Der findes eksempler på, at man begår traditionsbrud et enkelt år og spiser sushi eller ølrand, men det er kun undtagelser, der bekræfter reglen.
Julefrokosten som tradition er ikke meget mere end 50-100 år gammel, men det betyder ikke så meget, når vi skal holde julefrokost før jul. I vores forventning til, hvordan en rigtig julefrokost bør gå for sig, er vi inspireret af forestillinger om vild vikingerus og romerske Bacchus-orgier – samt en dansk film fra 70’erne.

Ventil-teorien, som lægger sig til Bacchus-orgiet, Bakhtins karnevalstanker og ideen om at vende hverdagen på hovedet, betyder, at vi kan betragte julefrokosten som et tiltrængt afløb for dannelse, hæmninger og undertrykkelse, som vi tynges af i det daglige (arbejdsliv). Bakhtin ser karnevallet som en folkelig modstand mod magt, autoriteter og hverdagens regelsæt. Det må være en svær balancegang at være chef ved en julefrokost. Bevidst til grin og alligevel under kontrol. Ledernes hovedorganisation råder i Erhvervsbladet 28.11 chefer til at holde hovedet koldt og drikke med måde til julefrokosten. »Ingen klamme kys ved julefrokosten« hedder artiklen. Den hentyder til truslen mod magthierarki og seksualitetsnormer på arbejdspladsen. Ifølge Ann Helene Skjelbred opdeler Edvard Muir det karnevaleske i fire kategorier:
1) æde og drikke, 2) falliske fornøjelser og frugtbarhed, 3) leg og spil, 4) vold.
Det er nogle af disse elementer, vi forventer af en god julefrokost på jobbet, og vi kan måske endda genkende Bakhtins beskrivelse af karnevallet som en fokusering på vulgaritet og den nedre del af kroppen i modsætning til fornuften i den øvre del af kroppen.
Men spørgsmålet er, hvor meget vi lever efter disse forestillinger om den vilde våde julefrokost? Er det mon kun chefen, der bruger hovedet? Et år var jeg til en julefrokost på en arbejdsplads, hvor to personer fredsommeligt kyssede lidt, hvorpå en kollega spurgte: »Er I blevet kærester?«
»Næh, men der er jo ikke nogen af jer andre, der gør noget for at bidrage til den rette julefrokost-stemning.«
Forventningen skal med andre ord efterleves. Det er faktisk det vildeste, jeg har oplevet til en julefrokost – siden teenageårenes udskejelser. Måske kommer jeg ikke til de rigtige julefrokoster? Eller kunne det mon tænkes, at de vilde forestillinger er lidt vildere end virkeligheden? Måske er der en genre af idealfortællinger om julefrokost-udskejelser, som vi elsker, fordi den bidrager til et selvbillede af de oprørske og frie danskere? Kaos er julefrokosten ikke, men derimod kontrolleret kaos. Og så en årlig markering af det vigtige fællesskab, vi har med venner og kolleger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu