Læsetid: 2 min.

Superforbund af børnepassere på vej

9. december 2000

En fusion mellem faglærte og ufaglærte i børneinstitutionerne vil kunne svække en af landets store faglige organisationer, FTF, som trues af yderligere afgang

Personalet i børnehaver, vuggestuer og fritidshjem har i årevis været splittet i to forbund – et for ufaglærte og et andet for faglærte.
Men BUPL, forbundet for pædagoger og klubfolk, tager på deres kongres i Nyborg i dag stilling til, om de skal sige ja eller nej tak til et tilbud om forlovelse med Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF).
De ufaglærte pmf’ere har længe gået i giftetanker og gav i sidste måned deres endelige tilsagn, og siger
bupl’erne ja, er der lagt op til realitetsforhandlinger om at skabe et nyt superforbund, der med 80.000 medlemmer bliver Danmarks sjettestørste.
»Vi har en vision om at samle hele det pædagogiske område,« siger BUPL’s formand Bente Sorgenfrey, som på længere sigt ønsker, at også socialpædagogerne slutter sig til familien.

FTF taber
Selv om de to forbund vinder ved en fusion, ser det ud til, at sammenlægningen vil skabe én sikker taber: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF.
Et nyt pædagogforbund må nemlig vælge, hvilken hovedorganisation det vil være medlem af.
PMF er medlem af LO, mens BUPL er organiseret i FTF, og Bente Sorgenfrey lægger ikke skjul på, at FTF ikke har nogen stjernestatus hos pædagogerne. Blandt andet har FTF tit stået for svagt i forhandlinger om overenskomst.
Søger BUPL’s medlemmer derimod over til PMF i LO, bliver de ikke alene del af et stærkt forbund med 1,3 mio. medlemmer, men kommer samtidig i klub med socialpædagogerne.
»Det er klart, at det vil give mulighed for at lægge fælles strategier med grupper, vi har et interessefællesskab med,« siger Bente Sorgenfrey til Information.

Sygeplejersker vakler
FTF er en af arbejdsmarkedets tre store organisationer sammen med Landsorganisationen, LO, og Akademikernes Centralorganisation, (AC). Men spørgsmålet er, om der også i fremtiden er brug for hele tre store forbund, og om FTF vil overleve på lidt længere sigt.
Forlader de 50.000 pædagoger FTF, vil det være et hårdt slag for hovedorganisationen. FTF mister ikke alene medlemmer, men også de 5-6 mio. kroner, som pædagogerne hvert år lægger i FTF’s kasse.
Og det er ikke kun pædagogerne, som har medlemskabet af FTF oppe til overvejelse. Sygeplejerskerne, der er en af de andre store faggrupper i FTF, har den seneste tid givet udtryk for et mere og mere vaklende forhold til hovedforbundet.
Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow, har udtalt til Ugebrevet Mandag Morgen, at hvis pædagogerne forlader FTF, må også sygeplejerskerne overveje, om der er brug for FTF fremover.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu