Læsetid: 4 min.

Et strejf af verden

5. december 2000

I romanen ’Anils genfærd’ udforsker Michael Ondaatje med stor menneskelig indsigt de sønderlemmende konsekvenser af borgerkrigen
i Sri Lanka

Ny bog
Efterfølgeren til den canadiske forfatter Michael Ondaatjes Bookerpris-vindende roman, og senere filmsucces, The English Patient fra 1992 (da. 1993, Den engelske patient), er en bog om at blive berørt af verden og om selv at gribe ind i den. Den er en historisk udgravning, både på det personlige og det politiske plan.
Romanen Anils genfærd udspiller sig i sidste halvdel af 80’ernes borgerkrigshærgede Sri Lanka, og som med den tidligere roman Det ligger til familien, er Anils genfærd en slags venden-tilbage-til-rødderne-roman, idet Ondaatje selv er født i Colombo, Sri Lanka.
Han kom til Canada som 18-årig og er nu fast forankret i Toronto som engelskprofessor. Det er Ondaatjes håb, at hans nye langt mere politiske bog måske vil være med til at ruske op i den hensygnende mediebevågenhed, hvad angår de fortsatte konflikter i Sri Lanka.
Anil Tissera er retsantropolog, oprindelig født i Sri Lanka, men forlod landet som 18-årig. Hun er en rigtig ’Smilla’: En hård negl, der har viet hele sit liv til millimeternøjagtige dissekeringer i sådan en grad, at når hun er væk fra laboratorierne, så savner hun patologernes »skramlen og løsslupne knevren« og »den spænding som ramte hende når de tændte lys over aluminiumsbordene.« Man ser det for sig.
Nu kaldes Anil tilbage til Sri Lanka 15 år senere for at deltage i en international menneskerettighedsundersøgelse. Det er meningen, at hun ved retsmedicinske undersøgelser af skeletter skal finde frem til, hvem der står bag de mange organiserede mordkampagner på øen. En ø hvor korruption og hemmelige henrettelser skaber terror og hensætter landet i en »vuggende, selvbegravende bevægelse«.
Som sin hjælper har hun fået udpeget den flegmatiske arkæolog Sarath, og sammen støder de på et skelet, der er blevet behændigt placeret i en hellig historisk grotte blandt århundredegamle skeletter, men det viser sig nærmest at være dugfrisk, så at sige. De kalder det ’Sailor’, og resten af romanen følger de detektivagtige udredninger for at identificere liget. Hvis de kan sætte navn på Sailor, kan de sætte navn på alle de andre tabte stemmer. Men kan Anil stole på Sarath, eller på nogen som helst anden for den sags skyld?

Et helt folks længsler
Krimihistorien er blot en rammefortælling, viser det sig. Undervejs i læsningen udsættes man nemlig for utallige sidespring i form af lange, detaljerede skæbnefortællinger, der udspinder sig om de personer, Anil og Sarath møder på deres vej: den munkeagtige epigrafiker Palipana, den frustrerede læge Gamini og den affældige minearbejder Ananda, der i sine velmagtsdage var en strålende øjenmaler, det vil sige en professionel kunstner, der er særligt udvalgt til at male øjne på hellige figurer, vel at mærke med ryggen til ved hjælp af et spejl. Øjnene »er altid det sidste der bliver gjort. Det er det der giver billedet liv. Ligesom en tændsnor. Øjnene er en tændsnor. Det er det der skal til før en statue eller et maleri i en vihara bliver hellig.« Når øjnene farvelægges, bliver statuen Sandheden, ja selveste Gud.
Ananda hyres til at modellere et ansigt og en identitet til Sailors kranium. Som i en hallucination skaber han ansigtet i sin myrdede kones billede, og hun står dermed som inkarnationen af et helt folks længsler, sorg og traumer.
Ved første øjekast savner romanens komposition netop sådan en sandhedens tændsnor, en brændende rød tråd, der binder elementerne stramt sammen i et signifikant mønster. Man sidder indimellem og hungrer efter en klokkeklar symbolik i al den snak om, at Anil engang var en god svømmer, for det motiv droppes lige pludselig for aldrig mere at vende tilbage i bogen. Man længes efter storslåede metaforiske sammenhænge mellem arkæologens graven i jorden og retsmedicinerens graven i knoglerne, minearbejderens arbejde under jorden og øjenkunstnerens skuen op i himlen, men sådanne mønstre træder aldrig helt tydeligt frem.

Søgen efter identitet
Men det er måske hele pointen. Ved vejs ende, efter opklaringen af Sailors rigtige identitet og konfrontationen med den korrumperede regering, som jeg ikke skal røbe her, står vi tilbage med Anandas sidste mesterværk: En ceremoniel øjenmaling af en ny og mægtig buddha-statue, og denne passage gør ens gradvise irritation over løse ender til skamme. Her samles trådene næsten umærkeligt i en usigelig smuk og enkel vision om, hvad buddhaens blik vil kunne se til alle tider, nemlig vejret og »naturhistoriens fibre«. Grundelementerne ild, jord, luft og vand, som ganske let er blevet berørt i personernes erhverv som udforskere af naturens og menneskets dybere lag, kædes sammen i et forløsende udsyn over fortid, nutid og fremtid, idet øjenkunstneren »bringer syn og sandhed og nærvær til live«. Til sidst mærker Ananda den ledsagende drengs »bekymrede hånd på sin. Verden der rørte ham ganske blidt.« Nu kan Ananda endelig se realiteterne i øjnene. Og nu går det op for en, hvad meningen var med alle de næsten undselige passager i bogen, hvor personerne berøres blidt på armen af en søgende hånd.
Michael Ondaatjes roman giver os ikke bastant symbolik, men en langsom historisk udgravning af menneskets søgen efter identitet og sandhed midt i en nådesløs krig. Som arkæologen Sarath siger til Anil: »Jeg tror ikke klarhed nødvendigvis er sandhed. Det er enkelhed, ikke?« En ganske let berøring.

*Michael Ondaatje: Anils genfærd. Dadelfrit oversat af Inge Rifbjerg. 265 s., 278 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her